Sponsorstøtte ikke i strid med god markedsføringsskik

Sagen kort

Et teleselskabs sponsorstøtteaftale med sports- og fritidsklubber var i strid med god markedsføringsskik, da sponsoratet afhang af hvor mange mobiltelefonabonnementer selskabet solgte til foreningsmedlemmerne

Sagens væsentligste spørgsmål drejede sig om et sponsorkoncept, som et teleselskab tilbød sports- og fritidsklubber. Konceptet gik i korthed ud på, at et teleselskab indgik samarbejdsaftaler med en række sports- og fritidsforeninger, hvorefter sponsorstøtten blev kædet sammen med et teleselskabs salg af mobiltelefonabonnementer til foreningsmedlemmerne.

Jo flere abonnementsaftaler der blev solgt til foreningsmedlemmerne, og jo mere de efterfølgende talte i telefon, jo større sponsorstøtte ville foreningen modtage.   

Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at konceptet udnyttede, at børn og unge er nemt påvirkelige og mangler erfaring og kritisk sans, og at konceptet lagde et direkte eller indirekte pres på foreningernes ledelse, foreningernes medlemmer, medlemmernes forældre og andre støtter af foreningen i relation til tegning af et mobiltelefonabonnement og anvendelse heraf. Det var således Forbrugerombudsmandens opfattelse, at teleselskabet erhvervsmæssigt søgte at udnytte den goodwill og loyalitet, der består mellem de enkelte foreninger og disses medlemmer på en måde, der måtte anses for at være i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1.

Teleselskabet var ikke enig i Forbrugerombudsmandens opfattelse. Sagen er omtalt i Juridisk Årbog 2000, afsnit 2.1.9.3.

Forbrugerombudsmanden indbragte sagen for Sø- og Handelsretten med en påstand om at forbyde at lade sponsorstøtte til foreninger mv. afhænge af og variere med foreningernes medlemmers og andre støtters anskaffelse og anvendelse af sagsøgtes mobiltelefoner/mobiltelefonabonnementer. Endvidere nedlagde Forbrugerombudsmanden påstand om, at det påbydes sagsøgte at bringe allerede indgåede sponsoraftaler i strid med det under den første påstand anførte til ophør med en af retten fastsat frist hertil.

Sø- og Handelsretten gav ikke Forbrugerombudsmanden medhold i disse to påstande i deres dom af 13. juni 2002.   

Retten indledte i dommen med at konstatere, at det er en ganske udbredt form for markedsføring at lade et pengebeløb tilfalde foreninger eller andre velgørende formål i forbindelse med salg af produkter, og at forbrugernes beslutning om at købe en bestemt vare ikke kun træffes på baggrund af en vurdering af pris, egenskaber, kvalitet og holdbarhed, men også på baggrund af etiske, miljømæssige og politiske hensyn. Det kan således også være afgørende for en forbrugers valg af en bestemt vare, at en del af prisen for varen går til en bestemt forening eller til et bestemt velgørende formål.   

Retten var enig i, at børn og unge under 18 år skal beskyttes, så deres loyalitet over for eksempelvis sportsforeninger ikke misbruges, ligesom børn og unge under 18 år ikke bør benyttes i salgs- og markedsføringsøjemed, heller ikke som salgskanaler for private erhvervsdrivende.   

Selvom en stor del af sportsforeningernes medlemmer er børn og unge under 18 år, og selvom det kan give anledning til visse betænkeligheder, hvis udformningen og markedsføringen af det konkrete koncept kan være med til at lægge et socialt pres på børn og unge, så har børnenes forældre og andre opdragere samt voksne, der som formænd, bestyrelsesmedlemmer, ledere eller frivillige deltager i samarbejdet i foreninger imidlertid et ansvar for, at børn og unge vejledes om, hvordan de skal forholde sig til kommercielle henvendelser af denne karakter, så de lærer at forholde sig kritisk hertil og bliver uddannet til at foretage de afvejninger, som en forbruger må foretage.   

