Telefon- og dørsalg af finansielle ydelser

Generelt om § 2

[Bemærk: forbudet mod uanmodede henvendelser fremgår af § 6 i den nugældende forbrugeraftalelov. Dagældende § 3 er videreført i nugældende § 7]

Pengeinstitutter og forsikringsselskaber har gennem de seneste år haft en fremtrædende mediebevågenhed, som man nok gerne havde været foruden. I flere tilfælde har fjernsynet vist reportager om personer, der må gå fra hus og hjem, fordi man har taget imod et godt tilbud, det være sig fra en "forsikringsrådgiver" eller et pengeinstitut. 

Flere af de sager, der har været omtalt, har indebåret overtrædelse af bestemmelsen i forbrugeraftalelovens § 2. 

Bestemmelsen er sålydende:

"Erhvervsdrivende må ikke uden forudgående anmodning herom rette personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept på tilbud om indgåelse af aftale."

Bestemmelsen er strafsanktioneret, ligesom det i § 3 er fastsat, at aftaler indgået ved henvendelser i strid med § 2 ikke er bindende for forbrugeren. 

Der er enkelte undtagelser fra bestemmelsen; forbudet gælder blandt andet ikke henvendelser om tegning af forsikring. 

Forbrugeraftaleloven er - i modsætning til f.eks. renteloven - en af de forbrugerbeskyttelseslove, der har haft gennemslagskraft og indebåret en betydelig forbedring af forbrugernes retsstilling. En meget betydelig del af de sager, som Forbrugerklagenævnet behandlede i årene op til forbrugeraftalelovens gennemførelse, vedrørte salg, der ikke fandt sted fra butikslokale og lignende. I dag hører det til undtagelsen, at nævnet behandler klager over dørsalg, telefonsalg og lignende. Forbrugerklagenævnet har dog for nylig behandlet et betydeligt antal sager om Kirby-støvsugere, der blev solgt ved ulovlig dørsalg. 

Generelt anvendes forbrugeraftaleloven - såvel i domspraksis som i klagenævnspraksis - meget håndfast, ligesom man er særdeles opmærksom på risikoen for omgåelse. I det følgende omtales nogle eksempler på, hvorledes forbrugeraftaleloven har været anvendt i praksis. 

Når en slægtsforsker kommer på uanmeldt besøg for at samle oplysninger om en familie og i forbindelse hermed får afsat en bog, påhviler det ifølge Vestre Landsret slægtsforskeren at afkræfte den formodning, der må antages at gælde om, at henvendelser af denne art tillige sker med det formål at påvirke til afgivelse af bestilling på slægtsbogen. En bevisbyrde, der naturligvis ikke kan løftes, da slægtsforskere jo ernærer sig ved at sælge slægtsbøger. Dommen viser i øvrigt, at slægtsbøger ikke er bøger i forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, nr. 1,'s forstand, samt at det er uden betydning, at salget ikke fandt sted ved den oprindelige uanmodede henvendelse, men ved et senere møde, der blev aftalt under henvendelsen. Aftalen var derfor ugyldig. 

Såfremt en forbruger ved indsendelse af en svarkupon har bedt om yderligere oplysninger om en vare og i en rubrik på kuponen har anført sit telefonnummer, vil mange erhvervsdrivende nok anse dette som en anmodning om at blive ringet op. Det er imidlertid i retspraksis antaget, at en telefonisk opfølgning på en sådan svarkupon indebærer en strafbar overtrædelse af forbrugeraftalelovens § 2. Dette - for de pågældende erhvervsdrivende nok noget overraskende - resultat har støtte i bemærkningerne til loven, hvori det er anført, at der skal foreligge en udtrykkelig og utvetydig anmodning gående ud på, at forbrugeren ønsker en personlig eller telefonisk henvendelse fra den erhvervsdrivende. Det hedder endvidere i bemærkningerne, at hvis en forbruger på grundlag af den erhvervsdrivendes reklamemateriale blot har fremsat anmodning om at måtte modtage yderligere oplysning eller lignende, vil dette således ikke berettige den erhvervsdrivende til at rette telefonisk eller personlig henvendelse til forbrugeren. Negativ accept ved indhentelse af en "anmodning" omtales også i bemærkningerne, hvor det er anført, at det heller ikke er tilstrækkeligt, at den erhvervsdrivende skriftligt har meddelt forbrugeren, at han vil aflægge besøg, såfremt han ikke hører andet. 

Såfremt en forbruger imidlertid selv begiver sig til homeparty eller krosalg og på forhånd er underrettet om arrangementets karakter, vil det ifølge lovbemærkningerne ikke kunne anses for en uanmodet henvendelse, når forbrugeren bliver tilbudt at købe varer, jf. dommen i Ugeskrift for Retsvæsen 1966, s. 545, hvor en tupperwaresælger blev frifundet for overtrædelse af bestemmelsen i næringslovens § 11. 

