Mængdebegrænsning ikke ulovligt

Sagen kort

I en annonce reklamerede Bilka i december 2000 med at kunder kunne købe en kasse Tuborg Julebryg for 94,95 kroner. Tilbuddet gjaldt ved køb af max to kasser øl. Ved køb af flere kasser steg prisen til 168 kroner per kasse.

Forbrugerombudsmanden mente, at mængdebegrænsningen i tilbuddet var i strid med markedsføringslovens § 7 stk. 1, der siger: "En detailvirksomhed må ikke fastsætte noget loft for, hvor stort et antal enheder den enkelte kunde kan købe af en vare. Der må endvidere ikke nægtes salg til bestemte aftagere." Alternativt i strid med reglen om god markedsføringsskik i markedsføringslovens § 1. Forbrugerombudsmanden mente, at Bilka med mængdebegrænsningen lagde loft over den enkelte kundes indkøb.

Bilka har under sagen fremført, at deres markedsføring er tilrettelagt for at undgå, at andre erhvervsdrivende opkøber hele partier af tilbudsvarer til videresalg, til skade for almindelige forbrugere, der eventuelt må gå forgæves efter slag tilbuddene. 

 

[Forbuddet mod mængdebegrænsning er ophævet pr. 1. januar 2007]

8. april 2002

N0004000 - JF

UDSKRIFT AF SØ- & HANDELSRETTENS DOMBOG

Den 8. april 2002 blev af retten i sagen N-4-01

Forbrugerombudsmanden (Forbrugerombudsmanden ved fuldmægtig Katrine de Neergaard)

mod

Bilka Lavprisvarehus A/S (Advokat Erling Borcher)

afsagt følgende

D O M

Sagen drejer sig om forståelsen af bestemmelsen i markedsføringslovens § 7, stk. 1, der lyder således:
”En detailvirksomhed må ikke fastsætte noget loft for, hvor stort et antal enheder den enkelte kunde må købe af en vare. Der må endvidere ikke nægtes salg til bestemte aftagere.”

Forbrugerombudsmanden har nedlagt påstand om at det forbydes Bilka Lavprisvarehus A/S ved detailsalg af varer der ikke er egentlige udsalgsvarer, at fastsætte noget loft  for hvor stort et antal enheder den enkelte kunde må købe af en vare til en bestemt pris. Bilka har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling

Bilka Lavprisvarehus A/S indrykkede en annonce i søndagsavisen for ugen fra den 10. december til den 17. december 2000 med tilbud blandt andet om køb af en eller to kasser Tuborg Julebryg for 94,95 kr. pr. kasse. I annoncen anførtes endvidere:

”VED KØB AF MERE END 2 KASSER ER PRISEN FOR DE EKSTRA KASSER 168 KR. PR. KASSE”.

Den 18. december 2000 skrev Forbrugerombudsmanden til Bilka i anledning af en henvendelse fra De Samvirkende Købmænd at det var hans opfattelse at Bilka med denne markedsføring havde overtrådt markedsføringslovens § 7. Man henstillede at markedsføringen ikke blev gentaget og forbeholdt sig at tage sagen op i  gentagelsestilfælde.

I et brev af 2. marts 2001 til De Samvirkende Købmænd anførte Forbrugerombudsmanden bl.a. at man havde foretaget en ny vurdering af forholdets lovlighed, og var ”… nået frem til, at bedømmelsen af forholdet er så usikkert, at vi ikke vil finde det rimeligt at indlede en straffesag. … Da mængdebegrænsningsforbuddet intet har med prissløring at gøre og dermed ikke indeholder forbrugeraspekter, men derimod er en adfærdsregel for at beskytte mindre erhvervsdrivendes konkurrencevilkår, agter Forbrugerombudsmanden ud fra en konkret prioritering ikke at foretage yderligere i denne sag…”

Den 8. marts 2001 skrev Forbrugerombudsmanden bl.a. til Bilka:

”…Jeg finder derfor anledning til at præcisere, at brevet af 2. marts 2002 til De Samvirkende Købmænd, som Bilka har modtaget kopi af, ikke er udtryk for en opfattelse om, at Bilkas markedsføring ikke kan straffes, men alene at Forbrugerombudsmanden ikke finder det hensigtsmæssigt at søge dette spørgsmål afklaret under en straffesag.

