Skip navigation

Forbrugerombudsmanden politianmelder indehaver af en virksomhed for skjult reklame på Facebook

09. april 2021

Indehaveren af en virksomhed, der administrerer flere grupper på Facebook, har reklameret for forskellige virksomheder i disse grupper, uden at det var tydeligt, at det var reklame. Forbrugerombudsmanden har nu meldt indehaveren til politiet.

I en periode på mindst halvandet år har indehaveren af en virksomhed reklameret for virksomheder i flere Facebook-grupper med mange medlemmer, uden at det fremgik klart, at det var reklame.

I september 2018 understregede Forbrugerombudsmanden over for indehaveren, at al reklame skal fremstå tydeligt som reklame. Det skete efter, at Forbrugerombudsmanden havde modtaget en klage over skjult reklame i en af Facebook-grupperne med mange medlemmer, som indehaveren administrerede. Indehaveren oplyste til Forbrugerombudsmanden, at han havde rettet opslag med reklame på Facebook efter Forbrugerombudsmandens anvisninger.

Efterfølgende modtog Forbrugerombudsmanden nye klager over skjult reklame i flere Facebook-grupper, som indehaveren administrerede. Forbrugerombudsmanden vurderede, at indehaveren havde reklameret for 4 virksomheder i 19 opslag på Facebook, uden at det fremgik klart af opslagene, at de var reklame for virksomhederne.

I nogle opslag var der ingen oplysninger, der indikerede, at opslagene var reklame. I andre opslag stod ”sponseret og i samarbejde med” og ”i samarbejde med” i bunden af opslagene.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Hvis en person reklamerer for en virksomhed, skal det være klart og gennemskueligt for forbrugeren. Ellers kan forbrugeren blive vildledt til at tro, at der blot er tale om en personlig anbefaling. Forbuddet mod skjult reklame gælder i alle medier og på alle platforme, herunder Facebook.”

”Ifølge markedsføringsloven skal erhvervsdrivende tydeligt oplyse, når opslag på sociale medier er reklame.”

Lovgrundlag:

Ifølge markedsføringslovens § 6, stk. 4, skal erhvervsdrivende klart oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, herunder reklame.

Hvis et opslag er reklame, og det ikke fremgår tydeligt af opslaget i sig selv, anbefaler Forbrugerombudsmanden, at man tydeligt markerer opslaget med ”reklame”, ”annonce”, eller et lignende ord, som modtagerne klart opfatter som en reklamemarkering.

Læs mere om skjult reklame på sociale medier, bl.a. ”Gode råd til influenter om skjult reklame”, Forbrugerombudsmandens ”videoguide” og svar på ofte stillede spørgsmål om reklame på sociale medier.

Pressekontakt:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.

KUNNE DU BRUGE SIDEN?

Forbrugerombudsmanden

 

Ved at klikke på ”Tilmeld” giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbreve/pressemeddelelser.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage og opsige dit abonnement.

Du kan læse mere i Forbrugerombudsmandens privatlivspolitik.