Forbrugerombudsmanden anså et morarentevilkår for urimeligt

Et realkreditinstitut anvendte i sine privatkundeaftaler følgende vilkår:

"Morarente
Ved forsinket betaling af terminsydelser er morarentesatsen p.t. fastsat til 1,5 % pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen.” … 

En forbruger, der var kunde i realkreditinstituttet, havde betalt en terminsydelse på 26.650,65 kr. for sent. Terminsydelsen var forfaldet til betaling den 1. december 2008. Sidste rettidige betalingsdag var den 30. december samme år, men terminsydelsen blev først betalt den 2. januar 2009.

Forbrugeren blev på næste terminsopkrævning faktureret 799,52 kr. i morarente svarende til 1,5 % i rente af det skyldige beløb for december og januar måned. Morarenten beregnet efter rentelovens § 5 ville på daværende tidspunkt have udgjort 256,23 kr.

Forbrugeren henvendte sig til Forbrugerombudsmanden, der gik ind i sagen efter lov om finansiel virksomhed § 348, da Forbrugerombudsmanden fandt, at der var tale om et urimeligt aftalevilkår.

Realkreditinstituttet afviste, at vilkåret var urimeligt og gjorde gældende, at finansielle virksomheder efter rentelovens § 7, stk. 4, er undtaget fra reglen om, at rentelovens morarentesats ikke kan fraviges til skade for en forbruger. Samtidig henviste realkreditinstituttet til, at det offentlige har hjemmel til at opkræve morarente pr. påbegyndt måned, og at det derfor ikke er urimeligt at opkræve morarente for en periode, der ligger efter, at forbrugeren har betalt det skyldige beløb. Endelig anførte realkreditinstituttet, at det er almindeligt, at finansielle virksomheder opkræver morarente på over 20 %.

Forbrugerombudsmanden anførte bl.a., at rentelovens § 5, hvorefter morarenten efter forfaldsdagen fastsættes til en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct., må anses for den deklaratoriske regel for de finansielle virksomheder, der er omfattet af rentelovens § 7, stk. 4.

Renteloven bygger på det princip, at morarenten ikke må indeholde et pønalt element, men at renten skal udgøre en standardiseret erstatning for det det tab, den erhvervsdrivende har lidt ved misligholdelsen. Det er endvidere Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det følger af almindelige erstatningsretlige principper, at en fordringshaver ikke kan kræve morarente for en periode, der ligger efter, at skyldneren har opfyldt sine forpligtelser.

Undtagelsen i rentelovens § 7, stk. 4, synes samtidig at have et snævert sigte. Det er således i forarbejderne anført, at baggrunden for undtagelsen er, at pengeinstitutterne i forbindelse med vedtagelse af loven i 1977 havde oplyst, at det i praksis var vanskeligt at skelne mellem, om træk på fx en kassekredit var anvendt erhvervsmæssigt eller til private formål, ligesom der blev lagt vægt på, at det offentlige tilsyn ville kunne gribe ind over for ”misbrug” af reglen.

Et vilkår, der stiller en forbruger ringere, end forbrugeren er stillet efter deklaratoriske regler og almindelige obligationsretlige principper, kan være urimeligt, medmindre forbrugeren i andre henseender tillægges fordele, således at forbrugeren efter en samlet bedømmelse ikke bliver ringere stillet.

Forbrugerombudsmanden henviste endvidere til artikel 3 i direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og den tilhørende liste, litra e), hvorefter et vilkår, der pålægger en forbruger, der ikke opfylder sine forpligtelser, at betale en uforholdsmæssig stor godtgørelse, ofte vil anses for urimeligt, jf. således fx U.2002.706H.

Forbrugerombudsmanden fandt bl.a. på den baggrund, at et vilkår i en privatkundeaftale, der har til formål at pålægge en morarente, der ligger væsentligt over det gældende renteniveau, og som samtidig sikrer den erhvervsdrivende en godtgørelse, der overstiger den erhvervsdrivendes tab, må anses for en fravigelse af det deklaratoriske udgangspunkt til skade for forbrugeren, uden at fravigelsen var sagligt begrundet.

Forbrugerombudsmanden afviste, at det er relevant at sammenligne med, hvilke beregningsprincipper offentlige myndigheder, med hjemmel i lov, kan anvende ved opkrævning af morarenter.

Forbrugerombudsmanden henviste til, at det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 462 af 7. juni 2001 om ændring af lov om renter ved forsinket betaling (loft over rykkergebyrer), at der er forskel på de hensyn, der ligger bag reglerne om offentlige myndigheders opkrævning af rykkergebyrer og erhvervsdrivendes opkrævning af rykkergebyrer.

Efter forhandling med Forbrugerombudsmanden tilkendegav realkreditinstituttet, at det ville ændre morarentevilkåret, således at der ikke blev opkrævet morarente efter, at det skyldige beløb var betalt. Realkreditinstituttet fastholdt, at det pt. ville opkræve 18 % i rente under henvisning til praksis i branchen. Forbrugerombudsmanden tilkendegav, at han ikke ville udtage stævning alene vedrørende rentens størrelse, da han anså dette for et lovgivningsanliggende. Forbrugerombudsmanden henledte herefter Justitsministeriets opmærksomhed på, at tiden efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var løbet fra reglen i rentelovens § 7, stk. 4.

Læs Forbrugerombudsmandens brev til Justitsministeriet