Da man skal være fyldt 18 år for at tegne et mobiltelefonabonnement, og teleselskabets markedsføringskoncept derfor forudsætter, at det er børnenes forældre, der træffer beslutningen om at tegne abonnement hos selskabet, fandt retten ikke, at sponsorkonceptet var i strid med god markedsføringsskik.   

Sagen indeholdt ud over de to nævnte påstande også tre andre mindre påstande, som Forbrugerombudsmanden fik medhold i, bl.a. en påstand om, at teleselskabet er ansvarlig for at overholde markedsføringslovens regler om udsendelse af reklamer, selvom teleselskabet bruger andre til at udsende reklamematerialet.   

Forbrugerombudsmanden afstod fra at søge sagen prøvet ved Højesteret, da også Sø- og Handelsrettens dommere repræsenterende forbrugersiden stod bag afgørelsen.

[Bemærk: De dagældende §§ 2 og 6a er videreført i hhv. nugældende § 3 og § 6 i markedsføringsloven]

Se også dommen på Sø- og handelsrettens hjemmeside (www.domstol.dk).

Sø- og Handelsrettens dom af 13. juni 2002:

(sagsfremstilling udeladt)

Sø- og Handelsrettens afgørelse

Det er en ganske udbredt form for markedsføring at lade et pengebeløb tilfalde foreninger eller andre velgørende formål i forbindelse med salg af produkter.

Forbrugernes beslutning om at købe en bestemt vare eller bestille en bestemt tjenesteydelse træffes efter en afvejning af en lang række hensyn. Pris, egenskaber, kvalitet og holdbarhed er vigtige elementer. Men etiske, miljømæssige og politiske hensyn indgår også i mange forbrugeres afvejning. Det kan også være afgørende for en forbrugers valg af en bestemt vare eller tjenesteydelse, at en del af det vederlag, som forbrugeren betaler til den erhvervsdrivende, af denne betales videre til en bestemt forening eller til et bestemt velgørende formål.

Retten kan tiltræde, at børn og unge under 18 år skal beskyttes, således at deres loyalitet over for eksempelvis sportsforeninger ikke misbruges, ligesom børn og unge under 18 år ikke bør benyttes i salgs- og markedsføringsøjemed, heller ikke som salgskanaler for private erhvervsdrivende. En stor del af sportsforeningernes medlemmer er børn og unge under 18 år, og det kan give anledning til visse betænkeligheder, hvis udformningen og markedsføringen af "Telia Sport & Fritid" kan være med til at lægge et socialt pres på børn og unge, jf. således også artikel 14 i ICC Kodeks for Reklame Praksis.

Børnenes forældre og andre opdragere samt voksne, der som formænd, bestyrelsesmedlemmer, ledere eller frivillige deltager i samarbejdet i foreninger, har imidlertid ansvar for, at børn og unge vejledes om, hvordan de skal forholde sig til kommercielle henvendelser af denne karakter, således at de lærer at forholde sig kritisk hertil og bliver uddannet til at foretage de afvejninger, som en forbruger må foretage.

Børn og unge under 18 år kan ikke selv tegne et mobiltelefonabonnement, og Telias markedsføringskoncept forudsætter således, at det er børns forældre eller værger, der træffer beslutningen om at tegne abonnement hos Telia. På denne baggrund findes markedsføringen af "Telia Sport & Fritid" ikke at være i strid med god markedsføringsskik, og Telia frifindes for Forbrugerombudsmandens påstande 1 og 2.

Telia har taget bekræftende til genmæle over for påstand 3, og denne påstand tages til følge.

