Afgørelse

Sagsnummer
20/10607

Lovgivning

  • 11b

Sponsorkreditering af forbrugslånsvirksomheder i et vejrprogram på en lokal tv-station forbindelse med reklamer for spil på en landsdækkende tv-station

Markedsføring af forbrugslånsvirksomheder/forbrugerkreditter på tv vil næppe være i strid med forbuddet i markedsføringslovens § 11 b, hvis markedsføring af spil/ spiludbydere vises mere end 12 minutter senere, medmindre markedsføringen af henholdsvis forbrugslånsvirksomheder/forbrugerkreditter og spil/spiludbydere sker i eller mellem programmer med indbyrdes sammenhæng.

En lokal tv-station delte på visse tidspunkter af aftenen sendeflade med en landsdækkende tv-station.

Den lokale tv-station anmodede om Forbrugerombudsmandens stillingtagen til, hvorvidt det ville være i strid med forbuddet i markedsføringslovens § 11 b, at der skete sponsorkreditering af en bank i den lokale tv-stations vejrprogram, hvis der i reklameblokke på den landsdækkende tv-station, som vises umiddelbart efter vejrprogrammet, er markedsføring af spil eller spiludbydere.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var sponsorering af programmer – herunder sponsorkreditering i vejrprogrammer – markedsføring omfattet af markedsføringslovens § 11 b. Det var uden betydning, om visningen af den sponsorerende forbrugslånsvirksomheds kendetegn mv. i programmet eller programtraileren var lovpåbudt, da gerningsindholdet i markedsføringslovens § 11 b, stk. 1, ikke er selve visningen af forbrugslånsvirksomhedens kendetegn mv., men at visningen sker i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ville det derfor udgøre en overtrædelse af forbuddet i markedsføringslovens § 11 b, stk. 1, når der – som beskrevet i forespørgslen – skete sponsorkreditering med visning af fx forbrugslånsvirksomhedens navn, logo eller andre kendetegn i den lokale tv-stations vejrprogrammer efterfulgt af en reklameblok hos den landsdækkende tv-station, hvori der var markedsføring af spil eller spiludbydere.

Det ville ligeledes kunne udgøre en overtrædelse af § 11 b, hvis der blev vist reklamer for spil eller spiludbydere i en reklameblok på den landsdækkende kanal umiddelbart forud for et vejrprogram, hvor den lokale tv-station sponsorkrediterer en forbrugslånsvirksomhed.

Det var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse uden betydning, at den lokale tv-stations programflade fremstod adskilt fra den landsdækkende tv-stations øvrige sendeflade, da den lokale tv-station var bekendt med, at den landsdækkende tv-station sendte reklameblokke forud for og efter den lokale tv-stations nyheder og vejrprogram, hvorved der var risiko for at sponsorkrediteringen af forbrugslånsvirksomheden kom til at ske i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere.

Den lokale tv-station anmodede efterfølgende om Forbrugerombudsmandens vurdering af, om markedsføring af en forbrugslånsvirksomhed i en programtrailer ville være i strid med forbuddet i markedsføringslovens

  • 11 b, når der blev vist reklameblokke med markedsføring af spil/spiludbydere hhv. 20 minutter før og ca. 4 minutter efter en programtrailer.

Den lokale tv-station ønskede også Forbrugerombudsmandens vurdering af, om forbuddet i § 11 b ville blive overtrådt, hvis en bank sponsorkrediteres i indledningen til et magasinprogram, som efter få minutter sluttede på den landsdækkende tv-stations sendeflade og fortsatte på den lokale tv-stations eget signal.

Derudover anmodede den lokale tv-station også Forbrugerombudsmanden om at oplyse, hvor mange minutter der skulle være i mellem sponsorkrediteringen af en forbrugslånsvirksomhed til visningen af reklamen for spil/spiludbydere for at overholde forbuddet i § 11 b.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ville det næppe være i strid med markedsføringslovens § 11 b, hvis den lokal tv-station sponsorkrediterer en bank i en programtrailer, som blev vist 20 minutter efter en reklameblok med markedsføring af spil/spiludbydere.

Det ville derimod udgøre en overtrædelse af forbuddet i § 11 b, hvis sponsorkrediteringen af banken i programtraileren eller i indledningen til den lokale tv-stations magasinprogram blev vist hhv. ca. 4 og 2,5 minutter før markedsføringen af spil/spiludbydere blev vist i den landsdækkende tv-stations reklameblok.

Det var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse uden betydning, at den lokale tv-stations magasinprogram kort efter sluttede på den landsdækkende tv-stations signal og fortsatte på et særskilt signal, da forbrugerne ville få vist reklameblokken på den landsdækkende kanal, medmindre de skifter ”kanal” for fortsat at se den lokale tv-stations magasinprogram.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ville markedsføring af forbrugslånsvirksomheder/forbrugerkreditter på tv næppe være i strid med forbuddet i markedsføringslovens § 11 b, hvis markedsføring af spil/ spiludbydere vises mere end 12 minutter senere, medmindre markedsføringen af henholdsvis forbrugslånsvirksomheder/forbrugerkreditter og spil/spiludbydere sker i eller mellem programmer med indbyrdes sammenhæng.