Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
12/09975-5

Lovgivning

  • 6

Konkurrencer på Facebook

Et dagblad, der ønskede at sprede reklamebudskaber via konkurrencer på Facebook, skulle overholde markedsføringslovens § 6, stk. 3, og stk. 5.

Et dagblad rettede henvendelse til Forbrugerombudsmanden, idet dagbladet ønskede via konkurrencer at anvende sociale medier til at promovere og præsentere avisen og dens hjemmesider for nye læsere.

Forbrugerombudsmanden oplyste, at de nordiske forbrugerombudsmænd har udsendt et standpunkt til markedsføring via sociale medier. Det fremgår af pkt. 3. og bilag 1, at erhvervsdrivende ikke må præmiere Facebookbrugere for at sprede budskaber til deres venner, medmindre vennerne har mulighed for at frabede sig fremtidige henvendelser fra den erhvervsdrivende.

Meddelelser, der slås op på en brugers væg/Timeline, spredes via mediet til Facebookbrugerens venner. Hvis brugeren præmieres for at foretage en handling, der medfører, at meddelelsen spredes til vennerne, anser Forbrugerombudsmanden meddelelsen for at komme fra den erhvervsdrivende selv. Det betyder, at den erhvervsdrivende skal iagttage markedsføringslovens § 6, stk. 3, og stk. 5. Dvs. at modtageren af budskabet (vennerne) skal have mulighed for at frabede sig senere henvendelser fra den erhvervsdrivende.

Hvis deltagelse i en konkurrence arrangeret af dagbladet medfører eller er betinget af, at en meddelelse om, at Facebook-brugeren har deltaget i en konkurrence, bliver slået op på brugerens væg, og meddelelsen indeholder et salgsfremmende budskab eller branderdagbladet, skal modtageren have mulighed for at frabede sig yderligere henvendelser fra dagbladet.

Hvis deltagelse i konkurrencen omvendt ikke automatisk medfører eller er betinget af, at et reklamebudskab spredes, vil Forbrugerombudsmanden ikke anse henvendelsen for at komme fra den erhvervsdrivende selv. Det kan fx være tilfældet, hvis den Facebookbruger, der deltager i konkurrencen, selv skal vælge, om meddelesen skal spredes til vennerne eller ikke.