Såfremt en erhvervsdrivende imidlertid opfordrer sine kunder til at rette telefonisk eller personlig henvendelse til venner eller bekendte for at høre, om de er interesserede i at overvære en salgsdemonstration, foreligger en strafbar overtrædelse af § 2. Østre Landsret har således i en dom af 11. marts 1993 straffet en støvsugersælger for at opfordre sine kunder til at rette sådanne henvendelser til venner og bekendte.

Pengeinstitutters telefonsalg

I efteråret 1992 gav nogle pengeinstitutters markedsføring af ansvarlig indskudskapital anledning til en del henvendelser til Forbrugerstyrelsen. Det var det generelle indtryk, at nogle pengeinstitutter i forbindelse med markedsføring af disse kapitalindskud uden forudgående aftale kontaktede eksisterende privatkunder med værdipapirdepoter med henblik på at søge disse omlagt til supplerende kapital. Markedsføringen opfattedes af flere som særdeles aggressiv. 

Forbrugerombudsmanden anmodede pengeinstitutterne om at indstille denne markedsføring og bad om kopi af det instruktionsmateriale, som var udarbejdet til de enkelte filialer i forbindelse med tegningen af ansvarlig indskudskapital. Det materiale, som Forbrugerombudsmanden fik, viste, at der var store forskelle på, hvorledes man havde grebet sagen an. Et pengeinstitut havde udarbejdet lister over kunder med værdipapirdepoter, der skulle kontaktes bl.a. "ved canvassing". Pengeinstituttet havde særligt henledt medarbejderens opmærksomhed på kunder med statsgældsbeviser i serier, der udløb i tiden op til tegningen af ansvarlig indskudskapital. Andre pengeinstitutter havde ikke centralt instrueret personalet om, at kunderne skulle kontaktes telefonisk. Det var imidlertid et generelt indtryk, at dette - måske som følge af meget håndfaste og høje salgsmål for de enkelte afdelinger - i ret vidt omfang var sket på lokalt initiativ. 

Henvendelserne gav anledning til, at nogle sager blev oversendt til politiet, ligesom Forbrugerombudsmanden udarbejdede et notat vedrørende de begrænsninger, som loven lægger på pengeinstitutternes mulighed for at rette uanmodede henvendelser til kunder. Han meddelte, at notatet ville blive lagt til grund for hans vurdering af, om der skulle indledes retlige skridt over for pengeinstitutter for overtrædelse af forbrugeraftaleloven/markedsføringsloven. 

Notatet havde følgende indhold:

"VEDRØRENDE PENGEINSTITUTTERNES UANMODEDE HENVENDELSER TIL KUNDER

Forbrugeraftaleloven og dens forarbejder

Ifølge forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1, må erhvervsdrivende ikke uden forudgående anmodning herom rette personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale. 

Det fremgår af lovens forarbejder, at en forbrugers anmodning om en henvendelse fra den erhvervsdrivende skal være udtrykkelig og utvetydig. Endvidere anføres det, at en forbrugers anmodning om yderligere oplysninger ikke er tilstrækkelig til at fastslå, at der foreligger en anmodning fra forbrugeren om at modtage personlige eller telefoniske henvendelser fra den erhvervsdrivende. 

Loven indeholder ingen generel undtagelse for eksisterende kundeforhold, og der er ikke i lovens forarbejder holdepunkter til støtte for visse pengeinstitutters antagelse om, at bestemmelsen skal fortolkes mindre restriktivt mellem et pengeinstitut og dets kunder end for andre erhvervsdrivende og deres kunder. 

I hvilket omfang må pengeinstitutter rette henvendelse i eksisterende kundeforhold, når der ikke foreligger en udtrykkelig anmodning?

Pengeinstitutter må ikke rette personlig eller telefonisk henvendelse med forslag om ændring af en bestående aftale eller med tilbud om nye aftaler med heraf følgende ændringer i kundens forpligtelser overfor pengeinstituttet, f.eks. forslag om forhøjelse af indbetalinger på pensions- og opsparingskonti, forslag om betaling af regninger via PBS, opfordring til indbetaling på børne- og uddannelsesopsparing, omlægning af bankbog til hævekort eller af hævekort til Dankort, tilknytning til telefoniske kontooplysningssystemer, forslag om gebyrfri betalingsformidling. Henvendelser vedrørende omplacering af likvide midler vil ligeledes være omfattet af forbudet. 

Der må heller ikke rettes henvendelse om almindelig rådgivning, da dette typisk sker med henblik på indgåelse af en aftale. Dette gælder selv om henvendelsen sigter mod at etablere en aftale, der ikke umiddelbart indebærer en udgift for forbrugeren. 

I et eksisterende kundeforhold kan der dog i et vist, meget begrænset omfang rettes personlig eller telefonisk henvendelse, når det sker i forbindelse med afvikling af en allerede indgået aftale, f.eks. ved mistanke om, at unormale bevægelser på kundens konti skyldes fejl eller misbrug, i forbindelse med omprioritering, vedrørende indkassering af fordringer eller vedrørende afvikling af overtræk.

