Skip navigation

Teleselskab betaler bøde for vildledende rabat

14. januar 2022

Telia Danmark har accepteret at betale en bøde på 100.000 kroner for ikke at have oplyst i reklamer, at rabatten på køb af en telefon eller tablet var betinget af, at der blev tegnet abonnement.

Teleselskabet Telia Danmark har accepteret at betale en bøde på 100.000 kroner for at have overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledning.

I foråret 2020 reklamerede Telia på sin hjemmeside og på Facebook med, at forbrugerne ved brug af en særlig rabatkode kunne få 500 kroner i rabat på en mobiltelefon eller tablet. Det fremgik ikke, at rabatten var betinget af, at forbrugeren samtidig oprettede et mobilabonnement.

Forbrugerombudsmanden behandlede sagen efter at have modtaget en klage fra en forbruger i april 2020. I december 2020 politianmeldte Forbrugerombudsmanden Telia for overtrædelsen.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Man må ikke friste med rabatter uden at oplyse om betingelserne for at opnå rabatten. Det er vildledende markedsføring.”

Lovgrundlag:

Ifølge markedsføringslovens § 5 må markedsføring ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde kunne vildlede forbrugerne.

Ifølge markedsføringslovens § 6 må markedsføring ikke vildlede ved at udelade væsentlige oplysninger.

Det er en betingelse for, at § 5 og § 6 er overtrådt, at markedsføringen er egnet til at påvirke forbrugernes økonomiske adfærd, jf. markedsføringslovens § 8.

For yderligere information, kontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.

KUNNE DU BRUGE SIDEN?

Forbrugerombudsmanden

 

Ved at klikke på ”Tilmeld” giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbreve/pressemeddelelser.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage og opsige dit abonnement.

Du kan læse mere i Forbrugerombudsmandens privatlivspolitik.