Afgørelse

Sagsnummer
21/02018 og 23/01189

Lovgivning

  • § 38 c
  • 3, stk. 1

Netbutikker kunne ikke trække penge, inden varen blev sendt

Forbrugerombudsmanden vurderede, at et selskab ikke kunne bevare aftalevilkår, der gav selskabet ret til at trække penge hos forbrugerne allerede på bestillingstidspunktet. Uden en saglig og rimelig grund til kravet om forudbetaling skulle aftalevilkårene tilsidesættes, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36, og selskabet havde handlet i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 3.

Et selskab, der drev en række netbutikker i Danmark, havde indrettet betalingssystemet sådan, at pengene blev trukket straks efter, at forbrugerne afgav deres bestilling.

Det var beskrevet i selskabets handelsbetingelser, at ”[d]ebitering finder sted direkte på købstidspunktet”.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at aftalevilkår om forudbetaling fraviger den køberetlige samtidighedsgrundsætning, hvorefter køberen ikke skal betale købesummen, før sælgeren leverer varen.

Aftalevilkår, der forpligter forbrugeren til at betale for varer købt på nettet, inden varerne er afsendt, vil efter Forbrugerombudsmandens opfattelse som udgangspunkt være urimelige, fordi forbrugeren kommer til at bære risikoen for, at virksomheden ikke kan levere ydelsen eller i værste fald går konkurs.

Da selskabet ikke havde oplyst en saglig eller rimelig grund til at kræve forudbetaling hos forbrugerne, kunne selskabet efter Forbrugerombudsmandens vurdering ikke gyldigt aftale, at forbrugerne skulle betale for varen før afsendelsestidspunktet, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Selskabets hidtidige praksis med at kræve forudbetaling hos forbrugerne var derfor i strid med markedsføringslovens § 3, stk. 1, om god markedsføringsskik.

På baggrund af sagen ændrede selskabet betalingssystemet, således at pengene først blev trukket, når selskabet havde afsendt varerne. Herefter afsluttede Forbrugerombudsmanden sagen.