Mål 1: Samarbejde med forbruger- og erhvervsorganisationer
Mål 2: Styrkelse af håndhævelsen over for erhvervsdrivende, der ikke overholder loven
Mål 3: Fremme kendskabet til muligheden for at få en forhåndsbesked
Mål 4: Aktiv deltagelse i internationalt tilsynsarbejde
Mål 5: Fokus på at styrke informationsindsatsen over for Forbrugerombudsmandens målgrupper
Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med overholdelsen af markedsføringsloven og de tilhørende bekendtgørelser, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne. Forbrugerombudsmanden skal ved forhandling søge at påvirke de erhvervsdrivende til at handle i overensstemmelse med principperne for god markedsføringsskik.
Forbrugerombudsmanden fører endvidere tilsyn med overholdelsen af betalingsmiddelloven, lov om juridisk rådgivning, tobaksreklameloven og e-handelsloven.
Endelig fører Forbrugerombudsmanden via markedsføringsloven tilsyn med overholdelsen af forbrugerbeskyttelsesregler i anden lovgivning, herunder civilretlige regler i blandt andet købeloven, aftaleloven, kreditaftaleloven, forbrugeraftaleloven og renteloven.
Forbrugerombudsmanden vil søge at skabe et sagligt, troværdigt og effektivt tilsyn, som både forbrugere og erhvervsliv kan have tillid til og respekt for. Tilsynet vil være baseret på information, dialog og samarbejde samt effektiv håndhævelse. Der lægges vægt på grundighed og kvalitet i arbejdet.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det mest effektive tilsyn skabes ved tillid til og respekt for institutionen. Forbrugerombudsmanden vil derfor søge at skabe rammerne for markedsføringstilsynet i dialog og samarbejde med forbruger- og erhvervsorganisationer. Både når det gælder tilrettelæggelsen af tilsynet og fortolkningen af reglerne.
Det er ikke altid tilstrækkeligt at forhandle. En effektiv håndhævelse af reglerne er også nødvendig. Respekt om institutionen skabes ved, at Forbrugerombudsmanden søger at gribe ind over for overtrædelser hurtigt og konsekvent. Derfor vil Forbrugerombudsmanden styrke håndhævelsen af forbrugerbeskyttelsesreglerne. Håndhævelsen vil blive udøvet efter det almindelige legalitets- og proportionalitetsprincip.
Forbrugerombudsmanden lægger stor vægt på det præventive arbejde. Derfor vil erhvervsdrivende få bedre muligheder for at drøfte konkrete markedsføringstiltag, inden de udføres. Forbrugerombudsmanden vil også generelt gerne komme de erhvervsdrivende, som ønsker et bedre kendskab til reglerne, i møde, og informationsindsatsen vil således få en høj prioritet i det forebyggende arbejde.
Forbrugerne skal opleve, at det kan betale sig at henvende sig til Forbrugerombudsmanden, og at henvendelserne tages seriøst. På baggrund heraf vil Forbrugerombudsmanden inden for den almindelige prioriteringsadgang kunne præcisere markedsførings- og forbrugerretlige regler over for de erhvervsdrivende, der efter en umiddelbar bedømmelse ser ud til at have overtrådt reglerne. Derudover er henvendelserne fra forbrugerne en meget vigtig informationskilde, når Forbrugerombudsmanden skal bedømme, hvor der i kampagner mv. kan gøres mest gavn for det største antal forbrugere.
Det er vigtigt, at forbrugerne kan føle sig trygge, når de handler over landegrænserne, særligt via internettet. Forbrugerombudsmanden vil i sit internationale samarbejde prioritere sine ressourcer, således at forbrugerne opnår den størst mulige beskyttelse ved grænseoverskridende handel og markedsføring.
Mål 1
Forbrugerombudsmanden vil gennem dialog og samarbejde med forbrugerorganisationer, erhvervsdrivende og deres organisationer søge at opnå den størst mulige overholdelse af markedsførings- og forbrugerbeskyttelseslovgivningen.
