Push-beskeder er omfattet af markedsføringslovens spam-forbud

En virksomhed bad bl.a. Forbrugerombudsmanden tage stilling til, om brugen af push-beskeder i en app er omfattet af markedsføringslovens forbud mod uanmodede elektroniske henvendelser i markedsføringslovens § 10, stk. 1 – det såkaldte spam-forbud.

En push-besked er en meddelelse, som en app ”skubber ud” til eksempelvis en smartphone-bruger, hvis brugeren har slået push-beskeder til i telefonens indstillinger. Push-beskeden vil, alt efter hvilke tilladelser brugeren har givet i sit styresystem, kunne vises på brugerens smartphone, uden at brugeren har åbnet appen. Det afhænger af telefonens styresystem, hvordan beskeden præcist vises, men brugeren vil oftest ikke kunne tilgå beskeden igen.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at push-beskeder udgør ”elektronisk post”, da der er tale om meddelelser i form af tekst, stemmegengivelse, lyd eller billede, der sendes via en offentlig kommunikationstjeneste, som lagres i nettet eller i modtagerens terminaludstyr, indtil de hentes af modtageren, og som sendes til en bestemt elektronisk adresse, jf. markedsføringslovens § 2, nr. 15.

Forbrugerombudsmanden meddelte derfor virksomheden, at benyttelse af push-beskeder med direkte markedsføring vil være i strid med markedsføringslovens § 10, stk. 1, medmindre modtageren har givet sit forudgående samtykke hertil. En generisk tilladelse til at modtage push-beskeder i telefonens indstillinger opfylder ikke kravet til et sådan samtykke.

Forbrugerombudsmandens meddelte ligeledes virksomheden, at undtagelsen til at markedsføre egne tilsvarende produkter i markedsføringslovens § 10, stk. 2, ikke fandt anvendelse på virksomhedens push-beskeder, allerede fordi appen var gratis for brugeren. Den elektroniske adresse var derfor ikke modtaget i forbindelse med salg af produkter.

Virksomheden bad desuden Forbrugerombudsmanden tage stilling til brugen af en række elektroniske beskeder, der alene blev præsenteret for brugerens personlige profil inde i virksomhedens app – bl.a. såkaldte toast-beskeder og overlays.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at interne beskeder i apps også er meddelelser i form af tekst, stemmegengivelse, lyd eller billede, der sendes via en offentlig kommunikationstjeneste, som lagres i nettet eller i modtagerens terminaludstyr, indtil de hentes af modtageren. Forbrugerombudsmanden fandt heller ikke at kunne afvise, at brugerens personlige profil i appen kunne udgøre en bestemt elektronisk adresse, som beskederne sendes til.

Af disse grunde og henset til at begrebet ”elektronisk post” ifølge lovfor-arbejderne skal fortolkes bredt, var Forbrugerombudsmanden mest tilbøjelig til at konkludere, at interne beskeder i apps også opfylder kriterierne for at være elektronisk post, som defineret i markedsføringslovens § 2, nr. 15, og at beskederne derfor vil være omfattet af markedsføringslovens § 10, stk. 1, hvis de indeholder direkte markedsføring.

Den juridiske vurdering af disse beskeder i forhold til markedsføringslovens § 10 gav dog anledning til tvivl, da spørgsmålet om kommunikation med markedsføring i apps ikke er behandlet i lovens forarbejder eller i den litteratur, som Forbrugerombudsmanden var bekendt med.

Forbrugerombudsmanden gav udtryk for, at hun håbede, at retstilstanden – om ikke før – ville blive afklaret i forbindelse med en eventuel vedtagelse af et nyt e-databeskyttelsesdirektiv, der skal erstatte det gældende direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor, som er implementeret i markedsføringslovens § 10.