Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
12/00743

Lovgivning

  • Lov om finansiel virksomhed

Erstatning til købere af en banks investeringsprodukt

En konkursramt bank har efter en række afgørelser i Pengeinstitutankenævnet udbetalt erstatning til forbrugere, der havde købt et boliginvesteringsprodukt i banken.

En bank blev erklæret konkurs i 2008. I årene op mod bankens sammenbrud solgte banken et investeringskoncept, hvor kunden som investor skulle optage lån i sin faste ejendom og investere provenuet i en investeringsforening, der investerede i udenlandske stats- og virksomhedsobligationer på markeder i udvikling. En stor del af disse bankkunder led tab som følge af investeringen.

Forbrugerombudsmanden modtog fra ét af de pengeinstitutter, der overtog bankens kunder efter konkursen, i alt 43 sager om mangelfuld rådgivning i forbindelse med investering i produktet.

Pengeinstitutankenævnet afgjorde i 2011 tre sager om bankens salg af produktet, hvor klagerne i alle tre sager fik medhold i, at banken ved salg af produktet havde ydet en mangelfuld rådgivning om risikoen ved investeringen. Bankens bestyrelse besluttede herefter at efterleve afgørelserne samt at imødekomme klagernes krav i de resterende sager om investeringsproduktet, medmindre helt særlige omstændigheder gjorde, at banken vurderede, at banken kunne få medhold, såfremt sagen blev indbragt for Pengeinstitutankenævnet eller domstolene. Samtidig blev allerede afviste sager genoptaget og vurderet i overensstemmelse med de nye afgørelser fra Pengeinstitutankenævnet.

Efter bankens fornyede gennemgang af sagerne blev der udbetalt erstatning i langt de fleste af sagerne, mens behandlingen af enkelte sager fortsatte ved Pengeinstitutankenævnet og domstolene. Erstatningerne blev beregnet i overensstemmelse med kriterierne i Pengeinstitutankenævnets afgørelser, hvorefter det var uden betydning for opgørelsen af tabet, om kunden valgte at sælge sine investeringsbeviser før udløbet af investeringshorisonten.

Forbrugerombudsmanden var tilfreds med bankens betaling af erstatning til kunderne i overensstemmelse med Pengeinstitutankenævnets afgørelser og afsluttede derfor behandlingen af de 43 sager i sagskomplekset, idet han tog forbehold for genoptagelse af de sager, der fortsat verserede ved Pengeinstitutankenævnet og domstolene.