Det skal derfor yderligere præciseres, at det er min opfattelse, at den mængdebegrænsning, Bilka udøver, klart strider mod lovgivningens overordnede hensigt med mængdebegrænsningsforbuddet. Jeg henviser til, at det i forarbejderne til lovforslag L 103 Folketingsåret 1991/1992, der indførte mængdebegrænsningsforbuddet, i betænkningen til tredjebehandlingen blandt andet blev udtalt: ”Det er præciseret, at butikken ikke kan afvise bestemte aftagere – her tænkes først og fremmest på andre detailhandlende, som skal have mulighed for at opkøbe varepartier, der sælges til under engrosprisen....

Spørgsmålet må efter min opfattelse også vurderes i sammenhæng med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik. Denne bestemmelse supplerer lovens øvrige bestemmelser og vil kunne anvendes i grænsesituationer af den her foreliggende karakter.

Begrænsningen ved, at der kun kan købes 2 eller 3 kasser ad gangen til den favorable pris, er klart til hinder for den mulighed for andre detailhandlende til at foretage opkøb, som var mængdebegrænsningsforbuddets hovedformål. På denne baggrund er det min opfattelse, at Bilka’s markedsføring er i strid med markedsføringslovens § 7 sammenholdt med lovens § 1.…”

Bilka svarede den 21. marts 2001 at man ikke mente at Bilkas prisdifferentiering var i strid med markedsføringslovens § 7 sammenholdt med § 1, og fortsatte:

”… Når vi har valgt denne nye markedsføringform er det netop for at kunne medvirke til god markedsføringsskik, som lovens § 1 foreskriver, samt at sikre, at der er den priskonkurrence på markedet, som forbrugerne ønsker og konkurrencemyndighederne foreskriver.

Et grundlæggende krav til god markedsføringsskik er, at de produkter man annoncerer til salg også reelt findes i butikken. Gennem de senere år har vi i Bilka (og andre af Dansk Supermarkeds detailkæder) gentagne gange oplevet at f.eks.  mærkevareproducenter, konkurrerende detailhandlere og andre har købt endog meget store mængder af særlige tilbud på mærkevareprodukter både indenfor udvalgs- og dagligvaresektoren.

Eksempler:

• I Bilka Hundige har man oplevet en enkelt person købe 800 kasser Coca-Cola, der skulle leveres ud af varehusets bagindgang til en ventende lastbil.
• I A-Z Herning har man oplevet en enkelt person købe 200 tastaturer til computere.
• I samtlige Bilka varehuse oplevede vi for nylig, at Helly Hansen opkøbte alle de regnsæt, vi havde på tilbud i butikkerne.
• I Netto har man oplevet, at danske frisører tømte butikkerne for alt shampoo af mærket Keralogie (det tyske navn for Kerastase-shampooen, som frisørerne sælger i Danmark).
• Vi oplever jævnligt masseopkøb af varerne, når vi har stærke tilbud på f.eks. kaffe, bleer, øl, vand, shampoo, marmelade, eller mærkevareprodukter indenfor isenkram.
• Når mærkevareleverandørerne foretager disse opkøb er det for at holde antallet af udsalgssteder nede, priserne på produkterne kunstigt oppe og for at sætte vore butikker i en udsolgt-situation, så kunderne vælger at handle et andet sted næste gang, der skal købe den pågældende vare.

Når en grossist, restauratør eller konkurrerende detailhandler køber f.eks. cola, bleer eller kaffe i meget store mængder, sker det primært for at sælge produkterne videre med fortjeneste, og det har vi intet imod.

Problemet opstår, når en person dræner lageret, så den almindelige kunde, som f.eks. blot skal have 3 kasse colaer til en børnefødselsdag, går forgæves. Det er beklageligt både for os og for kunden, der
måske er kørt langt for at gøre brug af det gode tilbud. Kunden har jo med rette en forventning om, at den annoncerede vare forefindes i butikken.

I forbindelse med de konkrete tilbud kan alle købe den ønskede mængde, men den særlige rabat gælder kun for de første enheder. Denne nye markedsføringsform er, som vi ser den, i fuld overensstemmelse med markedsføringslovens § 7 sammenholdt med § 1. Der er for det første ikke tale om mængdebegrænsning, da den enkelte kunde kan købe lige så mange enheder, som vedkommende ønsker, og vi udelukker på ingen måde nogen bestemte grupper, da alle frit kan gå ind i vore varehuse og gøre brug af tilbuddene.

Ønsker man f.eks. at købe flere kasser sodavand til den mest favorable pris, er man frit stillet med hensyn til at gå ind i varehuset igen og hente flere kasser, indtil man har købet den ønskede mængde. Der er altså heller ikke tale om forskelsbehandling af kunderne.…”

Forbrugerombudsmanden anlagde herefter sag den 16. maj 2001.

