Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
12/04055

Lovgivning

  • 6
  • Forbrugeraftaleloven 2004 - ophævet
  • 6 8

Brug af ikke-erhvervsdrivende til salgsfremstød

I en sag, hvor et teleselskab pr. e-mail opfordrede kunder til at hverve venner som nye kunder, fandt Forbrugerombudsmanden ikke, at selskabets beskrivelse af reglerne om uanmodet henvendelse var korrekt og anså i øvrigt kundernes mulighed for lovlig henvendelse som så begrænsede, at der reelt var tale om en omgåelse af forbuddet mod uanmodet markedsføring.

Med løfte om at give 500 kr. til køb af tilbehør for hver ny kunde, bad et teleselskab pr. e-mail sine kunder om at markedsføre teleselskabet over for venner og bekendte. Ifølge mailen skulle kunderne printe den medsendte kupon ud og give den til en forbruger, der ikke var kunde i teleselskabet i forvejen.

I kampagnen var et link til ”Læs vores betingelser”. I betingelserne var der redegjort for reglerne om anmodet markedsføring på upræcis og svært forståelig måde. Redegørelsen afsluttedes med en konklusion, hvorefter kunden gerne måtte ringe eller e-maile til andre forbrugere, så længe de pågældende havde givet kunden eller teleselskabet lov til det. Derudover måtte kunden give kuponen til andre forbrugere ”i situationer, hvor I naturligt mødes”.

Forbrugerombudsmanden mente ikke, at redegørelsen for reglerne om uanmodet henvendelse med markedsføring var beskrevet fyldestgørende. F.eks. var det ikke beskrevet, hvordan kunden skulle indhente lovligt samtykke, eller hvordan kunden overholdt oplysningskravene i markedsføringslovens § 6, stk. 5.  Kunderne kunne kun henvende sig med markedsføring inden for de rammer loven satte for teleselskabets egen henvendelse til forbrugere.

Det var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse urimeligt og urealistisk, at teleselskabet lod det være op til kunderne at iagttage reglerne om blandt andet samtykke inden henvendelsen til en anden forbruger. Kundernes mulighed for at henvende sig lovligt til potentielle kunder, var reelt så begrænsede, at risikoen for at overtræde loven var nærmest uundgåelig.

På den baggrund anså Forbrugerombudsmanden kampagnen for at være et forsøg på omgåelse af markedsføringslovens § 6 og forbrugeraftalelovens § 6.

Det var endvidere Forbrugerombudsmandens opfattelse, at teleselskabet var forpligtet til direkte i kampagnen helt konkret, klart og tydeligt at anvise kunderne en lovlig henvendelsesmåde, idet det var teleselskabets ansvar at sikre overholdelsen af reglerne om uanmodet henvendelse med markedsføring. Ved at beskrive henvendelsesmetoden i betingelserne, hvortil kunderne blev henvist via et link på kampagnesiden, risikerede teleselskabet i øvrigt, at kunderne overså informationen. Dermed havde teleselskabet ikke sikret overholdelsen af loven på tilstrækkelig vis.

Forbrugerombudsmanden afsluttede sagen med at indskærpe reglerne over for teleselskabet.

Der henvises til Sø- og Handelsrettens dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2002.2277/2S.