Afgørelse

Sagsnummer
18/05273

Lovgivning

  • 4

Teleselskaber betalte bøder på samlet over 1 million kroner for ulovligt telefonsalg

Fire teleselskaber havde ringet op til forbrugere for at indgå aftaler, uden at forbrugerne havde givet samtykke til opkaldene. For de ulovlige opkald betalte teleselskaberne bøder på mellem 200.000 kr. og 400.000 kr.

Et stort antal forbrugere havde klaget over uønskede opkald fra fire teleselskaber.

Teleselskaberne oplyste, at de forhold til langt størstedelen af forbrugerne havde ringet op, efter de havde købt et såkaldt lead på forbrugeren fra en leadvirksomhed indeholdende et samtykke til telefonisk henvendelse. Forbrugerne havde givet samtykkerne til telefonisk henvendelse ved at deltage i forskellige konkurrencer på internettet.

Forbrugerne var dog ikke enige i, at de havde deltaget i konkurrencerne og derved givet samtykke til telefonisk henvendelse fra teleselskaberne.

I flere af tilfældene kunne teleselskaberne endvidere ikke dokumentere samtykkerne, da de leadvirksomheder, som samtykkerne var købt fra, efterfølgende var gået konkurs.

Forbrugerombudsanden politianmeldte teleselskaberne for ulovligt telefonsalg, og sagerne blev afsluttet med, at teleselskaberne betalte udenretlige bøder på mellem 225.000 kr. og 400.000 kr. I flere af sagerne blev også de leadvirksomheder eller leadmæglere, der havde solgt de urigtige oplysninger til teleselskaberne, politianmeldt.

Teleselskab 1: Ét eller flere opkald til i alt 24 forbrugere/enkeltmandsvirksomheder: Bøde på 200.000 kr.

Teleselskab 2: Ét og i enkelte tilfælde flere opkald til i alt 25 forbrugere, tidligere straffet. Bøde på 225.000 kr.

Teleselskab 3: Ét eller flere opkald til i alt 25 forbrugere, tidligere straffet. Bøde på 250.000 kr.

Teleselskab 4: Ét eller flere opkald til i alt 50 forbrugere. Bøde på 400.000 kr.