Strategi
Forbruger- og erhvervsorganisationer kan spille en væsentlig rolle i bestræbelserne på at sikre en bedre overholdelse af markedsførings- og forbrugerbeskyttelseslovgivningen. Organisationer vil derfor blive inddraget i Forbrugerombudsmandens arbejde med at fortolke og anvende markedsføringsloven mv. på de enkelte erhvervsområder, navnlig vedrørende retningslinjer.
Forbrugerombudsmanden forventer, at erhvervsorganisationer, der får ”medejerskab” til fortolkningerne af navnlig god markedsføringsskik, i højere grad vil arbejde for at sikre deres medlemmers efterlevelse af dem. Forbrugerombudsmanden vil således med udgangspunkt i markedsføringslovens forhandlingsprincip forsøge at tilrettelægge det overordnede tilsyn i dialog og samarbejde med både forbruger- og erhvervsorganisationer.
Udarbejdelse af retningslinjer medvirker til at skabe klarhed om fortolkningerne af lovgivningen, hvilket vil kunne styrke retssikkerheden til gavn for alle. Derfor vil Forbrugerombudsmanden søge at forhandle og udstede flere retningslinjer på områder, hvor der viser sig behov herfor, og under forhandlingerne søge at nå til fælles løsninger med de berørte organisationer mv. Dette vil kunne sikre, at retningslinjerne får større gennemslagskraft. Forbrugerombudsmanden er åben over for at drøfte organisationernes ønsker om nye retningslinjer.
Forbrugerombudsmanden vil samtidig opfordre de erhvervsdrivende og deres organisationer til i højere grad end tidligere at udarbejde egne etiske regler om selvkontrol og selvjustits.
På områder, hvor Forbrugerombudsmanden vurderer, at der er behov for en særlig indsats, vil der kunne gennemføres håndhævelseskampagner. De vil kunne bestå af dels en generel information om reglerne på området, dels iværksættelse af håndhævelsesskridt i form af påbud og retssager. Både forbruger- og erhvervsorganisationer vil kunne blive inddraget i dette arbejde, således at der kan opnås den størst mulige effekt af kampagnerne.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at de seriøse virksomheder grundlæggende gerne vil indrette sig efter lovgivningen og de angivne fortolkninger. Ved et samarbejde med disse virksomheder vil Forbrugerombudsmanden kunne få frigjort flere ressourcer til at håndhæve reglerne over for de virksomheder, som overtræder reglerne, hvorved der samtidigt kan skabes mere lige konkurrencevilkår og en højere grad af forbrugerbeskyttelse.
Mål 2
Forbrugerombudsmanden vil styrke håndhævelsen af markedsførings- og forbrugerbeskyttende regler.
Strategi
Forbrugerombudsmanden vil styrke håndhævelsen af forbrugerbeskyttelsesreglerne gennem øget anvendelse af indgrebsbeføjelserne i markedsføringsloven, herunder ved anlæggelse af retssager.
En effektiv håndhævelse er et nødvendigt supplement til målsætningen om forhandlingsløsninger mv. (mål 1), og den vil styrke tilliden til og respekten for tilsynet, således at forbrugerbeskyttelsen også i praksis når det niveau, som Folketinget har tilsigtet.
Overtrædelser af forbrugerbeskyttelsesregler, forhandlede retningslinjer og tilsagn må derfor forventes at blive mødt med indgreb fra Forbrugerombudsmandens side.
Ved håndhævelsen af reglerne vil Forbrugerombudsmanden inden for sin almindelige prioriteringsadgang tilrettelægge sin indsats således, at han først og fremmest griber ind på områder, hvor et indgreb er til størst mulig gavn for forbrugerne. Ved denne bedømmelse lægges der blandt andet vægt på, hvor grove overtrædelserne er, og om der er tale om væsentlige problemer for den enkelte forbruger eller for forbrugerne generelt.