Der er fremlagt eksempler på andre erhvervsdrivendes brug af samme markedsføringsform som Bilkas.

Af bemærkningerne til den pågældende bestemmelse (Folketingstidende 1999-92, Tillæg A, spalte 2221 f) fremgår bl.a.:

”Almindelige bemærkninger

Det er en udbredt praksis, at stormagasiner, supermarkeder og andre butikker reklamer med varer til en særlig lav pris for på den måde at lokke kunder ind i butikken (såkaldte slagvarer). Oftes sælges varerne med direkte tab. Der er eksempel på, at 200-300 varer i samme butik på et givet tidspunkt solgtes til højst indkøbsprisen (engrosprisen).…

Forslagsstillerne ønsker at begrænse omfanget af den praksis ved at sikre, at butikker, der bruger slagvarer, skal sælge ligeså mange til den enkelte kunde, som denne ønsker at købe – så længe lager haves. Det vil gøre det problematisk for en butik at sælge en vare til mindre end indkøbsprisen (engrosprisen).

Den risikerer nemlig i så fald et af to:

• Nogle få kunder foretager meget store indkøb og tømmer dermed hurtigt lageret.
• Andre butiksdrivende vil kunne opkøbe hele lageret, og dermed tjene forskellen op
  til engrosprisen.

I begge tilfælde vil efterfølgende kunder, der efterspørger slagvaren, blive skuffede, hvilket formentlig vil skade den udbydende butik.

Det er forslagsstillerens opfattelse, at forslaget vil begrænse brugen af slagtilbud.

Dette er til glæde for små butiksrivende, deres kunder og forbrugerne i det hele taget.

Forbrugerrådet har da også sammen med tre organisationer for handelsdrivende fremsat ønske om, at der gennemføres et sådant forbud. Et lignende forbud er indført i Tyskland.

Bemærkninger til § 1

Forslaget indebærer, at der ikke ved reklamering, skiltning eller lignende må fastsættes begrænsninger af, hvor mange styk eller hvor stort et kvantum hver kunde højst må købe, samt at butikken ikke kan nægte en kunde at købe et vilkårligt stort antal – så længe lager haves.

Der er præciseret, at butikken ikke kan afvise bestemte aftagere – her tænkes først og fremmest på andre detailhandlere, som skal have mulighed for at opkøbe varepartier, der sælges til under engrosprisen.…"

Det er oplyst at der er forekommet flere tilfælde i detailhandelen af markedsføring med rabatbegrænsning svarende til den af Bilka anvendte.

Børge Johansen, der er direktør for Bilka, har forklaret at det er Bilkas almindelige forretningsprincip at sikre at man generelt har de laveste priser. Til opnåelse af det formål undersøger man 1046 varegruppper otte gange om året. Markedsføringen i Søndagsavisen er en del af dette koncept. Den almindelige forbruger køber som regel en eller to kasser øl. De almindelige tilbud på øl som det pågældende ligger på 109 eller 105 kr. pr. kasse. Med en pris på 95 kr. var Bilka klart markedets billigste. Prisen fremkom efter tilskud fra bryggeriet, men Bilka bidrog også til nedsættelsen. Der blev solgt 62.000 kasser øl til 94,95 kr. pr. kasse.

Salg skete til alle, forbrugere såvel som konkurrenter, der gik igennem ved kassen. Køberne kunne frit gå gennem kassen så mange gange de ville, og hver gang købe to kasser a 95 kr.

Formålet med Bilkas markedsføring med begrænset eller differentieret rabat er at undgå masseopkøb der tømmer lagrene. Det skaber utilfredse, almindelige kunder der ofte har kørt ret langt, 25-30 km eller mere, for at få del i de særlig gode tilbud.

Det gælder såvel almindelige varer som de partier af parallelimporterede varer som man lejlighedsvis markedsfører. De sidste er udsat for en særlig form for masseopkøb derved at originalproducenten henvender sig og under påberåbelse af markedsføringslovens § 7, stk. 1, køber hele det parallelimporterede parti. Formålet med sådanne opkøb er naturligvis at afbøde den prisnedsættende virkning af  parallelimport. Også disse opkøb skaber vrede og skuffede forbrugere.

