Kreditors opkrævning af inkassoomkostninger og -gebyr fandtes ikke i strid med rentelovens §§ 9 a og 9 b

En forbruger havde i forbindelse med en ubetalt parkeringsbøde modtaget to rykkerskrivelser. I den sidste rykkerskrivelse blev det oplyst, at hvis ikke det skyldige beløb blev betalt senest den 30. juli, ville sagen blive overdraget til inkasso, hvilket kunne medføre yderligere omkostninger for debitor. Med rykkerskrivelsen var fremsendt et girokort, der kunne benyttes ved indbetalingen.

Debitor betalte girokortet via netbank og beløbet blev trukket på hendes konto den 31. juli. Beløbet blev dog først modtaget hos kreditor den 1. august.

Da kreditor ikke havde modtaget beløbet den 31. juli, sendte kreditor sagen til inkasso og opkrævede i den forbindelse et inkassogebyr på 100 kr. Samme dag iværksatte inkassoselskabet inddrivelsen ved udarbejdelse af inkassoskrivelse, og opkrævede i den forbindelse inkassoomkostninger for det hermed forbundne arbejde.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at såfremt en erhvervsdrivende stiltiende eller udtrykkeligt – f.eks. ved at have anført sit bank- eller girokortnr. på en regning eller faktura eller ved at udsende et delvist udfyldt indbetalingskort – har bestemt, at debitor kan eller skal foretage indbetaling til et pengeinstitut, må en betaling, der sker via netbank, anses for sket den dag, beløbet er trukket på debitors konto – i den konkrete sag den 31. juli.

Forbrugerombudsmanden fandt endvidere, at der ved vurderingen af, om omkostningerne, der var forbundet med det arbejde, inkassoselskabet havde udført den 31. juli, kunne anses for ”rimelige og relevante” i rentelovens § 9 a’s forstand, samt om kreditors anmodning til inkassoselskabet om at tage sagen til inkasso kunne anses for sket med ”rimelig grund”, jf. rentelovens § 9 b, stk. 1, skulle foretages en konkret rimelighedsvurdering af, hvem af sagens parter, der havde været nærmest til at sikre sig mod, at der blev udført et omkostningsgenererende inkassoarbejde i perioden, mellem betalingen var sket, og beløbet blev modtaget hos kreditor.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at debitor som udgangspunkt er i fuld kontrol over, hvornår han eller hun vælger at betale, og debitor ville derfor nemt kunne forhindre, at en situation som den foreliggende opstod, blot ved at betale rettidigt. Kreditor havde derimod ikke nogen mulighed for at kontrollere, om betalingen evt. skulle have fundet sted den dag, kreditor iværksætter inkassoinddrivelsen.

Forbrugerombudsmanden fandt på den baggrund, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at anse opkrævningen af inkassoomkostninger og inkassogebyr i den konkrete sag for at være i strid med reglerne i rentelovens §§ 9 a og 9 b.