Afgørelse

Sagsnummer
13/11062 og 13/12196

Lovgivning

  • 11

Rejseselskaber bag Pragture dømt for brug af alkohol i markedsføring rettet mod børn og unge

Tre virksomheder bag rejser for unge til Prag er blevet dømt for at have brugt alkohol i markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år.

En af virksomhederne reklamerede på deres hjemmeside blandt andet med "pubcrawl" og "10 % rabat og happy hour indtil 22.00...", og på hjemmesiden og selskabets Facebook-side blev der vist en video med unge mennesker, der blandt andet sad rundt om et bord og spiste og skålede i fadøl.

På virksomhedens Facebook-side blev vist en video med fem elever fra et gymnasium, hvor en elev blandt andet udtalte: "Jeg glæder mig til at være sammen med mine venner og feste med mine venner og bare drikke mig fuld."

En anden virksomhed havde også reklameret for pakken "Pubcrawl" på virksomhedens hjemmeside, og følgende fremgik også: "Derudover byder Prag overalt på pubber og værtshuse med det berømte og gode tjekkiske øl. Alt dette kan opleves på ferie i Prag året rundt, og priserne er billige efter danske forhold." Flere steder på hjemmesiden henviste virksomheden til en bestemt bar i Prag og oplyste, at man dér havde mulighed for at få et bord med eget fadølsanlæg og fire forskellige slags øl.

På hjemmesiden og på deres Facebook-side havde virksomheden desuden vist billeder af alkohol og en video med unge mennesker, der sidder rundt omkring et bord og skåler i fadøl eller lignende.

På hjemmesiderne og Facebook-siden havde der endvidere været illustrationer med alkohol.

Selskaberne blev idømt bøder på 116.000 kroner og 60.000 kroner for i 2013 og 2014 at have overtrådt den dagældende markedsføringslovs forbud mod brug af alkohol i markedsføring rettet mod børn og unge.

I en tredje sag om markedsføring af rejser for unge til Prag, som Forbrugerombudsmanden havde taget op, blev ført af politiet, fordi der var flere strafbare forhold. I sagen faldt der også dom for overtrædelse af markedsføringslovens forbud mod brug af alkohol i reklamer rettet mod børn og unge under 18 år.