Skip navigation

Markering af selvpromovering, annonceformater inde i videoer og affiliate links

06. juni 2018

Sag

Selvpromovering, reklamespots og affiliate links skal tydeligt være markeret eller fremstå som reklame.

En virksomhed anmodede Forbrugerombudsmanden om at tage stilling til, hvordan henholdsvis selvpromovering og reklamespots i en redaktionel video skulle markeres.

Virksomheden anmodede også Forbrugerombudsmanden om at vurdere, hvordan det skulle markeres, hvis en influent lavede en video, hvor influenten omtalte tøj, som denne selv havde købt, men hvor teksten til videoen indeholdt affiliate links til, hvor tøjet kunne købes.

Forbrugerombudsmanden oplyste, at selvpromovering er reklame, men at dette typisk vil fremgå tydeligt af sammenhængen, fx hvis en forfatter promoverer sin egen bog.

Fsva. reklamespots inde i en redaktionel video vurderede Forbrugerombudsmanden, at hvis den eneste reklame i videoen er et kort reklamespot, og virksomheden/produktet, der bliver promoveret i reklamespottet, ikke i øvrigt bliver promoveret i videoen eller har relation til det øvrige indhold i videoen (herunder i overskriften eller teksten til videoen), skal selve videoen ikke markeres som reklame. Derimod skal selve reklamespottet være tydeligt markeret eller fremstå som reklame, og seerne skal kunne adskille det redaktionelle indhold fra kommercielt indhold.

I relation til affiliate links i teksten til en video vurderede Forbrugerombudsmanden, at hvis videoen udelukkende bliver lavet på influenters egen foranledning, og influenten selv har købt det tøj, som bliver omtalt i videoen, vil videoen ikke være reklame. Hvis videoen derimod videreformidler en virksomheds kommercielle interesser, skal videoen markeres som reklame i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens Gode råd til influenter om skjult reklame. Herefter vil en reklamevideo fx være tilstrækkeligt markeret, hvis videoen er markeret med ”Reklame” eller ”Annonce” i overskriften til videoen.

Affiliate links i teksten til videoen skal tydeligt markeres som reklamelinks, fx ved tydeligt at skrive ”Reklamelink” eller ”Annoncelink” oven over eller i direkte forlængelse af linket.

Sagsnummer: 18/11569

Lovgrundlag:Markedsføringsloven 2017 - gældende § 6, stk. 4

Kunne du bruge siden?