Hvordan skal forbrugerens anmodning fortolkes

Forbrugerens anmodning om en henvendelse vil typisk angive formålet med henvendelsen, hvilket indebærer, at pengeinstituttet ikke må bringe andre emner op på mødet eller under samtalen end det emne, som anmodningen vedrører. 

Endvidere vil en anmodning fra en forbruger om at blive kontaktet vedrørende et bestemt emne ikke berettige pengeinstituttet til løbende at rette henvendelse til forbrugeren, medmindre det udtrykkeligt af anmodningen fremgår, at forbrugeren ønsker, at pengeinstituttet også fremover retter henvendelse vedrørende samme emne.

Hvordan indhentes forbrugerens accept

Ønsker parterne at indgå en aftale, der åbner mulighed for, at pengeinstituttet løbende retter personlig eller telefonisk henvendelse til forbrugeren, bør det nærmere er præciseret, inden for hvilke forhold pengeinstituttet må rette henvendelse til forbrugeren. F.eks. kan det aftales, at pengeinstituttet retter telefonisk henvendelse til kunden om, hvorledes der skal forholdes med placering af midler ved udtrækning af obligationer. 

En generel indhentelse af forbrugerens samtykke via pengeinstituttets almindelige betingelser, som sædvanligvis udleveres i forbindelse med oprettelse af en kontoaftale, indebærer en systematisk omgåelse af de præceptive beskyttelsesregler i forbrugeraftaleloven og må anses for at være i strid med markedsføringslovens bestemmelser. 

En standardmæssig indhentelse af en ikke nærmere specificeret anmodning fra forbrugere, f.eks. om at blive kontaktet personligt eller telefonisk om gode tilbud, er ligeledes i strid med markedsføringsloven. "

Finansrådet har ikke kunnet tilslutte sig notatet, uanset at Forbrugerombudsmanden har givet udtryk for, at det yderligere kan eksemplificeres, hvornår der lovligt kan foretages henvendelser. Rådet har i stedet dels rettet henvendelse til Folketingets Retsudvalg for at få henvendelser til eksisterende kunder undtaget fra loven, dels udarbejdet egne retningslinjer for pengeinstitutternes telefoniske henvendelser til kunder med henblik på indgåelse af aftaler. Retningslinjerne er optrykt som bilag til denne artikel. 

I henvendelsen til Retsudvalget begrundede Finansrådet bl.a. forslaget med, at loven først og fremmest har til formål at beskytte privatlivets fred, og at samme beskyttelsesbehov ikke gør sig gældende i eksisterende kundeforhold. Finansrådet pegede også på, at der i lovbemærkningerne ikke var taget stilling til erhvervsdrivendes mulighed for at kunne henvende sig til egne kunder. 

Justitsministeriet, der af Retsudvalget var bedt om kommentarer til henvendelsen, støttede ikke Rådets forslag. Ministeriet udtalte, at et af de væsentligste hensyn bag forbudet har været at beskytte forbrugeren mod den risiko og udnyttelse, som kan være knyttet til uanmodede henvendelser, og at dette hensyn må gælde både i forhold til kunder som ikke-kunder. 

Ministeriet udtalte endvidere, at forbudet imod uanmodede henvendelser ikke er rettet imod situationer, hvor et pengeinstitut retter henvendelse til en kunde med et spørgsmål i forbindelse med en opgave, som man udfører på kundens bestilling. Forbudet sigter derimod primært på salg af nye produkter eller serviceydelser. 

Det vil ofte være endnu vanskeligere for en forbruger at reagere over for en telefonisk henvendelse, når denne kommer fra en ansat i pengeinstituttet, som forbrugeren i forvejen kender og har tillid til. Tilsvarende gælder, når erhvervsdrivende beder deres kunder om at rette henvendelse til venner og bekendte for at høre, om de også skulle være interesserede i den pågældendes produkter. Østre Landsret har som nævnt i en dom af 11. marts 1993 anset sådanne opfordringer som en - strafbar - overtrædelse af § 2. 

En sammenligning mellem Forbrugerombudsmandens notat og Finansrådets retningslinjer viser, at Forbrugerombudsmanden - i et forholdsvis præcist sprog - har koncentreret sig om at beskrive, hvornår pengeinstitutterne ikke må rette henvendelse til privatkunderne. Finansrådets retningslinjer, der er affattet med en væsentlig bredere pensel, fokuserer derimod på situationer, hvor der - efter Rådets opfattelse - gerne må foretages telefoniske henvendelser. 

Telefoniske henvendelser til personer, der ikke er "registreret" som kunder i det pågældende pengeinstitut, og som ikke har bedt om en opringning, er i strid med såvel Forbrugerombudsmandens notat som Finansrådets retningslinjer, når formålet med opringningen er at indgå aftale. Det er sket, at et pengeinstitut har vedtaget en bøde for sådanne henvendelser. 

Forbrugerombudsmanden og Finansrådet er endvidere enige om, at der henholdsvis ikke må/ikke bør rettes henvendelser til eksisterende kunder, når dette sker som led i en generel salgskampagne. 