For så vidt angår påstand 4 følger det af markedsføringslovens § 6a, stk. 2, at en erhvervsdrivende ikke må rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til fjernkommunikation end elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på afsætning af varer, fast ejendom og andre formuegoder samt arbejds- og tjenesteydelser, hvis den pågældende over for den erhvervsdrivende har frabedt sig dette, eller hvis det fremgår af en fortegnelse, som udarbejdes af Det Centrale Personregister (CPR) hvert kvartal, at den pågældende har frabedt sig henvendelser, der sker i sådant markedsføringsøjemed, eller hvis den erhvervsdrivende ved undersøgelse i CPR er blevet bekendt med, at den pågældende har frabedt sig sådanne henvendelser.

Telia skal som erhvervsdrivende overholde markedsføringslovens regler i forbindelse med markedsføring, uanset om Telia måtte benytte sig af bistand fra ikke-erhvervsdrivende, det være sig sportsforeninger eller børn, i forbindelse med distribution af markedsføringsmateriale. Retten tager derfor Forbrugerombudsmandens påstand 4, der findes tilstrækkelig præcis til at kunne påkendes, til følge.

Med hensyn til påstand 5 er erklæringen vedrørende modtagelse af personligt adresseret reklame fra Telia anført i et ikke særligt fremhævet afsnit, hvor det, der sprogligt gives samtykke til, i realiteten alene er, at Telia må analysere, hvordan forbrugerens mobiltelefon anvendes, men derimod ikke til, at Telia udsender markedsføringsmateriale uanset forbrugerens tilmelding til Robinsonlisten i CPR mv.

Det fremgår af bemærkningerne til markedsføringslovens § 6a, (F.T. 1999-2000, Tillæg A, s. 5946), at  "et samtykke skal være konkretiseret i den forstand, at det klart og utvetydigt fremgår, hvad der meddeles samtykke til. Et samtykke til markedsføring ved brug af de her nævnte fjernkommunikationsteknikker kan imidlertid være affattet forholdsvis bredt, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 2 (den foreslåede § 6a i markedsføringsloven). Et samtykke skal også være informeret. Den der giver samtykket, skal således være klar over, hvad han meddeler samtykke til. Hvis et samtykke alene fremgår af den erhvervsdrivendes standardvilkår, kan det kun anses for givet, hvis det har været fremhævet overfor den pågældende."

Henset til samtykkeerklæringens placering, dens uklare sproglige formulering og dens grafiske udtryk, sammenholdt med resten af tilmeldingsblanketten, findes samtykkeerklæringen ikke at opfylde klarheds- og fremhævelseskravene i markedsføringslovens § 6a. Forbrugerombudsmandens påstand 5 tages derfor til følge.

THI KENDES FOR RET:

Det forbydes Telia Telecom A/S at udlevere materiale vedrørende "Telia Sport & Fritid" konceptet, herunder tilmeldingsblanketter vedrørende tegning af telefonabonnementer, der indeholder begrænsninger i forbrugernes ret til senest 5 måneder efter en kontrakts indgåelse at opsige aftalen med maksimalt én måneds varsel, jf. bekendtgørelse nr. 1169 af 15. december 2000 om udbud af telenet og teletjenester § 11, stk. 1, nr. 4.

Det forbydes Telia Telecom A/S at lade private udsende Telia Telecom A/S's markedsføringsmateriale efter aftale med eller på opfordring af Telia Telecom A/S, medmindre Telia Telecom A/S i den forbindelse påser, at markedsføringslovens § 6a bliver overholdt.

Telia Telecom A/S skal anerkende, at det samtykke til at modtage personlig adresseret reklame fra Telia Telecom A/S, som forbrugere afgiver over for Telia Telecom A/S ved tilmelding til "Telia Sport & Fritid" abonnementet ikke opfylder betingelserne i markedsførings § 6a, stk. 3, for at Telia Telecom A/S kan rette henvendelse til forbrugerne, hvis de er registreret i den fortegnelse, der udarbejdes af CPR en gang i kvartalet, eller hvis de har frabedt sig dette overfor Telia Telecom A/S.

Telia Telecom A/S frifindes for de øvrige påstande.