Gebyr-sagen (PBS)

Sagsomtale

I Juridisk Årbog 1995, side 127 ­ 128, er omtalt, at pengeinstitutternes BetalingsSystemer A/S (PBS) pr. 1. april 1995 ville indføre et notagebyr, som skal betales af forretninger mv. (betalingsmodtagere), hvis de modtager Dankort, og Dankortet ikke aflæses elektronisk, men køres igennem den såkaldte "fluesmækker", hvorefter kunden skriver under på en papirnota. Det varslede gebyr på 1,50 kr. ville blive opkrævet for hver nota, som forretningen indleverer til indløsning.

Forbrugerombudsmanden fandt, at et sådant gebyr er omfattet af forbuddet i betalingskortlovens § 20, stk. 1, der siger, at kortudsteders omkostninger til betalingssystemets drift ikke kan pålægges betalingsmodtager. PBS var ikke enig heri, og Forbrugerombudsmanden udstedte derfor et påbud om, at PBS skulle undlade at afkræve de tilsluttede betalingsmodtagere et gebyr på 1,50 kr. for hver papirnota-transaktion, der behandles i Dankort-systemet. Påbuddet blev indbragt for Sø- og Handelsretten. Detailhandelens organisation indtrådte i sagen til støtte for Forbrugerombudsmanden.

Sø- og Handelsretten anførte, at det påtænkte gebyr havde til formål at regulere betalingsmodtagernes adfærd, således at antallet af papirnotaer blev reduceret og blev opkrævet ved afregningen af indleverede notaer. Retten bemærkede, at det er muligt, at det som antaget af Forbrugerombudsmanden ikke i sig selv er i strid med betalingskortlovens § 20, stk. 1, at betalingsmodtager betaler for notaer til anvendelse i betalingssystemet. Retten fandt endvidere, at det heller ikke kan udelukkes, at kortudsteder kan kræve betaling for visse andre, accessoriske ydelser. Efter sit formål måtte betalingskortlovens § 20, stk. 1, imidlertid forstås således, at betalingsmodtagere ikke kan afkræves gebyr, der er knyttet til håndteringen af indleverede notaer. Dette måtte efter rettens opfattelse gælde, uanset om betalingen i et vist omfang beløbsmæssigt svarer til, hvad betalingsmodtagere kunne pålægges at betale for ydelser, som efter det i dag anvendte system stilles til rådighed for dem af kortudstederen, PBS, de såkaldte accessoriske ydelser.

Retten anførte videre, at for at sikre overholdelsen af bestemmelsen i betalingskortlovens § 20, stk. 1, er det nødvendigt, at betaling fra betalingsmodtagere til kortudstedere for ydelser, der ikke er omfattet af eller del af systemets drift, finder sted særskilt og ikke som en samlet ydelse, der knyttes til anvendelsen af systemet, herunder håndteringen af indleverede notaer.

Sø- og Handelsretten stadfæstede Forbrugerombudsmandens påbud. Sagen er af PBS anket til Højesteret
Juridisk Årbog 1996, side 79-80

Forbrugerombudsmanden mod Pengeinstitutternes BetalingsSystemer A/S (PBS)

Opkrævning af gebyr for Dankort-notaer

Sø- og Handelsretten i København, dom af 14. august 1996.

Oprindelig anket af PBS til Højesteret, men anken opgivet i 1999.

Sø- og Handelsrettens gav den 14. august 1996 Forbrugerombudsmanden medhold i følgende påstand:

"Det påbud, som Forbrugerombudsmanden i medfør af § 12 a, stk. 3, jf. stk. 2, nr. 4 og § 20, stk. 1, i lov om betalingskort mv. udstedte over for sagsøgte, Pengeinstitutternes BetalingsSystemer A/S (PBS), den 27. januar 1995, stadfæstes, dog med den ændring, at sagsøgte først senest medio februar 1995 skal underrette de berørte betalingsmodtagere om, at det af påbuddet omfattede gebyr, ikke vil blive opkrævet."

Rettens afgørelse

PBS meddelte den 26. og 27. januar 1995, at man ville vende tilbage med kalkulation med prissætning af notaer og andre ydelser. Dette må opfattes som en begæring efter forvaltningslovens § 21, stk. 1.

