Afgørelse

Sagsnummer
15/01107-29

Lovgivning

  • 3

Når butikskæder annoncerer med slagtilbud, skal varen være på hylderne i rimelige mængder, når butikskæden åbner den første til-budsdag.

Såkaldt ”bait advertising”, hvor forbrugerne lokkes ned i butikken med slagtilbud på varer, som den erhvervsdrivende ikke har sørget for at være i stand til at levere i rimeligt omfang ved tilbudsdagens begyndelse, er ulovlig.

I en butikskædes tilbudsavis, der var gældende i 3 dage op til jul, var der et slagtilbud på cognac. Den første tilbudsdag var der imidlertid kun én flaske på hylden i Skive. Flasken blev solgt en halv time efter, at butikken åbnede. Dagen efter blev der ved middagstid fremskaffet fire nye flasker, og den tredje dag modtog butikken i løber af eftermiddagen et parti flasker fra centrallageret.

I en anden af butikskædens tilbudsaviser gældende fra søndag til og med lørdag var der under overskriften: ”KUN SØNDAG. Tilbuddene på denne side gælder kun den 3. maj” vist et foto af en kalvemørbrad sammen med følgende budskab: ”1,1-1,6 kg. 199,-” 

Om søndagen havde Skive-butikken imidlertid ikke kalvemørbraden hjemme i butikken. Varen kom først på hylderne i butikken dagen efter - altså om mandagen.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse må markedsføring må ikke være egnet til at vildlede forbrugerne med hensyn til, om det er muligt at købe en vare til en særlig fordelagtig pris i et nærmere angivet tidsrum. Har en butikskæde opfordret forbrugerne til at købe en vare til en bestemt pris, og har butikskæden rimelig grund til at antage, at kæden ikke vil være i stand til at levere varen i alle butikker, så skal kæden oplyse dette i markedsføringen af tilbuddet.

Sådan et forbehold tog butikskæden ikke i markedsføringen af cognacen og kalvemørbraden, og derfor betalte kæden en udenretlig bøde på 30.000 kr. for vildledende markedsføring.