Afgørelse

Sagsnummer
18/10231

Lovgivning

  • 10

Sms-besked med omtale af gratis-tjeneste omfattet af spamforbuddet

En virksomhed kunne ikke uden forudgående samtykke sende en sms-besked til husejere med omtale af en gratis-tjeneste om formidling af ejendomme. Det skyldtes, at sms-beskeden var markedsføring og derfor omfattet af spamforbuddet.

En virksomhed bad Forbrugerombudsmanden tage stilling til, om virksomheden lovligt måtte sende en sms-besked til husejere med omtale af en tjeneste om formidling af ejendomme. Husejeren ville ikke komme til at betale noget som led i tjenesten. Husejerne havde ikke givet samtykke til at modtage markedsføring pr. sms fra virksomheden.

Forbrugerombudsmanden meddelte virksomheden, at en sms-besked med omtale af en tjeneste, som er gratis at anvende for modtageren af sms-beskeden, er en henvendelse sendt med henblik på ”direkte markedsføring”. Sms-beskeden kan derfor alene sendes til modtagere, der forudgående har givet samtykke til at modtage markedsføring pr. sms fra virksomheden. Det følger af reglerne i markedsføringslovens § 10, stk. 1 (også kaldet spamforbuddet).