Aftale med Sampension om afskaffelse af ydelsesgarantien

Sampension KP Livsforsikring A/S (Sampension) havde oprindeligt udstedt en ydelsesgaranti til en række af sine kunder. Ved en ydelsesgaranti forstås en garanti for, at kunden minimum får en bestemt pensionsudbetaling, hvis kunden indbetaler det forudsatte beløb frem til pensionstidspunktet, svarende til en bestemt gennemsnitlig årlig forrentning af kundens pensionsopsparing.

EU-Kommissionen fremlagde den 23. november 2009 forslag til et nyt direktiv 2009/138 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II-direktivet). Dette forslag indeholdt nye regler for beregning af kapitalkrav i forsikringsselskaber, herunder for produkter med en ydelsesgaranti (gennemsnitsrenteprodukter).

Sampension indgik i april-juni 2010 aftale med en række arbejdstagerorganisationer og arbejdsgivere (herefter overenskomstparterne) om ophævelse af Sampensions ydelsesgarantier til kunderne. Ydelsesgarantien til kunderne blev derved ophævet fra den 1. januar 2011 både for allerede foretagne indbetalinger og for de fremtidige indbetalinger. Ydelsesgarantien blev i stedet erstattet med en ikke-bindende hensigtserklæring (et ugaranteret gennemsnitsrenteprodukt). Dette skete, fordi Sampension vurderede, at Sampension ellers ikke ville kunne opfylde de kommende kapitalkrav.

Finanstilsynet traf den 29. november 2010 en afgørelse om Sampensions afskaffelse af ydelsesgarantien. Det var Finanstilsynets samlede vurdering, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at Sampension havde handlet i strid med reglerne om god skik ved at afskaffe ydelsesgarantien ved en aftale med overenskomstparterne. Finanstilsynet tog imidlertid ikke stilling til, hvorvidt Sampension ved aftalen civilretligt var blevet frigjort for sine forpligtelser overfor kunderne, men bemærkede, at den endelige afgørelse af dette spørgsmål henhørte under domstolene.

Forbrugerombudsmanden besluttede i maj 2011 at tage sagen op over for Sampension i medfør af lov om finansiel virksomhed § 348. Formålet med undersøgelsen var at klarlægge de aftaleretlige forhold vedrørende ophævelsen af ydelsesgarantien.

Forbrugerombudsmanden fandt overordnet, at Sampensions ophævelse af ydelsesgarantien med virkning for allerede foretagne indbetalinger var en væsentlig ændring af aftalen, der kun kunne ske med enten samtykke fra kunden eller med udtrykkelig hjemmel i aftalegrundlaget. Det skyldtes, at ophævelsen af ydelsesgarantien måtte sidestilles med fratagelse af en erhvervet formuerettighed. En sådan fratagelse stiller krav om et særligt klart hjemmelsgrundlag, og det forelå ikke.

Forbrugerombudsmanden fandt, at Sampension ikke havde hjemmel i de ulovbestemte regler om tredjemandsaftaler til at ophæve ydelsesgarantien med virkning for allerede foretagne indbetalinger. Det skyldtes, at pensionsindbetalingerne var en del af kundernes arbejdsvederlag, og derfor hidrørte fra kunden selv. Dermed var den grundlæggende forudsætning i læren om tredjemandsaftaler om, at betalingen skal hidrøre økonomisk fra enten løftemodtager (overenskomstparterne) eller løftegiver (Sampension) ikke til stede.

Forbrugerombudsmanden fandt desuden, at overenskomstparternes forhandlingsret (mandat) ikke gav kompetence til at ophæve ydelsesgarantien med tilbagevirkende kraft, idet der herved skete indgreb i kundernes allerede erhvervede formuerettigheder. Hertil kommer, at der ikke var et sagligt grundlag for at ændre i pensionsordningen allerede på daværende tidspunkt, set i lyset af de væsentlige usikkerheder, der er knyttet til indholdet og ikrafttrædelsen af Solvens II-direktivet. Endvidere var ophævelsen i strid med de ansattes berettigede forventninger.

Forbrugerombudsmanden fandt i øvrigt, at overenskomstparterne ikke havde haft kompetence til at repræsentere kunderne ved indgåelse af aftalen om ophævelse af ydelsesgarantierne. Det skyldtes, at overenskomstparterne befandt sig i en interessekonflikt. Overenskomstparterne var aktionærer i Sampension eller 100 % ejet af Sampension, som tilfældet var for Sampension Administrationsselskab A/S. Overenskomstparterne havde således en væsentlig selvstændig økonomisk interesse i, at der sker en ophævelse af ydelsesgarantierne.

Endeligt fandt Forbrugerombudsmanden, at Sampensions grundlag for at afskaffe ydelsesgarantien var behæftet med betydelig usikkerhed. Sampension havde valgt at afskaffe ydelsesgarantien på et tidspunkt, hvor Solvens II-direktivet udelukkende var et forslag, og på basis af et beregningsgrundlag, der ikke var endeligt, og som indeholdt væsentlige usikkerhedsmomenter.

Det var således Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Sampensions ophævelse af ydelsesgarantierne med tilbagevirkende kraft var ugyldig, og at Sampension skulle have indhentet et individuelt samtykke fra kunderne for at kunne ophæve ydelsesgarantierne.

Sampension har under hele sagen fastholdt over for Forbrugerombudsmanden, at Sampension havde været berettiget til at afskaffe ydelsesgarantierne som sket, og at dette var sket for at varetage kundernes interesser.

Som alternativ til gennemførelse af en langvarig retssag indgik Forbrugerombudsmanden og Sampension en aftale, der tilgodeså Sampensions kunder både individuelt og kollektivt.

Parterne aftalte, at Sampension overførte et beløb svarende til 5 % af kundens depot pr. 1. maj 2013 som individuelle særlige bonushensættelser for kunderne. Dette for at sikre, at de økonomiske reserver, som tidligere lå til grund for ydelsesgarantierne, også fremadrettet vil komme kunderne til gode.

Aftalen gav endvidere kunderne mulighed for at fraskrive sig den individuelle særlige bonushensættelse mod i stedet at blive stillet som om, at ydelsesgarantien ikke var afskaffet pr. 1. januar 2011 for så vidt angår indbetalinger foretaget forud for dette tidspunkt.

Det var samtidig en del af aftalen, at Sampension indtil den 2. august 2013 helt eller delvist kunne træde tilbage fra aftalen. Havde Sampension trådt tilbage fra aftalen, bortfaldt samtidig Forbrugerombudsmandens fraskrivelse af at føre en retssag mod Sampension.