Interessebank Danmark-sagen

Markedsføringslovens § 6a [nu § 6] og interessedatabaser

Den 1. juli 2000 trådte markedsføringslovens § 6a [nu § 6] i kraft. Bestemmelsen regulerer bl.a. under hvilke betingelser erhvervsdrivende kan udsende reklamer i form af direct mails til forbrugere. En artikel om Forbrugerombudsmandens fortolkning af bestemmelsen og den hidtidige administration heraf kan findes i Juridisk Årbog 2000, afsnit 1.1.

Markedsføringslovens § 6a [nu § 6] giver forbrugere, der måtte ønske det, mulighed for at lade sig registrere på en såkaldt »Robinson-liste« i CPR-registret. Står forbrugerne opført på denne liste, må erhvervsdrivende ikke tilsende forbrugerne reklamer, medmindre forbrugerne har givet deres specifikke samtykke hertil til den erhvervsdrivende. De erhvervsdrivende har pligt til at tjekke »Robinson-listen«, inden de udsender reklamer og således sorterer de forbrugere fra, som står anført på listen.

Kort tid efter lovens ikrafttræden greb Forbrugerombudsmanden ind over for et interessedatabase-koncept, som gik ud på at indhente forbrugeres samtykke til, at en ikke nærmere angiven kreds af erhvervsdrivende kunne sende reklamer til forbrugerne indenfor områder, som forbrugerne samtidig tilkendegav deres interesse for. Forbrugernes adresser udlejedes herefter til erhvervsdrivende, der ønskede at målrette deres reklamer mod interesserede kunder. Når en forbruger tilmeldte sig konceptet, kendte forbrugeren imidlertid hverken navnet på eller antallet af de erhvervsdrivende, som i en nærmere angiven periode, kunne sende reklamer til forbrugeren. Selskabet bag konceptet opfordrede på den ene side forbrugerne til at lade sig registrere på den ovenfor nævnte »Robinson-liste« og dermed sige generelt nej tak til reklamer, og på den anden side opfordrede selskabet forbrugerne til at melde sig til interessedatabase-konceptet, for derved at sige ja tak til reklamer inden for nærmere angivne områder, som forbrugeren var interesseret i.

Forbrugerombudsmanden fandt konceptet i strid med markedsføringslovens § 6a [nu § 6], idet § 6a efter Forbrugerombudsmandens opfattelse måtte forstås således, at forbrugeren ved samtykkets afgivelse skulle kende navnene på de erhvervsdrivende, som forbrugeren ville modtage reklamer fra.

Det lykkedes ikke ved forhandling at nå til enighed med selskabet bag konceptet, og Forbrugerombudsmanden anlagde derfor i januar 2001 en retssag mod selskabet ved Sø- og Handelsretten.

Sø- og Handelsretten afsagde dom i sagen den 15. marts 2002, og retten var ikke enig med Forbrugerombudsmanden i dennes fortolkning af markedsføringsloven. Retten frifandt derfor enstemmigt det sagsøgte selskab.

Sø- og Handelsretten var af den opfattelse, at forbrugernes samtykke var så klart tilkendegivet, at forbrugernes stilling var sikret tilstrækkeligt. Retten fandt således ikke, at forbrugerne behøvede at kende navnene på de enkelte erhvervsdrivende, der fremover ville kunne sende forbrugerne reklamer.

Med dommen tog retten i øvrigt stilling til brugen af en præmiekonkurrence, som det sagsøgte selskab havde brugt som »lokkemiddel« for at få forbrugerne til at tilmelde sig konceptet. Forbrugerne havde mulighed for at vinde en rejse til en værdi af 25.000 kr. samt en række andre præmier, hvis de tilmeldte sig konceptet indenfor en bestemt frist. Forbrugerombudsmanden mente, at konkurrencen var i strid med god markedsføringsskik, idet den afledte forbrugernes opmærksomhed fra, at de mod en beskeden chance for at vinde en præmie afgav personoplysninger med det formål at modtage reklame. Sø- og Handelseretten fandt imidlertid ikke, at konkurrencen, bl.a. på grund af den beskedne præmiesum, var i strid med god markedsføringsskik. Forbrugerombudsmanden har taget dommen til efterretning og vil efterfølgende vurdere de nærmere konsekvenser af dommen i relation til den fremtidige administration af markedsføringslovens § 6a [nu § 6].