Derudover er der meget betydelig forskel på Forbrugerombudsmandens notat og Finansrådets retningslinjer. 

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at pengeinstitutter ikke uden udtrykkelig anmodning herom må rette personlig eller telefonisk henvendelse med forslag om ændring af bestående aftale eller tilbud om nye aftaler med heraf følgende ændringer i kundens forpligtelser over for pengeinstituttet. Forbrugerombudsmanden finder dog, at der er en begrænset adgang til at rette personlig eller telefonisk henvendelse, når dette sker i forbindelse med afvikling af en allerede indgået aftale. Som eksempler herpå nævner notatet bl.a. henvendelser i forbindelse med en omprioriteringssag eller vedrørende afvikling af overtræk. 

Der vil kunne nævnes en række andre eksempler, hvor henvendelser kan ske uden at komme i konflikt med lovens § 2. 

Såfremt en kunde har indgået en kapitalpensionsaftale med et årligt, bestemt indskud, er det ikke i strid med forbrugeraftaleloven, at pengeinstituttet retter henvendelse til kunden for at erindre om indbetaling af beløbet. Det forhold, at en kunde derimod en gang har foretaget en engangsindbetaling på en kapitalpension, berettiger derimod ikke pengeinstituttet til at rette uanmodet telefonisk henvendelse for at overtale ham til at foretage yderligere indskud. 

Finansrådets retningslinjer giver derimod pengeinstitutterne en generel adgang til at rette telefonisk henvendelse til privatkunderne med henblik på at indgå en aftale, hvor aftalen har en naturlig sammenhæng med kundens mellemværende med pengeinstituttet. Finansrådets retningslinjer indeholder således en forudsætning om, at der i selve eksistensen af et kundeforhold altid kan indfortolkes et samtykke til, at der foretages opringninger med henblik på at indgå aftaler med naturlig sammenhæng til kundens mellemværende. Dette gælder f.eks. også opringninger om salg af værdipapirer, når en kunde har fået udtrukket en obligationspost. 

Baggrunden for denne forskel i opfattelsen af, om man bør skelne mellem henvendelser, hvor anledningen dertil er en generel salgskampagne og henvendelser, der er begrundet i pleje og vedligeholdelse af eksisterende kundeforhold, kan være en forskellig opfattelse af pengeinstitutvirksomhed. 

Forbrugerombudsmandens notat bygger på en forudsætning om, at pengeinstitutterne ikke er public service-foretagender, der uegennyttigt alene har borgernes eget bedste for øje. Pengeinstitutterne anses derimod som erhvervsvirksomheder helt på linje med andre erhvervsvirksomheder, og de henvendelser, som de foretager for at indgå aftaler med kunderne, foretages også i pengeinstituttets egen interesse med henblik på sikring af indtjening. Dette gælder, uanset om det er forhold hos kunden og ikke generelle telemarketingkampagner, der er den direkte anledning til opringningen. Det er kun en dårlig bankmand, der ikke stedse også har bankens indtjening og vel for øje. Salgsbestræbelserne opfattes således altid som integreret i kundeplejen. 

Forbrugerombudsmanden har meddelt Finansrådet, at det næppe i længden er holdbart, at der er en sådan uoverensstemmelse mellem hans og Rådets opfattelse, og at han derfor på baggrund af klager fra forbrugere og forhold, der omtales i pressen, vil tage egnede sager op til behandling med henblik på at få uoverensstemmelsen bragt til ophør.

___________________________________

Finansrådets retningslinjer udelades her
____________________________________

Praksis vedrørende henvendelser til eksisterende kunder

Der foreligger endnu kun begrænset nævns- og domspraksis vedrørende pengeinstitutters uanmodede henvendelser til eksisterende kunder. 

Pengeinstitutankenævnet udtalte i sin kendelse nr. 648/1992, at der forelå en overtrædelse af forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1, i et tilfælde, hvor en kunde, der tillige var aktionær i banken, var ringet op med tilbud om at købe ansvarlig indskudskapital i pengeinstituttet i forbindelse med udvidelse af pengeinstituttets kapital. Pengeinstitutankenævnet kendte herefter aftalen ugyldig. Henvendelsen var tilsyneladende led i en generel salgskampagne for tegning af indskudskapital; kunden havde allerede udnyttet sin ret til at tegne aktier.

Henvendelse til mindreårige

Tønder Ret tog d. 16. august 1993 under en straffesag stilling til et tilfælde, hvor et pengeinstitut havde skrevet til skolebørn, der var kunder, om et møde i banken og meddelt, at man ville ringe op for at aftale tidspunktet. 

Faderen til en 13-årig pige blev sur over henvendelsen, som han opfattede som en opfordring til at tage lån, og anmeldte derfor sagen til politiet. 