Forbrugerombudsmanden får løbende klager, der umiddelbart viser, at en erhvervsdrivende overtræder forbrugerbeskyttelsesreglerne. Disse klager kan danne grundlag for, at Forbrugerombudsmanden tager sagen op over for den erhvervsdrivende. I en række situationer kan Forbrugerombudsmanden efter høring præcisere eller indskærpe reglerne over for den erhvervsdrivende og kræve markedsføringen ændret. Dette vil have en præventiv effekt, og flere erhvervsdrivende vil konkret blive informeret om relevant lovgivning på området. I andre situationer er der behov for at gribe ind med det samme.
Forbrugerombudsmanden kan gribe ind over for lovovertrædelser, uanset hvem der gør ham opmærksom på dem. Det betyder, at Forbrugerombudsmanden også vil være indstillet på at tage virksomheders klager over konkurrenter op, når der er væsentlige forbrugeraspekter i sagen.
Der vil fortsat være behov for at anlægge civile sager i grænseområderne, hvor retstilstanden ikke er klar, og hvor domstolene bør tage stilling til principielle spørgsmål. Hermed vil der kunne skabes grundlag for at anvende administrative påbud i fremtidige sager, således at tilsynet kan blive mere effektivt.
I nogle tilfælde vil Forbrugerombudsmanden skære retssager til, således at der kun anlægges sag om de væsentligste problemstillinger. Samtidigt kan der tages forbehold om at følge op på de øvrige problemer, der måtte være i den erhvervsdrivendes markedsføring. Dette vil kunne frigive ressourcer til at følge mere bredt op på de alvorligste problemer på markedet.
Forbrugerombudsmanden vil have fokus på de muligheder, som de nye regler i retsplejeloven om gruppesøgsmål giver for at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Forbrugerombudsmanden er underlagt et almindeligt saglighedskrav, når der skal tages stilling til, om der bør anlægges et gruppesøgsmål efter den såkaldte frameldingsmodel, hvor Forbrugerombudsmanden kan repræsentere en virksomheds kundekreds, bortset fra dem der har valgt at framelde sig søgsmålet.
Mål 3
Forbrugerombudsmanden vil gøre det lettere for erhvervsdrivende at få institutionens syn på lovligheden af nye markedsføringstiltag.
Strategi
Det er et centralt element i Forbrugerombudsmandens præventive arbejde, at de erhvervsdrivende kan tage kontakt til Forbrugerombudsmanden for at drøfte nye markedsføringstiltag, når der kan rejses alvorlig tvivl om deres lovlighed.
De erhvervsdrivende skal opleve forbrugerombudsmandsinstitutionen som en åben og imødekommende institution, hvor det er let at komme i kontakt med Forbrugerombudsmanden og hans medarbejdere. De vil derfor fortsat kunne ringe til den telefoniske rådgivning og få en uformel drøftelse af et givent problem og efter omstændighederne bede om et møde.
Erhvervsdrivende kan endvidere anmode Forbrugerombudsmanden om en formel forhåndsbesked, hvor han skriftligt tilkendegiver sit syn på lovligheden af påtænkte markedsføringsforanstaltninger. Reglen dækker kun konkrete markedsføringsforanstaltninger. Forbrugerombudsmanden kan derfor normalt ikke yde generel rådgivning eller udtale sig om hele forretningskoncepter. I sådanne situationer vil erhvervsdrivende normalt blive anbefalet at søge juridisk rådgivning.
For at kunne give de erhvervsdrivende en hurtig sagsbehandling af høj kvalitet vil Forbrugerombudsmanden oprette en skabelon på sin hjemmeside, som de erhvervsdrivende kan bruge, når de beder om en forhåndsbesked. De erhvervsdrivende vil blive opfordret til klart og præcist at redegøre for problemstillingen og de faktiske forhold og selv fremkomme med et begrundet løsningsforslag. På denne måde sikres det, at problemstillingen er ”skåret til”, således at Forbrugerombudsmanden hurtigere kan tage stilling til sagen.
