Pressemeddelelser

Festarrangør betaler bøde for alkoholreklame rettet mod 9. klasses elever

Dream Events har accepteret at betale en bøde på 20.000 kroner for at have reklameret for et arrangement med alkohol rettet mod 9. klasses elever i et opslag på Facebook. Tidligere er Crazy Daisy i Svendborg idømt en bøde ligeledes for alkoholreklamer målrettet unge.

Dream Events, som arrangerer fester på blandt andet natklubber og barer, betaler en bøde på 20.000 kroner for at have overtrådt markedsføringslovens forbud mod alkoholreklamer målrettet unge. Det har været en skærpende omstændighed, at reklamen var målrettet 9. klasses elever, som kan være helt ned til 14-15 år.

Dream Events inviterede de unge via Facebook blandt andet med denne tekst:

”FLOOR COPENHAGEN X LAST WINTER DAYS! […] ADGANGS-KRAV: Minimum 16 år (ID bør kunne fremvises) - Eller 9’klasse. […] Mulighed for tilkøb af fribar Fri bar i sjusser, sodavand og øl 99kr i døren og 149kr i baren (NB. Max 2,7 som følge af den danske lovgivning) #SesPåFloor -Team Floor”

Forbrugerombudsmanden har de seneste år politianmeldt en række selskaber for overtrædelse af forbuddet mod alkoholreklamer målrettet unge. Herunder Craizy Daisy i Svendborg, som retten i Kolding idømte en bøde på 2.500 kroner i august 2021. Forbrugerombudsmanden havde indstillet virksomheden til en bøde på 10.000 kr. Retten nedsatte dog bøden til 2.500 kr. med henvisning til, at der var tale om en ukompliceret straffesag, og at sagsbehandlingstiden havde været lang.

Ifølge markedsføringsloven er enhver form for omtale af alkohol forbudt i en reklame, hvis den retter sig mod unge under 18 år. Forbuddet gælder både, hvis hensigten er at markedsføre alkoholholdige produkter, og hvis alkohol bliver brugt som virkemiddel til at sælge andre produkter.

Selv om festarrangøren ikke udskænker alkohol til mindreårige, så har virksomheden fortsat et strafansvar, da det er selve markedsføringen af alkohol til personer under 18 år, der er ulovlig.

Det er foreningen Alkohol og Samfund, som har klaget til Forbrugerombudsmanden i begge sager.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Det er en skærpende omstændighed, at Dream Events har målrettet sin markedsføring til børn i 9. klasse. Diskoteker, natklubber og andre festarrangører må forvente at blive politianmeldt, hvis de reklamerer for arrangementer med alkohol til de helt unge.” 

Markedsføringsloven

  • 11, stk. 2: ”Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år må ikke indeholde omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.”

For yderligere information, kontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.