Skip navigation

Ulovligt at tage 15 % i gebyr for udbetaling af gavekorts værdi

13. februar 2013

Sag

En erhvervsdrivende anmodede Forbrugerombudsmanden om at vurdere, om det var lovligt at tage et gebyr på 15 % af et gavekorts pålydende værdi, hvis forbrugeren ønskede at få udbetalt gavekortet.

En erhvervsdrivende, som bl.a. solgte gavekort, der kunne bruges til at købe andre gavekort på den erhvervsdrivendes hjemmeside, ønskede at introducere muligheden for, at forbrugerne kunne få udbetalt gavekortet, hvor den erhvervsdrivende dog ville fratrække et gebyr på 15 % af gavekortets værdi. Den erhvervsdrivende bad Forbrugerombudsmanden om at vurdere lovligheden.

Forbrugerombudsmanden meddelte den erhvervsdrivende, at det var hans opfattelse, at gavekortet var et forudbetalt betalingssurrogat, og at forbrugerne derfor havde krav på at få indløst restværdien af gavekortet til på-lydende værdi i dets gyldighedsperiode og indtil et år efter udløbet af gyldigheden, jf. betalingstjenestelovens § 39 s, stk. 1.

Udgangspunktet er, at udstederen ikke kan kræve gebyr ved indløsningen, men der er dog visse tilfælde, hvor det er muligt at kræve et gebyr. Disse tilfælde er opregnet i betalingstjenestelovens § 39 s, stk. 3.

I de tilfælde, hvor der kan kræves gebyr for indløsningen, følger det af betalingstjenestelovens § 39 s, stk. 4, at et eventuelt gebyr skal svare til de faktiske omkostninger for udstederen, medmindre omkostningerne er uforholdsmæssigt høje.

Af forarbejderne til § 39 s, stk. 4, fremgår det bl.a., at ”Det opkrævede gebyr skal være proportionalt og svare til de faktiske omkostninger for udstederen af de elektroniske penge. Der må derfor ikke beregnes en fortjeneste ved indløsningen. Det må antages, at de nødvendige omkostninger normalt vil være meget små, da der er tale om en simpel transaktion. Det er udstederen, der skal dokumentere, at gebyret står i rimeligt forhold til de faktiske udgifter.”

Forbrugerombudsmanden meddelte den erhvervsdrivende, at det var hans opfattelse, at den erhvervsdrivende ikke kunne tage et gebyr på 15 % af gavekortets værdi, da der efter hans opfattelse ikke er forskellige faktiske omkostninger ved at indløse gavekort af forskellig værdi, og i hvert fald ville gebyret på 15 % af gavekortets værdi hurtigt kunne overstige de faktiske omkostninger ved indløsningen.

Sagsnummer: 13/01449

Lovgrundlag:Lov om betalingstjenester - ophævet §§ 102-106, Lov om betalingstjenester - ophævet §§ 1-46

Sidst opdateret: 16. juli 2014

Kunne du bruge siden?