Skip navigation

Bøder for at medvirke til ulovligt telefonsalg

09. november 2022

MMT Lead Provider og Syscon Lead Systems skal hver betale en bøde på 210.000 kroner. Det har Københavns Byret afgjort, efter Forbrugerombudsmanden har politianmeldt de to virksomheder for at medvirke til, at et energiselskab ulovligt ringede forbrugere op.

Leadvirksomhederne MMT Lead Provider Limited og Syscon Lead Systems Limited er ved Københavns Byret hver blevet idømt en bøde på 210.000 kroner for at have medvirket til ulovlige opkald til forbrugere. De to selskaber er etableret i Malta med danske ejere. MMT Lead Provider har anket byrettens dom.

Leadmæglere/leadvirksomheder indhenter typisk såkaldte leads – det vil sige forbrugernes samtykke til at blive kontaktet – og videresælger dem til virksomheder, der bruger dem i markedsføringsøjemed. Ofte indhenter leadvirksomhederne forbrugernes samtykke via konkurrencer på internettet.

Københavns Byret har afgjort, at de to selskaber MMT Lead Provider og Syscon Lead Systems har medvirket til at overtræde forbrugeraftalelovens forbud mod ulovligt telefonsalg ved at have solgt ugyldige samtykker til telefonisk markedsføring fra 26 forbrugere til energiselskabet Natur-Energi. De 26 forbrugere har afvist at have givet deres samtykke til de telefoniske henvendelser, som Natur-Energi foretog til forbrugerne på baggrund af samtykkerne. Samtykkerne skulle ifølge MMT Lead Provider og Syscon Lead Systems være indhentet i forbindelse med konkurrencer på nettet, men flere af forbrugerne kunne godtgøre, at det er usandsynligt, at de har deltaget i konkurrencerne på de påståede tidspunkter. Desuden har flere forbrugere forklaret, at de såkaldte leads med samtykket indeholdt gamle data om dem, for eksempel en gammel mailadresse eller et tidligere efternavn.

Retten fandt, at de 26 forbrugere ikke havde givet samtykke til at blive ringet op af Natur-Energi. Retten lagde blandt andet vægt på forbrugernes forklaringer om, at de ikke havde deltaget i de påståede konkurrencer, og at leadene med samtykkerne indeholdt forældede data. Derudover er forbrugerens oplysninger, deltagelsestidspunkt og IP-adresse ikke tilstrækkelig dokumentation for, at en bestemt forbruger via en konkurrence har givet samtykke til at blive kontaktet i markedsføringsøjemed.

Det er ulovligt at ringe op til forbrugere, der ikke har givet et gyldigt samtykke til at blive kontaktet. Natur-Energi har tidligere erkendt at have overtrådt forbrugeraftaleloven i samme sag og accepteret at betale en udenretlig bøde på 400.000 kroner for ulovligt telefonsalg vedrørende i alt 51 forbrugere.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Telefonsalg over for forbrugere er som udgangspunkt forbudt, medmindre forbrugeren har anmodet om opkaldet. Når forbrugerne afviser at have deltaget i konkurrencer og dermed givet samtykke til at blive kontaktet, påhviler det virksomhederne at godtgøre, at forbrugerne faktisk har accepteret at blive kontaktet. Det er ikke tilstrækkeligt at fremlægge leads med oplysninger om forbrugerne.”

”Hvis en forbruger deltager i en konkurrence, indtaster forbrugeren selvfølgelig ikke en gammel adresse eller mail, eller et tidligere efternavn. Det er påfaldende, at der i så mange af tilfældene er solgt forældede oplysninger om forbrugerne.”

Lovgrundlag:

Forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1

Efter forbrugeraftalens § 4, stk. 1, er det ulovligt for erhvervsdrivende at kontakte forbrugere telefonisk eller personligt med henblik på afsætning af varer eller tjenesteydelser, medmindre forbrugeren forudgående har anmodet den erhvervsdrivende herom. Et samtykke til telefoniske henvendelser skal være en udtrykkelig og utvetydig anmodning om at blive ringet op.

Pressekontakt:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.

KUNNE DU BRUGE SIDEN?

Forbrugerombudsmanden

 

Ved at klikke på ”Tilmeld” giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbreve/pressemeddelelser.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage og opsige dit abonnement.

Du kan læse mere i Forbrugerombudsmandens privatlivspolitik.