Forbrugerombudsmanden har anført: Det må følge af bestemmelsen i markedsføringslovens § 7, stk. 1, at der ikke må fastsættes en øvre grænse for antal enheder af en vare der udbydes til tilbudspris. Det var netop formålet med bestemmelsen. Man ville ud fra butiksstrukturelle overvejelser begrænse den i indledningen til bemærkningerne beskrevne praksis med udbud af slagvarer, og det kunne gøres ved at forbyde mængdebegrænsninger. Forbud mod mængdebegrænsninger ville hindre eller begrænse udbud af varer til under indkøbsprisen, altså et udbud som Bilka har foretaget i den foreliggende sag med Tuborg Julebryg. Det er for anvendeligheden af bestemmelsen i øvrigt ikke af betydning om salget skete til under eller over indkøbspris. Hvis man tillader Bilka at foretage en begrænsning som sket i annoncen i Søndagsavisen, vil man gøre bestemmelsen i markedsføringslovens § 7, stk. 1, illusorisk.

Det er i strid med dens ordlyd der alene giver mulighed for undtagelser med hensyn til egentlige udsalgsvarer, og om sådanne er der jo ikke tale i den foreliggende sag. Det vil også stride mod formålet med bestemmelsen: Bilka søger ved den fastsatte begrænsning at hindre at lagrene tømmes af enkelte kunder, men det var netop formålet med bestemmelsen: Forslagsstillerne ville begrænse tilbuddene ved gennem forbudet mod mængdebegrænsning at give mulighed for sådan lagertømning.

Det erkendes at man kan købe to kasser Julebryg ad flere gange og derved komme uden om begrænsningen, men det er besværligt for kunden. I praksis vil Bilkas salgsform føre til en mængdebegrænsning.

Subsidiært gøres det gældende at Bilkas salgsform er i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1. Der henvises til side 17 f. i betænkning 681/1973 om generalklausulen og til bemærkningerne til 1994-forslaget til lov om markedsføring, (Folketingstidende 1993-94, tillæg A, spalte 7264): ”Generalklausulen skal … fortsat være et supplement i forhold til specialbestemmelserne i markedsføringsloven, således at handlinger, der ligger på kanten af – eller falder udenfor – specialreglernes typeområde, ofte vil kunne være stridende mod generalklausulen”.

Der kan endvidere henvises til Palle Bo Madsen, Markedsret, Del 2, 3. udgave, side 270.

Markedsføringslovens § 7, stk. 1, kan ikke reduceres til udelukkende at være en  bestemmelse der har til formål at regulere erhvervsstrukturen. Det kan ses af bemærkningerne til forslaget at den tillige varetager almene forbrugerhensyn.

Bilka har gjort gældende at annoncen ikke falder ind under reglen i  markedsføringslovens § 7, stk. 1, for den tilbyder særrabat ved køb af to kasser Julebryg, mens køb derudover må ske til almindelig, favorabel pris, der er lavere end markedsprisen. Der er ingen begrænsninger udover netop den at rabatten er begrænset. Alle kan købe et ubegrænset antal Tuborg Julebryg. Bilka har således ikke fastsat noget loft for hvor stort et antal enheder den enkelte kunde må købe af Tuborg Julebryg, og der nægtes ikke salg til bestemte aftagere. Dermed falder markedsføringen uden for lovens ordlyd.

Det forbud Forbrugerombudsmanden ønsker nedlagt, er affattet i nøje overensstemmelse med lovens ordlyd, men med den afgørende tilføjelse ”til en bestemt pris”.

Denne passus har ikke støtte i loven. Det er en arbitrær tilføjelse.  Forbrugerombudsmanden kunne for så vidt lige så godt og lige så uhjemlet have indsat en bestemmelse om forbud mod garantidifferentiering eller anden differentiering.

Markedsføringslovens § 7, stk. 1, handler slet ikke om prisdifferentiering. I hvilket omfang prisdifferentiering skal imødegås eller fremmes, er et lovgivningsmæssigt spørgsmål som skal løses uafhængigt af bestemmelsen i markedsføringslovens § 7, stk. 1. Dette illustreres af det forhold at Bilka uden at markedsføringslovens § 7, stk. 1, ville komme på tale, kunne have valgt at tilbyde en fast rabat ved køb af Tuborg Julebryg, således at der blev ydet samme rabat uanset om man købte to eller ti kasser. En sådan rabat ville afsætningsmæssigt have samme funktion som markedsføringen af to kasser til en særlig favørpris.

Det passer ikke at en frifindelse af Bilka ville gøre bestemmelsen i markedsføringslovens § 7, stk. 1, illusorisk. Bestemmelsen har et præcist, om end begrænset, indhold som vil stå urørt efter en frifindelse.