Under straffesagen imod pengeinstituttet afgav en medarbejder forklaring som vidne. Det blev om den nærmere baggrund for henvendelsen forklaret, at hensigten var, at give en almindelig orientering til unge om økonomiske forhold og hvad der sker i en bank, herunder drøftelse af forskellige kontoformer. Der gives en orientering om eksempelvis oprettelse af Dankort, muligheder for at søge Statens Uddannelsesstøtte, ligesom man beder de unge om at fortælle om deres fremtidsplaner. Det er ligeledes muligt via et edb-program at udarbejde et budget, vejledning med hensyn til boligsikring m.v. 

Tønder Ret fandt ikke, at der på baggrund af brevet sammenholdt med vidneforklaringen og når henses til, at den telefoniske henvendelse vedrørte en i forvejen eksisterende kunde, var ført bevis for, at den telefoniske henvendelse var foretaget med henblik på at opnå et løfte i aftaleretlig forstand. Vestre Landsret fandt det derimod ubetænkeligt at lægge til grund, at formålet med den uanmodede telefoniske henvendelse var at drøfte pigens økonomiske forhold og i den forbindelse præsentere hende for de muligheder, der måtte være for på et senere tidspunkt at udvide engagementet med pengeinstituttet. Landsretten fandt det herefter bevist, at henvendelsen var sket med henblik på straks eller senere at indgå aftale. 

Under sagen gjorde pengeinstituttet bl.a. gældende, at § 2, stk. 1, ikke forbyder pengeinstituttet at yde reel rådgivning og foretage almindelig markedsføring. Pengeinstituttet gjorde således gældende, at det i sådant øjemed må være tilladt for et pengeinstitut at fortælle en person, der allerede er kunde, hvilke muligheder kunden har. Pengeinstituttet gjorde endvidere gældende, at den tidsmæssige sammenhæng mellem henvendelsen og en eventuel senere aftale som følge af pigens alder - hun var kun 13 år og ville dermed i mere end 4 år fortsat være umyndig -var så ubestemt, at gerningsindholdet i § 2, stk. 1, ikke var realiseret. 

Landsretten afviste disse indvendinger og idømte pengeinstituttet en bøde på 5.000 kr. Landsretten fandt i øvrigt overtrædelsen fuldbyrdet, uanset at pengeinstituttet ikke fik kontakt med pigen, men kun med hendes mor. (1992-2011/5-150)

Aftaler om henvendelser

Såvel Forbrugerombudsmandens notat som retningslinjerne omtaler aftaler, der åbner mulighed for, at pengeinstituttet løbende retter uanmodet personlig eller telefonisk henvendelse til forbrugere. Ifølge Forbrugerombudsmandens notat må det i sådanne tilfælde nærmere præciseres indenfor hvilke forhold pengeinstituttet må rette henvendelse. Som eksempel angives aftaler om, at pengeinstituttet retter telefoniske henvendelser om, hvorledes det skal forholde sig ved placering af midler ved udtrækning af obligationer. 

Efter at Forbrugerombudsmanden havde fremsendt sit notat, begyndte et pengeinstitut at omdele fortrykte kort til kunderne med tilladelse til telefonopringninger. På kortet lod man kunderne anmode om at modtage "telefoniske henvendelser/rådgivning fra pengeinstituttet". 

Pengeinstituttet ophørte med at anvende disse kort og afstod fra at kontakte kunder på baggrund af modtagne kort, efter at Forbrugerombudsmanden havde bebudet en forbudssag. 

Finansrådet er enig i, at aftaler om telefonopringninger ikke må have form af helt standardmæssige, generelle og uspecificerede erklæringer, men skal angå nærmere afgrænsede emner. De forslag til samtykkeerklæringer, som Rådet har udarbejdet, viser dog, at Rådet har en ganske anden forståelse end Forbrugerombudsmanden af, hvad der ligger i nærmere afgrænsede emner. 

Finansrådet opfordrer således til, at der anvendes følgende meget generelle samtykkeerklæringer: "Nye eller forbedrede muligheder for investeringer eller formueadministration.", samt at disse højest må gælde i en periode på 5 år. 

Erklæringer af denne type har en alt for generel karakter, idet de slet ikke er individualiseret efter den enkelte kundes behov, ligesom de har en alt for lang gyldighedsperiode. En udbredelse af sådanne standarderklæringer vil efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kunne indebære omfattende omgåelser af forbrugeraftaleloven.

Misbrug af undtagelsen for forsikring

I 1991 blev Forbrugerombudsmanden opmærksom på, at der forekom et omfattende misbrug af adgangen til at rette telefoniske henvendelser om tegning af forsikringer. Flere investeringsselskaber rettede uanmodet telefonisk henvendelse til forbrugere om et personligt møde i hjemmet. 

Formålet med mødet blev ofte angivet at være en gennemgang af forbrugerens forsikringer med det formål at opnå en besparelse ved en omlægning. Der blev nogle gange under den telefoniske henvendelse tilbudt "økonomiske rådgivning". 

Det reelle formål med disse personlige møder var imidlertid ofte alene at få etableret kontakt med potentielle investorer med henblik på indgåelse af aftale om en bred vifte af investeringsprodukter. Nogle investeringsfirmaer lod på mødet forbrugerne underskrive fortrykte erklæringer om, at de ønskede at få orientering om investeringsprojekter. Sådanne erklæringer bringer naturligvis ikke salg af aktier og andre investeringsprojekter udenfor dørsalgslovens forbud; de kan snarere medvirke som bevis for, at sådanne salg har været tilsigtede. 

