WWF Verdensnaturfonden rettede henvendelse til Forbrugerombudsmanden med henblik på at få en vurdering af lovligheden af medlemshvervning blandt private via telefonen.
I henvendelsen var det oplyst, at WWF var registreret som en erhvervsdrivende fond, der baserede sin almennyttige virksomhed på støtte dels fra sine støttemedlemmer og dels fra projektbevillinger. Ved at være registreret som erhvervsdrivende fond havde WWF mulighed for at generere indtægter via salg af varer og tjenesteydelser, og den er således ikke en forening i gængs forstand, selv om mange af støtterne opfatter sig som medlemmer.
WWF Verdensnaturfonden ønskede at styrke befolkningens opbakning til sit naturbevarende virke, og WWF ønskede til det formål i lighed med fx Danmarks Naturfredningsforening at benytte sig af "medlemshvervning" via telefonen.
Da [dagældende] lovbekendtgørelse nr. 886 af 23. december 1987 af lov om visse forbrugeraftaler (dørsalgsloven), som ændret ved lov nr. 262 af 6. maj 1993 og lov nr. 1098 af 21. december 1994, ikke entydigt giver svar på, om WWF er undtaget fra loven i relation til den påtænkte aktivitet, ønskede WWF Forbrugerombudsmandens vurdering af, om den påtænkte aktivitet var lovlig, da den vedrørte WWF's ikke-kommercielle virke.
Forbrugerombudsmanden udtalte, at efter markedsføringsloven fører han tilsyn med, at der ikke sker overtrædelse af god markedsføringsskik eller af lovens øvrige bestemmelser.
Markedsføringsloven gælder for privat erhvervsvirksomhed og offentlig virksomhed, der kan sidestilles hermed.
Da WWF er registreret som en erhvervsdrivende fond, vurderede han, at WWF efter hans umiddelbare opfattelse var omfattet af markedsføringslovens bestemmelser, også i relation til ikke-kommercielle aktiviteter, uanset at disse aktiviteter kan have et præg, der nærmest må karakteriseres som foreningslignende virksomhed, som normalt ikke er omfattet af markedsføringsloven.
Efter [dagældende] § 1, stk. 2, i dørsalgsloven forstås der ved en forbrugeraftale, at der er tale om en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.
Ved vurderingen af, om der er tale om en erhvervsdrivende, vil der normalt bl.a. blive lagt vægt på, om virksomheden har et vist omfang og er af en vis varighed. Er virksomheden bogføringspligtig, momspligtig eller omfattet af selskabsskatteloven, vil virksomheden normalt være omfattet af dørsalgsloven. Det er uden betydning, om der tilstræbes økonomisk gevinst med virksomheden.
Derimod anses foreninger og sammenslutninger, hvis formål udelukkende er velgørende eller almennyttigt, politisk eller religiøst, i almindelighed ikke for erhvervsdrivende i relation til hovedformålet. Foreningernes egentlige kommercielle aktiviteter, fx forlagsvirksomhed, vil dog være omfattet af loven.
Erhvervsdrivende fonde er omfattet af fondsbeskatningsloven. På baggrund af de oven for nævnte lovmotiver til dørsalgsloven i relation til definitionen af erhvervsdrivende udtalte Forbrugerombudsmanden, at WWF efter hans umiddelbare opfattelse også i relation til dørsalgsloven vil blive anset for erhvervsdrivende, uagtet at WWF som fond for den påtænkte aktivitet næppe havde sædvanlige erhvervsmæssige karakteristika. Dette indebærer bl.a., at WWF ikke må rette uanmodet personlig eller telefonisk henvendelse til private forbrugere med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale. Overtrædelse af forbudet kan straffes med bøde.
Forbrugerombudsmanden anførte dog, at dørsalgsloven henhører under Justitsministeriet, som han henviste WWF til at rette henvendelse til med henblik på eventuelt at få en nærmere fortolkning af, om WWF som erhvervsdrivende fond er at anse for erhvervsdrivende efter dørsalgsloven i relation til den påtænkte aktivitet. Han understregede dog, at den endelige afgørelse heraf henhører under domstolene.
Forbrugerombudsmanden anførte afslutningsvis, at han fandt det betænkeligt at iværksætte den pågældende aktivitet, da aktiviteten efter hans foreløbige vurdering var i strid med dørsalgsloven og dermed også i strid med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik, ligesom det ikke kunne udelukkes, at aktiviteten kunne indebære en overtrædelse af markedsføringslovens § 2, stk. 2 og/eller stk. 3 [nu § 3, stk. 2 og 3].
Endelig anførte han, at hvis Justitsministeriet vurderede, at WWF ikke skønnes at være omfattet af dørsalgsloven for den pågældende aktivitet, ville han på en sådan baggrund ikke have indvendinger imod, at den påtænkte aktivitet blev iværksat. (j. nr. 1996-116/5-59)
Juridisk Årbog 1996, side 42-44