Kreditværdighedsvurderinger

Pligten til at foretage en kreditværdighedsvurdering af forbrugere, der ansøger om et lån, har fulgt udtrykkeligt af § 7 c i kreditaftaleloven siden 2010, hvor forbrugerkreditdirektivet blev gennemført i kreditaftaleloven.

Pligten er pålagt långiverne for at undgå, at forbrugerne får lån og kreditter, som de ikke har de økonomiske forudsætninger for at kunne tilbagebetale rettidigt. Vurderingen af den enkelte forbrugers kreditværdighed skal med andre ord beskytte forbrugere mod overgældsætning. En forbruger er kreditværdig, når forbrugeren har råd til at betale ydelserne på det nye lån til tiden. Hvis der er tale om en kassekredit eller et stående lån, skal forbrugeren også have råd til både at betale påløbne renter og gebyrer og kunne afdrage gælden inden rimelig tid.

Selvom pligten til at vurdere kreditværdigheden først blev skrevet ind i kreditaftalen i 2010, har den eksisteret i dansk ret længe før 2010, da den udspringer af grundlæggende aftale- og obligationsretlige principper. I retspraksis er der eksempler på, at domstolene igennem de seneste i hvert fald 40 år har underkendt aftaler som værende urimelige, fordi kautionisters eller låntageres økonomiske situation ikke var undersøgt eller tillagt betydning inden indgåelse af aftalerne, der medførte gældsforpligtelser, som de ikke havde nogen muligheder for at opfylde.

At overgældsætning som følge af manglende kreditværdighedsvurdering kan medføre en aftales urimelighed og dermed ugyldighed, følger også af EU-domstolens praksis. I sin dom af 10. juni 2021 i sagen C-303/20, Ultimo Portfolio, fastslog EU-domstolen, at overtrædelse af kreditværdigheds vurderingspligten kan medføre en aftales ugyldighed efter direktivet om urimelige kontraktvilkår, der i Danmark er implementeret i aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

EU-domstolen har også udtalt, at medlemsstaternes domstole har pligt til ex officio at påse, om en långiver har iagttaget sin kreditværdighedsvurderingspligt, og at en præklusionsfrist på tre år for forbrugerens ugyldighedsindsigelser ikke var forenelig med forbrugerkreditdirektivet. Der kan henvises til EU-domstolens dom af 5. marts 2020 i sag C-679/18, OPR Finance.

På den baggrund er det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at en låneaftale er ugyldig i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36, hvis en långiver undlader at opfylde sin kreditværdighedsvurderingspligt, og en sådan vurdering ville have vist, at forbrugeren ikke ville være i stand til at tilbagebetale lånet.

Låneaftalen vil være ugyldig som følge af forholdene ved aftalens indgåelse. Når en aftale er ugyldig, skal hver part levere deres ydelser tilbage. Det betyder, at forbrugeren skal levere lånebeløbet (hovedstolen) tilbage, og långiveren skal levere renter, gebyrer og eventuelle betalte afdrag tilbage. I praksis vil forbrugeren kunne modregne betalte afdrag og omkostninger i lånebeløbet.

For at kunne foretage en vurdering af, om en forbruger kan tilbagebetale et lån, må långiveren beregne, hvor mange penge forbrugeren har til rådighed til betaling af den månedlige ydelse. I princippet er dette et simpelt regnestykke – forbrugerens udgifter skal trækkes fra forbrugerens indtægter.

En forbrugers indtægter vil typisk bestå af løn, pension eller udbetalinger fra det offentlige. En forbrugers udgifter kan opdeles i faste og variable udgifter. De faste udgifter omfatter navnlig boligudgifter, udgifter til allerede stiftet gæld, forsikringer, fagforeningskontingent, A-kasse, telefon, internet osv.

De variable udgifter omfatter navnlig udgifter til mad, drikke, øvrige dagligvarer, sko, tøj, frisør, evt. ferier osv. Det beløb, som en forbruger har til rådighed til dækning af sine variable udgifter kaldes forbrugerens ”rådighedsbeløb”.

En vurdering af, om en forbruger er kreditværdig til indgåelse af en låneaftale, indebærer derfor, at långiveren vurderer, om forbrugerens rådighedsbeløb er stort nok til at dække forbrugerens variable udgifter samt ydelserne på det nye lån. Det følger af ordlyden af kreditaftalelovens § 7 c, da det ganske enkelt ikke er muligt at ”vurdere forbrugerens kreditværdighed” uden at foretage en beregning af forbrugerens rådighedsbeløb.

EU-domstolen har i sin dom af 18. december 2014 i sag C-449/13, Consumer Finance, endvidere udtalt, at långiveres pligt til at indhente fyldestgørende oplysninger indebærer, at der skal være tale om dokumenterede oplysninger, og at simple erklæringer afgivet af forbrugeren ikke vil udgøre fyldestgørende oplysninger. Domstolen fastslog i samme dom, at bevisbyrden for iagttagelse af kreditværdighedsvurderingspligten påhviler långiver, og at medlemsstaternes domstole ikke må lade denne bevisbyrde påhvile forbrugeren.

I april 2021 offentliggjorde Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden en ”Vejledning om kreditværdighedsvurdering”, som afspejler Finanstilsynets og Forbrugerombudsmandens fortolkning af gældende ret. Hensigten med vejledningen er at hjælpe långivere med at efterleve forpligtelsen til foretage kreditværdighedsvurderinger, således at uansvarlig långivning undgås.

Vejledningen indeholder en detaljeret gennemgang af, hvordan forpligtelsen til at kreditværdighedsvurdere forbrugere kan opfyldes, og en række praktiske anvisninger.

Vejledningen stiller ikke krav om, at alle långivere skal anvende én bestemt metode til at udføre kreditværdighedsvurderingen, og udelukker heller ikke, at der ydes lån til forbrugere med et lavt rådighedsbeløb, hvis långiveren har vurderet ud fra fyldestgørende oplysninger, at den pågældende forbruger på baggrund af sin økonomiske situation vil være i stand til at betale ydelserne inklusive afdrag på det nye lån. Da pligten til at vurdere forbrugeres kreditværdighed også gælder, når lån ydes af en ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen indgås eller formidles af en erhvervsdrivende, er vejledningen også relevant i den situation.