Afgørelse

Sagsnummer
20/06158

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 11

Bøde for markedsføring af arrangementer med shots over for gymnasieelever

Et diskotek vedtog en bøde på 20.000 kr. for på Facebook at have markedsført to arrangementer med omtale af alkohol rettet mod gymnasieelever.

Et diskotek markedsførte på diskotekets Facebookside to arrangementer, hvor der indgik omtale af alkohol.

I det ene opslag stod der: ”Fredag d. 30 august holder [gymnasiets navn] introfest og vi står selvfølgelig klar med afterparty! Der vil være 10 små shots for 100kr hele natten!”.  

I det andet opslag stod der: ”På fredag bliver der afholdt årets første […] Gymnasie-fest oppe på [gymnasiets navn][…] Husk at tage dit armbånd med ned til os i baren, for den kan nemlig byttes til 2 af den nye små ugle shot!💙🦉 Den farve der kommer flest af fra de forskellige ågange: 1.års – Grøn 2.års – Gul 3.års – Rød […]”.

Efter markedsføringslovens § 11, stk. 2, er enhver omtale eller billeder af eller henvisninger til alkohol i markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år forbudt. Det gælder uanset, om markedsføringen vedrører salg af alkohol, eller om alkohol anvendes som virkemiddel til at sælge andre produkter.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at begge opslag var overtrædelser af markedsføringslovens § 11, stk. 2, da de indeholdt omtale af alkohol, og fordi opslagene rettede sig mod gymnasieelever, hvor en stor del af eleverne – i hvert fald for så vidt angår første og anden årgang – er under 18 år.

Diskoteket blev politianmeldt og betalte en bøde på 20.000 kr.