Pressemeddelelser

Forbrugerombudsmanden søger om Procesbevillingsnævnets tilladelse til at anke dom over Easy Park

Forbrugerombudsmanden har besluttet at søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke dommen over selskabet, som står bag parkerings-appen Easy Park, til landsretten. Easy Park blev den 30. april i Retten i Lyngby idømt en bøde på 1.500.000 kroner.

Pressemeddelelsen er rettet 14. maj 2024 kl. 21.50 - første punkt under politianmeldelser.

Selskabet bag parkerings-appen Easy Park blev i april dømt til at betale en bøde på 1.500.000 kroner af Retten i Lyngby. Men Easy Park blev samtidig frifundet for tre forhold, som Forbrugerombudsmanden havde politianmeldt selskabet for. Derfor anmoder Forbrugerombudsmanden nu Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke dommen.

Easy Park blev politianmeldt for:

  • Ikke at have oplyst om gebyret på 15 procent (og minimum 4 kr.) oven i parkeringsprisen på skilte på parkeringspladser, hvor man kunne bruge selskabets app. På skiltene stod der fx ”Betal parkeringen via mobilen”, ”Kom godt i gang på 30 sekunder” og ”Slip for køen til automaten – betal med din mobil”, uden at det fremgik, at Easy Park opkræver et gebyr på 15 procent (og minimum 4 kr.) oven i parkeringsprisen.
    Dette forhold frifandt Retten i Lyngby Easy Park for.
  • Ikke tydeligt at have oplyst om gebyret, når brugerne downloadede og tilmeldte sig Easy Parks app. Oplysningen om gebyret stod på tilmeldingssiden i appen med småt efter en generel oplysning om, at undersøgelser viser en gennemsnitlig overbetaling på 30 procent ved forudbetaling med kort og mønter.
    Retten i Lyngby dømte Easy Park for dette forhold.
  • Ikke tydeligt at have oplyst om gebyret i appen og på Easy Parks danske hjemmeside. Både i appen og på hjemmesiden skulle brugerne klikke sig ind på ”Hjælp” og herefter gennem flere underfaner, før oplysningen om, at man betaler 15 procent (og minimum 4 kr.) oven i parkeringsprisen, fremgik.
    Retten i Lyngby vurderede at forholdet var vildledende i appen men ikke på hjemmesiden.

Herudover blev Easy Park politianmeldt for ikke at have oplyst brugerne af appen tydeligt om, at lokalitetsfunktionen i Easy Parks app afhænger af telefonens GPS-funktionalitet, som kan være upræcis, og at det er kundernes eget ansvar at sikre, at deres bil er placeret i det korrekte parkeringsområde.

Retten i Lyngby frifandt Easy Park for dette forhold pga. forældelse.

Forbrugerombudsmandens anke

Forbrugerombudsmanden ønsker nu at anke dommen for så vidt angår de tre forhold, der blev frifundet for, da Forbrugerombudsmanden ikke er enig i rettens fortolkning af markedsføringslovens begreb ”transaktionsbeslutning”.

Forbrugerombudsmanden er heller ikke enig i det faktum, som retten har lagt til grund ved bedømmelsen af det sidste forhold, der omhandler usikkerheden ved Easy Parks GPS-placering af parkanternes biler.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:

Jeg er ikke enig i den fortolkning af markedsføringslovens såkaldte transaktionsbegreb, som Retten i Lyngby har lagt til grund, og derfor mener jeg også, at der er behov for, at landsretten får lejlighed til at tage stilling til sagen.

 

Læs byrettens dom af 30. april 2024 (pdf)

For yderligere information, kontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.