Der er ikke holdepunkter for en analog anvendelse af bestemmelsen på den foreliggende markedsføring.

Ordlyden støtter ikke den antagelse at der skal anlægges en bred eller udvidende fortolkning. I bestemmelsen står der ikke ”eller lignende”, ”eller anden form for foranstaltning” eller tilsvarende således som det er tilfældet med andre bestemmelser i markedsføringsloven. Der er heller ikke holdepunkter i motiverne for en udvidende fortolkning. Forslagsstillerne havde ét ganske bestemt sigte med forslaget: Man ville begrænse praksis med slagvarer ved at sikre at butikker der bruger slagvarer, skal sælge lige så mange til den enkelte kunde som denne ønsker at købe – sålænge lager haves.

I mangel af sådanne holdepunkter må man følge ordlyden. Det er ikke rettens opgave at komplettere en erhvervsstrukturel bestemmelse, blot fordi den efter visses opfattelse ikke er tilstrækkelig vid. Loven rammer mængdebegrænsning. Om der bør ske yderligere begrænsninger i adgangen til markedsføring under anvendelse af differentierede priser, må overlades til lovgivningsmagten.

At bestemmelsen i markedsføringslovens § 7, stk. 1, er erhvervsstrukturel, ses klart af side 16 i betænkning 1236/1992, Ny Markedsføringslov, hvor det hedder at bestemmelsen har et erhvervsstrukturelt formål. Derfor foreslog udvalget at bestemmelsen blev udskilt af markedsføringsloven og anbragt i en særlig lov om erhvervsstrukturelle forhold.

Hertil kommer at bestemmelsen er strafsanktioneret. Der er derfor ikke plads til analog anvendelse af bestemmelsen medmindre der er en fuldstændig årsagernes lighed. Forbrugerombudsmanden bør ikke ved at vælge forbudsvejen kunne opnå en udvidende fortolkning af loven som han ikke ville kunne opnå gennem anlæg af straffesag.

Man bør notere sig at Bilkas markedsføring er ens over for alle. Rabatdifferentieringen gælder over for forbrugere som over for erhvervsdrivende. Rabatdifferentieringen gælder ved det enkelte køb. Hvis man går en gang til gennem kasseslusen, får man på ny adgang til at købe to kasser med den særlige rabat.
Samme opfattelse af markedsføringslovens § 7, stk. 1 som den her hævdede findes i Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 2001, side 320. Det er formentlig en lignende opfattelse der ligger til grund for Forbrugerombudsmandens opfattelse i Juridisk Årbog, 1992, side 103 om rabatkuponer. Disse fandtes ikke at være i strid med markedsføringslovens § 7, stk. 1:

”Rabatkuponsystemet indeholder ikke elementer, der i strid med § 6a [nu markedsføringslovens § 7, stk. 1] indskrænker en kundes mulighed for generel at  erhverve en ubegrænset mængde af en vare til varens nettokontantpris.

Kundernes mulighed for at købe flere enheder med rabatpris er objektivt set ikke indskrænket, men forudsætter alene en indsats fra kunderne om at erhverve sig flere rabatkuponer…”

Det forekommer overordentlig diskutabelt om vanskeligheden ved at erhverve sig flere rabatkuponer virkelig er mindre end vanskeligheden ved at gå flere gange gennem kasseslusen i et supermarked.

Markedsføringslovens § 1 kan ikke anvendes til udvidelse af den specifikke bestemmelse i lovens § 7, stk. 1.

Som påvist har bestemmelsen i § 7, stk. 1, et klart afgrænset indhold, og den varetager et ganske bestemt formål som ikke er et af de formål som varetages af markedsføringsloven, se hertil forslaget til lov om markedsføring, Folketingstidende 1993/94, Tillæg A, så. 7249: ”Den reflekterer lovens overordnede formål, som er at sikre, at erhvervsvirksomhed drives tilbørligt og rimeligt under hensyntagen til såvel konkurrenter som andre erhvervsdrivende samt forbrugerne og almene samfundsinteresser. Den danner samtidig grundlag for løbende normdannelse og videreudvikling ud fra en afbalanceret afvejning af hensynet til erhvervslivet, forbrugerne og almene samfundsinteresser”. Handlinger som strider mod god markedsføringsskik, bliver herefter sådanne som ud fra de her nævnte tre hensyn må anses som uønskværdige. Handlinger som ud fra andre hensyn anses for uønskværdige, kan ikke forbydes med hjemmel i markedsføringslovens § 1. Det gælder fx handlinger som er i strid med ønsket om at opretholde mindre butikker eller lignende.

