Skip navigation

Regler under salget

Når kunden har besluttet sig for at købe en vare eller en ydelse på en webshop, er der nogle specifikke krav til, hvordan købsaftalen mellem en virksomhed og en kunde bliver indgået.

Kunder, der køber varer eller tjenesteydelser (fx rengøring) på en webshop, skal have nogle bestemte oplysninger om betaling, levering, fortrydelse mv., før købsaftalen er gyldig. Når aftalen er indgået, er den bindende og kan kun under visse omstændigheder opsiges fra virksomhedens side.

Aftalen er bindende

Når man handler på nettet, vil der typisk være indgået en bindende aftale, når kunden har afgivet sin ordre, dvs. som regel når kunden afsluttende har trykket på ”Køb”- eller ”Bestil”-knappen. Efter forbrugeraftaleloven findes der forskellige definitioner på, hvornår en kunde har afgivet sin ordre.

Læs om afgivelse af ordrer i "Nettjek" side 12 (PDF).

At aftalen er bindende betyder, at virksomheden som udgangspunkt har pligt til at levere varen til den aftalte pris.

Åbenlyse fejl i prisangivelser mv.

Hvis aftalen har fået et forkert indhold – fx fordi prisen har været sat for lavt, eller der er angivet forkerte specifikationer - kan virksomheden blive frigjort fra aftalen, hvis den kan bevise, at kunden burde have indset, at der er tale om en fejl (og derved har handlet i ond tro). Der skal dog en del til, før man vil sige, at kunden burde indse, at der var tale om en fejl.

Det er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse et urimeligt aftalevilkår, hvis sælgeren forbeholder sig retten til at kunne annullere en aftale, efter den er indgået, pga. trykfejl, forkerte prisoplysninger eller varen er udsolgt mv.

Kunden skal vælge aktivt til

Kunden er normalt kun bundet af en aftale, hvis vedkommende aktivt har sagt ja til aftalen. Det betyder, at virksomheder ikke må krydse felter af på forhånd eller putte varer i kunden online indkøbskurv, som kunden skal slette for at undgå at betale for dem.

Det gælder også fx ved udgiften til levering af varer. Hvis kunden skal betale for at få varen fremsendt, er forhåndskrydset ulovligt. Er den billigste standardforsendelse derimod inkluderet i varens pris, er der ikke noget problem.

Oplysninger ved salget

Kunden skal ved bestillingsknappen have følgende oplysninger:

  • Hvilken vare eller ydelse, der er bestilt
  • Den samlede pris for varen eller ydelsen
  • Den samlede pris for en løbende ydelse pr. afregningsperiode og de samlede månedlige udgifter
  • Aftalens varighed, hvis det er en tidsbestemt aftale, og hvis aftalen forlænges automatisk, betingelserne for at opsige aftalen 
  • En evt. minimumsvarighed for kundens forpligtelser

Der må efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke være anden tekst mellem bestillingsknappen og de oplysninger, der skal gives lige over bestillingsknappen.

Betaling

Virksomheden kan normalt ikke kræve betaling, før varen er sendt af sted, eller den har påbegyndt levering af servicen (fx ved rengøringsservice). Der er dog enkelte undtagelser, hvor forudbetaling er lovligt.

Når en kunde har indtastet sine betalingsoplysninger, bliver pengene i de fleste webshops ikke trukket med det samme, men blot reserveret til virksomheden. Det er først, når varen er sendt af sted, at virksomheden trækker det reserverede beløb. Hvis virksomheden trækker pengene inden, varen er sendt af sted, kan det blive anset for et urimeligt handelsvilkår.

Læs om betalinger med kort >

Sikkerhed omkring betalingen

Behandlingen af betalingskortoplysninger og andre koder til betalingssystemer på internettet bør altid være stærkt krypteret. Det samme gælder, hvis virksomheden efter købet gemmer kundens betalingsoplysninger på en server med forbindelse til internettet.

Eventuelle vilkår fra Datatilsynet om kryptering skal selvfølgelig altid respekteres, ligesom der altid skal bruges kryptering, hvis følsomme personoplysninger eller personnumre overføres via hjemmesider.

Læs mere om virksomheders registrering af kortdata >

Tilbageføring af pengene

Virksomheder skal hurtigst muligt betale pengene tilbage til en kunde, der har købt en vare på virksomhedens webshop, hvis varen ikke er kommet frem, og kunden derfor ønsker at annullere købet.

Hvis virksomheden ikke følger kundens ønske, kan kunden kontakte sin bank i stedet. Banken kan i mange tilfælde dække kundens tab og overtage sagen med at få pengene tilbage fra virksomheden.

Læs mere om tilbageføring af penge (charge back) >

Oplysninger til kunden umiddelbart efter køb

Når en kunde har købt en vare eller tjenesteydelse, skal  virksomheden sende en bekræftelse af aftalen (fx en ordrebekræftelse eller kvittering for bestilling) sammen med de oplysninger om varen eller tjenesteydelsen, som virksomheden også har givet inden købet. Oplysningerne skal sendes til kunden på fx mail, brev eller sms (et varigt medium).

Virksomheden skal give oplysningerne i rimelig tid efter at have indgået aftalen med kunden, og senest når varen bliver leveret, eller inden servicen påbegyndes.

Oplysninger om fortrydelse

Virksomheden skal oplyse kunden om fortrydelsesretten. Virksomheder kan frit benytte denne standardblanket for fortrydelse og sende den til sine kunder. Er blanketten korrekt udfyldt, vil denne del af virksomhedens oplysningspligt være anset for opfyldt.

Standardblanket for fortrydelse >

Hvis kunden ikke bliver oplyst om fortrydelsesretten på denne måde, begynder fortrydelsesretten ikke at løbe, før oplysningerne er givet. Dog kan fortrydelsesretten højst løbe indtil 12 måneder og 14 dage efter, varen er leveret.

Virksomheden skal også sende en fortrydelsesblanket til forbrugeren. Et link til blanketten på webshoppen er ikke nok.

Der gælder særlige regler for fortrydelse af køb af tjenesteydelser (fx abonnementer og rengøringsservice) og digitalt indhold så som computerprogrammer, spil, apps, musik, videoer mv., der ikke bliver leveret på et fysisk medium (fx en DVD).

Du kan læse mere om fortrydelsesretten i i "Nettjek" side 18 og om fortrydelsesret ved køb af tjenesteydelser i "Nettjek" side 24. 

Læs om kundens fortrydelsesret >
Ofte stillede spørgsmål om registrering af kortdata >
Se vejledningen "Nettjek" (PDF) >

Kunne du bruge siden?