Forbrugerombudsmanden orienterede Assurandør Societetet om problemet og bad i en del sager politiet om at foretage efterforskning. 

Politiets behandling af disse sager, hvor adgangen til telefon- og dørsalg af forsikringer - eventuelt i kombination med anvendelsen af et kendt forsikringsselskabs navn - bliver anvendt som "visitkort" for et efterfølgende møde, hvor der sælges andre produkter, er ofte vanskelig og ressourcekrævende. Baggrunden herfor er bl.a. en praksis tilbage fra den tidligere næringslovs bestemmelse i § 11, om forbud imod personlige henvendelser om bestillingsoptagning på varer til senere udbringning. 

Det drejer sig om sagerne i Ugeskrift for Retsvæsen 1883, s. 1004 og 1954, s. 231H. 

"UfR 1883, s. 1004: Sagen vedrørte en detailhandler på landet, der var tiltalt for overtrædelse af næringsloven, idet han på køreture i andet øjemed dels havde taget imod bestillinger på varer og dels havde afleveret tidligere på lignende måde bestilte varer. Tiltalte forklarede til retten, at han, der havde næringsbevis som detailhandler i smedje, på sine køreture rundt omkring i landet for at indkøbe produkter, jævnligt havde modtaget bestillinger på varer, som han havde til salg i sin forretning, og at han, når han næste gang befandt sig på de pågældende steder for at foretage indkøb, medbragte og afleverede de forudbestilte varer. Det blev lagt til grund, at varerne altid var blevet bestilt uden nogen opfordring dertil fra hans side. Detailhandleren blev frifundet." 

"UfR 1954, s. 231H: Denne sag vedrørte en uldhandlers henvendelser til private med henblik på lovligt salg af husflidsprodukter. Under disse henvendelser modtog den erhvervsdrivende bestillinger på og leverede fabriksvarer, men Højesteret lagde vægt på, at det måtte anses for bevist, at leveringen af fabriksvarerne kun foregik efter udtrykkelig anmodning fra de private. Derfor blev den erhvervsdrivende frifundet." 

Justitsministeriet tilkendegav ved folketingsbehandlingen af det oprindelige lovforslag, at der ikke tilsigtes nogen ændring af denne praksis. 

Dette har givet anledning til en - fejlagtig - opfattelse af, at alle salg af andre produkter end forsikring er lovlig ved uanmodede henvendelser, når blot man får forbrugeren til at spørge efter produktet. 

I begge sager blev det anset for bevist, at aftalerne blev indgået efterudtrykkelig anmodning fra forbrugerne uden nogen opfordring fra de erhvervsdrivendes side. Anderledes forholdt det sig i VLT 37.177, hvor en erhvervsdrivende, der havde indrykket annoncer om salg af radioapparater i dagblade, og på grundlag af indkomne billetter havde indfundet sig på reflektanternes bopæl. Den erhvervsdrivende medbragte ud over det apparat, der var annonceret for, også andre apparater, som han lejlighedsvis havde afsat. Fremgangsmåden ansås for at være i strid med næringsloven. 

Afgørende for de nævnte frifindelser var bevisspørgsmålet. Det har således både efter næringsloven og forbrugeraftaleloven været anset for en overtrædelse af bestemmelserne, såfremt erhvervsdrivende ved en lovlig henvendelse har søgt, at formå forbrugerne til at indgå aftale vedrørende ydelser, der ikke var omfattet af undtagelser til bestemmelserne. Den bevisbyrde, som Landsretten i sagen omtalt i indledningen af denne artikel pålagde slægtsforskeren, finder imidlertid ikke anvendelse, når spørgsmålet er, om en person skal idømmes bødestraf. 

Bevisspørgsmålene nødvendiggør således en ret omfattende efterforskning fra politiets side, en opgave, der kan være ret vanskelig for politiet at overkomme, også som følge af det misforhold, der ofte er mellem politiets arbejdsopgaver og personaletildeling. 

Ifølge § 3 er aftaler, indgået "ved en henvendelse" i strid med § 2, ugyldige. Forbrugerklagenævnet har i et betydeligt antal tilfælde anses købsaftaler, der er indgået i forbindelse med salgsdemonstrationer i forbrugerens hjem, for ugyldige efter forbrugeraftalelovens § 3. Salgsdemonstrationerne var kommet i stand ved telefoniske henvendelser i strid med § 2. Også hvor forbrugerens købsordre er afgivet efter, at salgsdemonstrationen er til ende, og sælgeren har forladt køberens hjem, er denne anset for ugyldig efter § 3. Det er imidlertid klart, at der er en grænse for, hvor længe det forhold, at kontakten mellem parterne er etableret ved en henvendelse i strid med § 2, kan medføre, at aftaler som parterne indgår bliver ugyldige. Om en konkret afgørelse se Ugeskrift for Retsvæsen 1986, s. 410Ø, således som dommen er refereret i Lennart Lynge Andersen m.fl.: "Aftaler og mellemmand" 1991, s.124, hvor der med rette rejses tvivl om afgørelsens rigtighed. 

