Skip navigation

Ukorrekte oplysninger om fortrydelsesret kostede netbutik en bøde på 35.000 kr

16. juli 2014

Sag

En netbutik vedtog en bøde på 35.000 kr. for ukorrekt at have oplyst, at der ikke var fortrydelsesret på varer bestilt i netbutikken, som blev afhentet i den fysiske butik.

En erhvervsdrivende fra Nordsjælland vedtog den 6. oktober 2009 ved Retten i Hillerød en bøde på 35.000 kr. for ukorrekte oplysninger om fortrydelsesretten i forbindelse med salg af varer på internettet.

Den erhvervsdrivende drev både en fysisk butik og en netbutik med bl.a. salg af kostumer og tilbehør. Det havde gennem en årrække fremgået af hjemmesiden, at fortrydelsesretten ikke gjaldt, når forbrugeren hentede en vare købt via nettet i den fysiske butik.

Retten fastslog imidlertid, at når der er tale om fjernsalgsaftaler – dvs. indgåelse af aftaler, hvor den erhvervsdrivende sælger og køber ikke mødes – har forbrugeren 14 dages fortrydelsesret, og det er uden betydning, om varen herefter hentes i en fysisk butik.

Sagen var en direkte udløber af Forbrugerombudsmandens e-handelskampagne i foråret 2007, hvor over 280 hjemmesider blev undersøgt for deres oplysninger om fortrydelsesret.

Sagsnummer: 14/07201

Lovgrundlag:Legislations Forbrugeraftaleloven 2004 - ophævet, Forbrugeraftaleloven 2004 - ophævet §§ 28-29, Forbrugeraftaleloven 2004 - ophævet §§ 9-16

Sidst opdateret: 16. juli 2014

KUNNE DU BRUGE SIDEN?