Mål 4
Forbrugerombudsmanden vil gennem en aktiv deltagelse i internationalt tilsynssamarbejde søge at beskytte forbrugerne mod ulovlig og uetisk markedsføring, der hidrører fra udenlandske virksomheder.
Strategi
Den teknologiske udvikling og virksomhedernes mange nye muligheder for at markedsføre deres varer og tjenesteydelser til forbrugere på forskellige markeder gør det vanskeligt for den enkelte myndighed effektivt at dæmme op for ulovlig og uetisk markedsføring inden for egen jurisdiktion.
Som følge af blandt andet væksten i den globale nethandel stiller den grænseoverskridende markedsføring derfor stadigt større krav til samarbejdet med andre myndigheder. Det gælder på nordisk, europæisk og internationalt plan. Det er vigtigt at følge udviklingen og være på forkant med denne.
Det internationale tilsynssamarbejde skal udgøre en integreret del af den nationale tilsynsvirksomhed.
Der skal være fokus på værditilvækst af samarbejdet i Forbrugerombudsmandens tilsynsvirksomhed, og Forbrugerombudsmanden vil deltage i relevante fora for praktisk myndighedssamarbejde, informationsudveksling og håndhævelsesprojekter.
Forbrugerombudsmanden vil koncentrere sin indsats om de internationale netværk, hvor indsatsen er lovbunden, og om de netværk, hvor indsatsen må forventes at have den største effekt på beskyttelsen af forbrugerne på det danske marked.
Forbrugerombudsmanden prioriterer derfor samarbejdet mellem de nordiske forbrugerombudsmænd, det europæiske myndighedssamarbejde vedrørende håndhævelsesforordningen samt det globale tilsynssamarbejde inden for International Consumer Protection and Enforcement Network (ICPEN).
Mål 5
Forbrugerombudsmanden vil gennem informationsarbejde søge at forebygge overtrædelser.
Strategi
Informationsvirksomhed er et vigtigt element i det forebyggende arbejde. Forbrugerombudsmanden vil derfor til stadighed bestræbe sig på at forbedre kommunikationen med de relevante målgrupper.
Rammerne for informationsvirksomheden er blandt andet fastlagt i bekendtgørelsen for Forbrugerombudsmandens virksomhed. Ifølge denne skal Forbrugerombudsmanden orientere offentligheden om sager, som han har behandlet, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af markedsføringslovens regler.
Forbrugerombudsmandens primære informationskanal er hjemmesiden: www.forbrugerombudsmanden.dk. Forbrugerombudsmanden vil arbejde for at udbrede kendskabet til hjemmesiden, således at erhvervsdrivende let og hurtigt kan finde den information, de har brug for. Når Forbrugerombudsmanden har afsluttet en sag, som er af almen interesse eller har betydning for forståelsen af markedsføringslovens regler, lægges en omtale af sagen på hjemmesiden.
Der sendes også et nyhedsbrev ud til Forbrugerombudsmandens abonnenter og medierne.
Forbrugerombudsmanden vil gennem sin pressestrategi fortsat arbejde for at have et godt og tillidsfuldt samarbejde med alle medier. Medieomtale af reglerne, deres fortolkning og Forbrugerombudsmandens sager har stor præventiv effekt. Endvidere giver omtalen Forbrugerombudsmanden synlighed, gennemslagskraft og indflydelse.
Forbrugerombudsmanden vil styrke informationsindsatsen ved foredragsvirksomhed, kurser, gå hjem-møder og lignende netværksaktiviteter for relevante aktører på markedsføringsområdet. Det direkte møde med erhvervslivet og dets rådgivere vil ikke bare give bedst mulig information til de erhvervsdrivende. Det vil også styrke dialogen og give Forbrugerombudsmanden bedre mulighed for at vurdere, hvor informationsbehovet er størst.
Samtidig vil Forbrugerombudsmanden så vidt muligt stille sin ekspertise til rådighed ved erhvervsdrivendes eller erhvervsorganisationers informationskampagner og på den måde støtte dem i selv at udbrede kendskabet til reglerne.