Bestemmelsen i betalingskortlovens § 12 a, stk. 2 har til formål at sikre, at tilvejebringelse af betryggende systemer i første række sker ved forhandling, men udelukker ikke, at en part, inden der udstedes påbud efter § 12 a, stk. 3, efter forvaltningslovens § 21, stk. 1 kan forlange sagen udsat, indtil parten har afgivet en udtalelse. Da gebyropkrævningen skulle træde i kraft den 1. april 1995, var der ikke så væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, at der var grundlag for at undlade udsættelse efter forvaltningslovens § 21, stk. 2, nr. 2. Hensynet til, at betalingsmodtagere ikke anskaffede terminaler i forventning om indførelse af gebyr, kunne varetages på anden måde. Retten finder derfor, at Forbrugerombudsmanden burde have givet PBS en efter omstændighederne kort frist til at fremkomme med en udtalelse, inden der blev udstedt påbud. Under hensyn til de forhandlinger, der havde fundet sted mellem parterne, og til at den nærmere kalkulation af gebyret er uden større interesse for spørgsmålet om berettigelsen af gebyret i forhold til betalingskortlovens § 20, stk. 1, har undladelsen af at udsætte sagen ikke en sådan betydning, at påbuddet bliver ugyldigt. Påbuddet indeholder angivelse af lovgrundlaget og de faktiske og retlige forhold, der har ført til påbuddet, og er således tilstrækkeligt begrundet. Der er derfor ikke grundlag for at ophæve påbuddet eller hjemvise sagen til yderligere forhandlinger.

Det påtænkte gebyr havde til formål at regulere betalingsmodtageres adfærd, således at antallet af papirnotaer blev reduceret og blev opkrævet ved afregningen af indleverede notaer. Det er muligt, at det som antaget af Forbrugerombudsmanden ikke i sig selv er i strid med betalingskortlovens § 20, stk. 1, at betalingsmodtagere betaler for notaer til anvendelse i betalingssystemet. Det kan heller ikke udelukkes, at kortudstedere kan kræve betaling for visse andre, accessoriske ydelser. Efter sit formål må betalingskortlovens § 20, stk. 1 imidlertid forstås således, at betalingsmodtagere ikke kan afkræves gebyr, der er knyttet til håndteringen af indleverede notaer. Dette må gælde, uanset om betalingen i et vist omfang beløbsmæssigt svarer til, hvad betalingsmodtagere kunne pålægges at betale for ydelser, som efter det i dag anvendte system stilles til rådighed for dem af kortudstederen, PBS, de såkaldte accessoriske ydelser.

For at sikre overholdelsen af bestemmelsen i betalingskortlovens § 20, stk. 1 er det nødvendigt, at betaling fra betalingsmodtagere til kortudstedere for ydelser, der ikke er omfattet af eller del af systemets drift, finder sted særskilt og ikke som en samlet ydelse, der knyttes til anvendelsen af systemet, herunder håndteringen af indleverede notaer.

Forbrugerombudsmandens tidligere udtalelser om betalingskortlovens § 20, stk. 1 vedrører betaling for ydelser, der er anført i PBS's kalkulation af februar 1995. Da betalingsstrukturen var en anden (årsafgift, omsætningsbestemt afgift), kan udtalelserne ikke få betydning for afgørelsen af det foreliggende spørgsmål.

Efter det anførte kan retten hverken tage PBS's principale eller subsidiære påstand til følge.

Vedr. PBS's mere subsidiære påstand bemærkes, at retten i den foreliggende sag skal afgøre, om Forbrugerombudsmandens påbud skal stadfæstes eller ophæves - evt. med mindre kvantitative modifikationer. Den af PBS i påstanden foreslåede betalingsform adskiller sig afgørende fra det betalingssystem, som var genstand for påbuddet, og kan derfor ikke tages under påkendelse under denne sag. Retten afviser derfor denne påstand.

Herefter stadfæstes Forbrugerombudsmandens påbud.

T h i     k e n d e s     f o r     r e t

Det påbud, som Forbrugerombudsmanden i medfør af § 12 a, stk. 3, jf. stk. 2, nr. 4 og § 20, stk. 1 i lov om betalingskort m.v. udstedte over for sagsøgte, Pengeinstitutternes BetalingsSystemer A/S (PBS), den 27. januar 1995, stadfæstes, dog med den ændring, at sagsøgte først senest medio februar 1995 skal underrette de berørte betalingsmodtagere om, at det af påbuddet omfattede gebyr, ikke vil blive opkrævet.

Sagsøgtes mere subsidiære påstand afvises.

Inden 14 dage skal sagsøgte i sagsomkostninger betale 40.000 kr. til Forbrugerombudsmanden.

Jens Feilberg

Olaf Grue   Ivan Hermansen

Ninna Kiessling   Lise Skanting

Dommen blev af PBS anket til Højesteret.