Der er slet ikke holdepunkter for at markedsføringen som denne sag handler om, er i strid med forbrugernes interesser. Forbrugerne er tværtimod interesserede i slagtilbud.

De er også interesserede at det bliver muligt at give gode tilbud på parallelimporterede varer. Hensynet til den almindelige konkurrence taler heller ikke for at følge Forbrugerombudsmanden. Bilkas markedsføring er åben og gennemskuelig, såvel for forbrugere som konkurrenter, og er udtryk for en pris- og rabatdifferentiering som er almindelig accepteret.

Rettens begrundelse og resultat

4 medlemmer af retten (Jens Feilberg, Laura Larsen, Ole Marker og Allan Suhrke) finder at bestemmelsen i markedsføringslovens § 7, stk. 1, efter sin ordlyd og efter sit begrænsede formål ikke kan antages at omfatte den af Bilka anvendte markedsføring med prisnedsættelse alene på de første to enheder af den pågældende vare. Efter bestemmelsens ordlyd og det i bemærkningerne til forslaget tilkendegivne tilsigter bestemmelsen alene at hindre at detailvirksomheder fastsætter en øvre grænse for det antal enheder af en vare som en kunde, uanset hvilken, må købe. Der må i den forbindelse lægges vægt på at begrænsningen i adgangen til erhvervelse af mere end to kasser Tuborg Julebryg til 94,95 kr. pt. kasse alene gælder det pågældende køb. Der er således intet til hinder for at kunden ved flere indkøb skaffer sig et i princippet
ubegrænset antal varer.

Der er i bestemmelsen eller bemærkningerne til den som anført af Bilka ikke holdepunkter for at den skal fortolkes udvidende til at omfatte tilfælde som det foreliggende.

Markedsføringen kan heller ikke forbydes efter bestemmelsen i markedsføringslovens § 1. Begrænsningen i salget af de stærkt nedsatte varer tjener til at gøre det muligt at anvende dem som slagvarer, og denne anvendelse er almindeligt accepteret og ikke i strid med god markedsføringsskik. Anvendelse af slagvarer kan ikke anses for at være i strid med forbrugernes interesser på en måde der er i strid med markedsføringslovens § 1. Den af Bilka anvendte markedsføring må anses at være i overensstemmelse med gennemsnitlige forbrugerinteresser for så vidt som den på en gennemskuelig måde fremmer salg af varer med store rabatter samt andre særlig billige varer såsom parallelimporterede varer.

Ninna Kiesling finder at den af Bilka anvendte markedsføring med begrænsning af antallet af varer som den enkelte kunde må købe til en bestemt pris, må være omfattet af forbudet mod mængdebegrænsning. Ved ”samme vare” må forstås ”samme vare til samme pris”, ellers bliver bestemmelsen i markedsføringslovens § 7, stk. 1, i det væsentlige uden indhold. I hvert fald må den af Bilka anvendte markedsføring ganske sidestilles med en mængdebegrænsning. Resultatet af Bilkas markedsføring må antages at blive at den enkelte kunde i realiteten begrænser sit køb til to kasser, således at markedsføringen i praksis virker som en direkte mængdebegrænsning i strid med bestemmelsen i markedsføringslovens § 7, stk. 1, og denne bestemmelses formål.

Dommen afsiges efter stemmeflertallet.

Thi kendes for ret:

Bilka Lavprisvarehus A/S frifindes for den af Forbrugerombudsmanden nedlagte påstand.
Inden 14 dage efter denne dom skal Forbrugerombudsmanden i sagsomkostninger betale 20.000 kr. til Bilka Lavprisvarehus A/S.

Jens Feilberg

Ninna Kiessling Laura Larsen

Ole Marker Allan Suhrke

(Sign.)

___ ___ ___

Udskriftens rigtighed bekræftes. Sø- & Handelsrettens kontor, den

P.j.v.

• Forbrugerombudsmanden tager dommen til efterretning og vil ikke indbringe sagen for Højesteret.
• Forbrugerombudsmanden anlagde sagen for at vurdere rækkevidden af markedsføringsloven § 7 stk 1, som ikke tidligere har været prøvet ved domstolene. Subsidiært markedsføringslovens § 1, som et "sikkerhedsnet" under lovens øvrige bestemmelser.
• På baggrund af dommen men også af hensyn til regelforenkling mener Forbrugerombudsmanden, at meget taler for at ophæve § 7.