Skip navigation

Hvad er affililate markedsføring?

Artikel -

Affiliate markedsføring er en internetbaseret markedsføringsmetode, der går ud på at samarbejde om markedsføring.

Typisk foregår det ved, at en annoncør indgår en aftale med et bureau, der står bag et såkaldt affiliate-netværk, om at markedsføre annoncørens virksomhed eller dens produkter. Det kan fx være en bestemt kampagne, annoncøren vil have markedsført, eller det kan være en mere generel aftale om, at annoncøren vil have trafik til sin hjemmeside, nye kundeemner mv. Parterne aftaler, at annoncøren betaler affiliate-netværket, når netværket skaffer de ønskede resultater, fx antal solgte produkter eller antal klik på en kampagne.

Affiliate-netværket videreformidler annoncørens bestilling, fx en kampagne, til deres affiliate-partnere, og tilbyder partnerne honorering i form af fx en pris pr. solgt vare, pr. klik de genererer til kampagnen eller pr. lead til annoncøren. En affiliate-partner er fx en hjemmeside med annonceplads, en indehaver af et domæne, en blogger mv.

De primære parter i et affiliate-netværk er dermed annoncøren, der ønsker at få markedsført sit produkt eller sin virksomhed, affiliate-netværket, der formidler kontakten mellem annoncøren og partnerne, og som holder styr på de enkelte partneres resultater og deres aflønning, og partneren der fx står for at skabe trafik til kampagnerne eller generere leads, fx gennem mails eller markedsføring på de sociale medier.

Hvad bruges et affiliate-netværk til

Et affiliate-netvæk kan bruges til mange ting.

Et affiliate-netværk kan bl.a. stå for e-mailmarkedsføring. Det kan foregå ved, at affiliate-netværket laver en kampagne for en annoncør, som partnerne sender ud via mails. Partnerne vil i det tilfælde være publishers. Mailene indeholder et link til kampagnen, som også registrerer, hvor meget trafik den enkelte publisher genererer. Publisheren bliver betalt efter, hvor gode resultater denne leverer.

Derudover kan et affiliate-netværk også stå for lead-generering. Det er en metode, hvor et affiliate-netværk gennem sine partnere skaffer nye kundeemner til en annoncør eller opbygger en database, der fx kan bruges til at udsende nyhedsbreve eller til telefoniske henvendelser. Et lead indeholder informationer om en potentiel kunde og ofte også et samtykke fra kunden til, at annoncøren må kontakte kunden. Partnerne vil i det tilfælde være leadvirksomheder.

Hvilke udfordringer oplever Forbrugerombudsmanden ved affiliate markedsføring?

Forbrugerombudsmanden oplever, at det kan være svært for en forbruger at tilbagekalde sit samtykke. Da samtykker bliver udvekslet mellem leadvirksomheder, publishers og call-centre, er det ofte meget svært for annoncøren at vide, hvis forbrugeren fx afmelder sig i en mail eller i et telefonopkald, medmindre publisheren eller call-centret giver beskeden videre til annoncøren om, at samtykket er tilbagekaldt.

Ligeledes oplever Forbrugerombudsmanden, at når en forbruger tilbagekalder sit samtykke til enhver form for markedsføring hos annoncøren, giver annoncøren ikke altid meddelelsen videre til de affiliate-netværk, som annoncøren anvender, eller affiliate-netværket giver ikke beskeden videre til sine partnere.

diagram

Oprettet: 01. maj 2019

Kunne du bruge siden?