Flere af de selskaber, som Forbrugerombudsmanden har bedt politiet om at foretage efterforskning imod, er gået konkurs, før sagerne har fundet deres afslutning. Af præventive grunde har Forbrugerombudsmanden fundet det nødvendigt at bede politiet rejse tiltale ikke kun imod de aktie- og anpartsselskaber, der står for salget men også imod personer, der medvirker til de ulovlige henvendelser. 

Såvel Østre Landsret som Sø- og Handelsretten har taget stilling til direktørers personlige medansvar for selskabers telefonhenvendelser i strid med loven. 

Da der havde været sat spørgsmålstegn ved, om forbrugeraftalelovens forbrugerbegreb omfattede aftaler om investering af betydelige pengebeløb, var direktøren i sagen for Sø- og Handelsretten sat under tiltale for overtrædelse såvel af forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1, som markedsføringslovens § 2, stk. 3. 

Tiltalen omfattede, at han som direktør, daglig leder og aktionær havde foranlediget, at ansatte i aktieselskabet havde rettet uanmodede henvendelser til forbrugere om salg af andre finansielle ydelser end forsikring. Henvendelserne var sket ved, at selskabet i omkring 10.000 tilfælde havde ringet til forbrugere for at opnå et møde om gennemgang af forbrugerens forsikringer. I forbindelse med det møde, der herefter var aftalt hos forbrugeren, bad selskabets repræsentant forbrugeren underskrive et dokument, der var betegnet som "kvittering", men som indeholdt en tekst om, at forbrugeren anmodede om et nyt møde om en økonomiplan. Den økonomiplan, selskabet herefter udarbejdede, indeholdt forslag om, at forbrugeren købte en større aktiepost i et selskab, som investeringsvirksomheden havde etableret. 

Tiltalte begrundede bl.a. sin frifindelsespåstand med, at henvendelserne ikke vedrørte en forbrugerydelse, men investering. Han gjorde også gældende, at en eventuel straf burde bortfalde, fordi grænsen mellem forsikring og andre finansielle ydelser efterhånden er blevet uskarp. 

Sø- og Handelsretten lagde til grund, at forholdet var omfattet af forbrugeraftaleloven, og at den var overtrådt i de tilfælde, hvor såvel forbrugeren som den ansatte sælger havde afgivet en vidneforklaring, der bestyrkede tiltalens rigtighed. Derimod frifandtes tiltalte for de øvrige tilfælde, hvor der ikke under straffesagen var afgivet forklaringer om, hvad der konkret var passeret under de enkelte henvendelser. Ved strafudmålingen lagde retten imidlertid vægt på, at de uanmodede henvendelser ikke fremstod som enkeltstående afvigelser fra tiltaltes markedsføring, og at henvendelserne vedrørte arrangementer, der for den enkelte forbruger havde en meget betydelig størrelse. Bøden blev fastsat til 25.000 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 14 dage. 

I sagen for Østre Landsret var der ligeledes rejst tiltale mod selskabets direktør og daglige leder, dog kun for overtrædelse af forbrugeraftaleloven. Han forklarede, at han kontrollerede selskabet, dog uden at være eneejer. Selskabet var delt i to kontorer (og senere i to selskaber) med forskellige adresser, hvor det ene drev virksomhed med telefonakkvisition af forsikringskunder, medens det andet solgte anparter i et ejendomsprojekt. 

Selskabet havde i omkring 2.000 tilfælde udsendt et brev med markedsføringsmateriale om såvel forsikring som ejendomsprojekter til forbrugere og havde dernæst, i nær tidsmæssig tilknytning til fremsendelsen, ringet til adressaterne. Tiltalte gjorde gældende, at disse henvendelser kun drejede sig om forsikring, og at kunder, der spurgte til investeringstilbuddet, blev henvist til selv at ringe til det andet kontor. 

Landsretten fandt, at hensigten med telefonopringningerne var at markedsføre investeringsprodukterne og fandt derfor tiltalte skyldig i overtrædelse af forbrugeraftaleloven. I modsætning til Sø- og Handelsretten begrænsede landsretten ikke domfældelsen til de tilfælde, hvor forbrugerne og selskabet/sælgerne havde afgivet forklaring. Straffen blev fastsat til en bøde på 20.000 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 14 dage. Dommen er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1994, s. 583. 

Det blev i 1992 - efter at Assurandør-Societetet håndfast havde indskærpet reglerne for forsikringsselskaberne - kendt, at større forsikringsselskaber havde indgået samarbejdsaftaler om salg af forsikring med en række samarbejdspartnere, hvis primære arbejdsfelt var udbud af diverse investeringsprojekter. Det blev over for Forbrugerstyrelsen oplyst, at nogle selskaber skulle tilbyde forbrugere pakkeløsninger bestående af livsforsikringer og andre skattebegunstigede investeringer, hvor det skattemæssige fradrag finansierer livsforsikringen. 

