Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
1994-222/5- 95

Lovgivning

  • 1

"Den sorte Mand" - Inkassovirksomhed

Forbrugerombudsmanden tilkendegav, at anvendelse af markedsføringskonceptet "Den sorte Mand" indebar en grov overtrædelse af kravet om overholdelse af god markedsføringsskik som fastsat i markedsføringslovens § 1.

Forbrugerombudsmanden modtog i 1994 henvendelser om et markedsføringskoncept, hvorefter kreditorer fik mulighed for at "leje" en person hos et inkassobureau med det formål, at denne person - benævnt "Den sorte Mand" - på meget kort afstand fulgte skyldneren, hver gang denne bevægede sig uden for sin bopæl. "Den sorte Mand" skulle, som navnet angiver, være iført sort bowlerhat og sort jakkesæt/kjolesæt.

Forbrugerombudsmanden rettede henvendelse til inkassobureauet, idet han meddelte, at anvendelse af markedsføringskonceptet "Den sorte Mand" indebar en grov overtrædelse af kravet om overholdelse af god markedsføringsskik som fastsat i markedsføringslovens § 1.

Inkassobureauet meddelte, at det nævnte markedsføringskoncept angiveligt aldrig havde været anvendt, og at man under alle omstændigheder ikke ville arbejde videre med konceptet. På denne baggrund oplyste Forbrugerombudsmanden, at han efter omstændighederne ville undlade at nedlægge et foreløbigt forbud efter den daværende markedsføringslovs § 16, stk. 2, og undlade at anlægge en sædvanlig forbudssag ved Sø- og Handelsretten. (1994-222/5- 95). Juridisk Årbog s. 48