En juridisk rådgiver må ikke tage sig betalt i procenter af kundens erstatning

En erhvervsdrivende indgik rådgivningsaftaler og opkrævede ud over et startgebyr ved sagens oprettelse en procentsats af erstatningssummen i salær, såfremt der blev opnået erstatning i den pågældende sag.

Efter § 3, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 684 af 22. juni 2006 om god skik for juridisk rådgivning, der er fastsat i medfør af lov om juridisk rådgivning, må en rådgiver ikke indgå en rådgivningsaftale, hvor prisen for rådgivningen udgør en andel af det udbytte, som kunden måtte opnå ved gennemførelsen af sagen. Den erhvervsdrivende bestred imidlertid, at virksomheden var omfattet af lov om juridisk lovgivning. 

Af oplysningerne på den erhvervsdrivendes hjemmeside fremgik, at virksomheden udbød rådgivningsydelser inden for en række forskellige områder så som personskader/trafikskader, arbejdsskader, forsikringsskader, fejlbehandlinger, ulykkestilfælde og sociale sager. Under hvert enkelt område var der en omtale af, hvilke problemstillinger disse hver især kunne være forbundet med, og hvilke ydelser den erhvervsdrivende tilbød sine kunder.  Det fremgik, at der var tale om varetagelse af kundernes interesser både gennem vurdering af en given sag, fx af dens erstatningsmæssige potentiale eller af en offentlig myndigheds afgørelse, og repræsentation i et sagsforløb.

Forbrugerombudsmanden fandt på den baggrund at der var tale om aktiviteter af en karakter, der faldt inden for rammerne af lov om juridisk rådgivning. Det vil sige, at der var tale om juridisk lovgivning i lovens forstand, og at den erhvervsdrivende ikke havde løftet bevisbyrden for, at virksomhedens rådgivning ikke var omfattet af loven, jf. lov om juridisk rådgivning § 1, stk. 1.

Under sagen ændrede den erhvervsdrivende sin afregningsform og opkrævede i stedet et salær, der foruden et startgebyr ved sagens oprettelse var baseret på en timepris. Samtidig var der fastsat en række maksimumsbeløb (”lofter”), som var gradueret i forhold til sagens udfald inden for visse erstatningsintervaller, fx max. 10.000 kr. ved en erstatning på mellem 50.001 kr. og 150.000 kr. Timeforbruget var afgørende for, om loftet blev nået i den konkrete sag.

Forbrugerombudsmanden var mest tilbøjelig til at anse denne afregningsform for at være i overensstemmelse med § 3, stk. 4, i bekendtgørelsen og foretog sig herefter ikke yderligere i sagen på det foreliggende grundlag.