Societetet har, efter at sagen var kommet op på ny, i særdeles kraftige vendinger henledt selskabernes opmærksomhed på forbrugeraftaleloven. Societetet agter endvidere at opspore og forhindre eventuelt misbrug af adgangen til telefon- og dørsalg af forsikringer. Forbrugerombudsmanden støtter disse bestræbelser, men har ikke umiddelbart ment at kunne udlevere navnene på personer eller selskaber, der er mistænkt men ikke dømt, for sådant misbrug til Societetet med henblik på, at der derfra kunne iværksættes en boykot af de pågældende. 

Forbrugerombudsmanden har derimod meddelt, at han finder det stærkt betænkeligt, at der ved uanmodede telefoniske henvendelser markedsføres forsikringer til forbrugere via virksomheder, der ernærer sig ved afsætning af andre finansielle produkter. Forbrugerombudsmanden finder det lidet sandsynligt, at konsulenter, hvis hovedformål er salg af anparter eller andre investeringsobjekter, skulle afstå fra at markedsføre sådanne i forbindelse med lovlige henvendelser om forsikring. 

Forbrugerombudsmanden har derfor opfordret Societetet til at deltage i forhandling om udarbejdelse af retningslinjer for god markedsføringsskik i forbindelse med uanmodede henvendelser til forbrugere om tegning af forsikringer; retningslinjer hvis efterlevelse skulle udelukke, at selskaberne opererede tæt på grænsen for lovlige henvendelser. Der er endnu ikke kommet resultater heraf. 

Forbrugerombudsmanden har også fået forelagt spørgsmålet, om en forsikringsmæglervirksomhed må anvende sit kundekartotek til markedsføring af andre finansielle ydelser end forsikring. Virksomheden havde i sit kundekartotek et stort antal kunder, der havde tegnet forsikring gennem firmaets konsulenter, der havde henvendt sig på bopælen. Firmaet havde forud selv ringet til kunderne og aftalt et møde. Firmaet ønskede nu skriftligt at tilbyde ikke-forsikringsprodukter til kunderne. 

Forbrugerombudsmanden orienterede virksomheden om, at han i en lang række tilfælde havde anmodet om tiltalerejsning, hvor der var solgt andre finansielle produkter som opfølgning på et møde om forsikring. Forbrugerombudsmanden udtalte endvidere, at han var meget skeptisk over for, at virksomheder og konsulenter, der har til formål at afsætte også andre finansielle produkter end forsikring, skulle afstå fra under besøgene at markedsføre disse produkter eller i øvrigt fra at tilrettelægge deres markedsføring sådan, at man udnytter den meget effektive påvirkning, som personlige eller telefoniske henvendelser indebærer, til salg af andre finansielle ydelser. 

Forbrugerombudsmanden udtalte på denne baggrund, at han fandt det nærliggende at anse den i spørgsmålet beskrevne systematiske sammenkædning af uanmodede personlige henvendelser til forbrugere om forsikring og markedsføring af andre finansielle produkter som værende i strid med markedsføringslovens § 1. (1992-116/5-38) 

Baggrunden for undtagelsen for forsikring, der ikke var med i det oprindelige forslag til forbrugeraftalelov, er bl.a., at forsikringsbehovet ikke fremtræder umiddelbart klart for forbrugerne. Der er tale om et såkaldt lavinteresseområde, som der er en risiko for, at forbrugerne først er opmærksomme på, efter at skaden er indtrådt. Manglende mulighed for dør- og telefonsalg af forsikringer ville kunne medføre, at forbrugerne ikke får tegnet forsikringer, der dækker dem i dagliglivets forhold. Endvidere kan peges på hensynet til tredjemand og samfundet, der gør det ønskeligt at forbrugere får tegnet ansvarsforsikring. 

Sådanne hensyn taler for, at skadesforsikringer kan sælges ved uanmodede telefoniske eller personlige henvendelser. Forsikringsselskaberne udbyder imidlertid, i direkte konkurrence med bl.a. pengeinstitutterne, en række investerings- og opsparingsprodukter, hvor forsikringselementet (risikoandelen) er yderst begrænset i forhold til opsparings- og investeringselementet. Forsikringslovgivningen indeholder ingen forskrifter om, hvor betydningsfuldt forsikringselementet skal være, for at et sådant opsparingsprodukt kan udbydes af et forsikringsselskab. Forbrugerombudsmanden har tilkendegivet over for Societetet, at han anser det for nærliggende at fortolke undtagelsesbestemmelsen i "dørsalgsloven" som alene omfattende risikoforsikringer uden opsparingselement. Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at undtagelsen i hvert fald ikke omfatter forsikringsselskabers henvendelser om kombinerede investerings- og opsparingsprodukter, hvor forsikringselementet er underordnet i forhold til det samlede produkts indhold.

Juridisk Årbog 1993-1994, side 65-85