Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
15/08281

Lovgivning

  • 6

Webshop må ikke uden samtykke kontakte tidligere kunder

Det er ikke lovligt at sende e-mails til tidligere kunder med tilbud på varer, som kunderne før har købt i webshoppen, hvis ikke kunderne har samtykket til at modtage sådanne tilbud.

En erhvervsdrivende, som solgte varer via en webshop, bad Forbrugerombudsmanden tage stilling til, om den erhvervsdrivende måtte sende e-mails til tidligere kunder med tilbud på varer, som kunderne før havde køb i webshoppen.

Forbrugerombudsmanden oplyste, at en erhvervsdrivende i medfør af markedsføringslovens § 6, stk. 2, kan markedsføre egne produkter via elektronisk post over for en kunde, som tidligere har købt tilsvarende produkter, når den erhvervsdrivende har modtaget kundens e-mailadresse i forbindelse med det tidligere køb. Forbrugerombudsmanden oplyste dog samtidig, at det forudsætter, at kunden i forbindelse med afgivelse af sin e-mailadresse blev oplyst om, at adressen ville blive brugt til markedsføring, og at kunden let og gebyrfrit kan frabede sig markedsføring både i forbindelse med afgivelsen af e-mailadressen og senere.

Det fremgik udelukkende af den erhvervsdrivendes almindelige betingelser, som skulle accepteres i forbindelse med et køb, at den erhvervsdrivende kunne kontakte kunden med tilbud på en tidligere anskaffet vare. Det fremgik også af betingelserne, at kunden kunne sende en e-mail til den erhvervsdrivende, hvis kunden ikke ønskede at modtage sådanne e-mails med tilbud.

På denne baggrund meddelte Forbrugerombudsmanden den erhvervsdrivende, at det ville være i strid med markedsføringslovens § 6, stk. 2, hvis den erhvervsdrivende sendte e-mails til tidligere kunder på den beskrevne måde. Forbrugerombudsmanden gjorde samtidig den erhvervsdrivende opmærksom på, at det ikke er tilladt at betinge et køb af, at kunden giver samtykke til markedsføring.