Bank opkrævede ydelser på et lån uden at kunne bevise, at forbrugeren fortsat skyldte penge

En forbruger kontaktede Forbrugerombudsmanden og oplyste, at hun i 2008 havde indgået en aftale med en bank om et lån på 355.000 kr. Lånet skulle bruges til køb af en brugt bil og indfrielse af gæld til forbrugerens forrige bank. I de efterfølgende 13 år havde forbrugeren indbetalt ca. 500.000 kr. i afdrag og renter på lånet.

Forbrugeren havde flere gange gennem årene kontaktet banken og sat spørgsmålstegn ved, hvad der var aftalt om løbetiden og tilbagebetalingen, da lånets hovedstol næsten ikke blev nedbragt.

I perioden maj 2011 til februar 2012 henvendte forbrugeren sig fire gange for at få oplyst, hvor lang løbetid lånet havde. Banken oplyste henholdsvis, at låneforholdet ville være afsluttet i 2027, 2028, 2029 og 2030, på trods af at hverken renten eller forbrugerens afdrag havde ændret sig i perioden.

Hverken banken eller forbrugeren var i besiddelse af låneaftalen. En rekonstruktion af låneaftalen, som banken foretog i forbindelse med behandlingen af sagen hos Forbrugerombudsmanden, viste imidlertid, at sidste indbetaling på lånet først skulle ske i maj 2037. Den samlede tilbagebetaling for lånet ville løbe op i over 1,2 mio. kr.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at det havde formodningen imod sig, at forbrugeren skulle have indgået en aftale om et forbrugslån på 355.00 kr. med en løbetid på over 28 år og en samlet tilbagebetaling på over 1,2 mio. kr. til brug for køb af en brugt bil og indfrielse af gæld til forbrugerens forrige bank. Forbrugerombudsmanden lagde endvidere vægt på, at forbrugeren flere gange i løbet af lånets løbetid havde sat spørgsmålstegn ved lånets løbetid, og at banken havde oplyst forskellige tidspunkter for, hvornår lånet ville være afviklet, på trods af at hverken renten for lånet, forbrugerens månedlige afdrag eller de øvrige faktiske omstændigheder for lånet havde ændret sig.

Det var på den baggrund Forbrugerombudsmandens vurdering, at banken ikke længere havde et krav mod forbrugeren i anledning af lånet, da forbrugerens samlede indbetalinger langt oversteg lånebeløbet, og fordi banken ikke kunne bevise låneaftalens indhold.

Det var endvidere Forbrugerombudsmandens opfattelse, at banken ville have handlet i strid med god skik for finansielle virksomheder, hvis banken havde solgt sådan et lån til forbrugeren, idet låneomkostningerne og løbetiden ikke passede til låneformålet, jf. lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 1. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ville en låneaftale med det indhold indgået under disse omstændigheder også kunne anses som urimelig og dermed ugyldig, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Banken noterede sig Forbrugerombudsmandens vurdering og meddelte, at banken stoppede opkrævningerne og eftergav forbrugerens restgæld.