Skip navigation

Forbrugeres gældsrådgivere skal have adgang til lånevilkår og basale låneoplysninger

15. december 2021

Forbrugerombudsmanden fastslår, at en gældsrådgiver med fuldmagt skal have adgang til bankens oplysninger om låntager.

Opdateret version den 15/12 kl. 15.30: Lovgivningen er præciseret i afsnittet "Lovgrundlaget".

Det er i strid med forbrugeraftaleloven og god skik for finansielle virksomheder, hvis en bank afviser at udlevere lånevilkår og basale låneoplysninger til en gældsrådgiver, der henvender sig med en gyldig fuldmagt. Det vurderer Forbrugerombudsmanden i en sag, hvor Lunar Bank to gange afviste en gældsrådgiver, der bistod en overgældsat forbruger.

Lunar Bank afviste i marts 2021 at udlevere lånevilkår og låneoplysninger til en forbruger, der henvendte sig til banken via en gældsrådgiver fra Dansk Folkehjælp. Forbrugeren havde givet en skriftlig fuldmagt til gældsrådgiveren.

Lunar Bank begrundede afvisningen med, at banken ikke tog imod fuldmagter, da bankens forretningsmodel er app-baseret, og den derfor ikke kan behandle fuldmagter. Banken har nu meddelt Forbrugerombudsmanden, at den fremover vil behandle anmodninger i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens vurdering.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen siger:

”Gældsrådgivning kan have meget stor betydning for låntagernes privatøkonomi. En rådgiver med fuldmagt skal selvfølgelig have adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at give den korrekte rådgivning.”

”Nye teknologiske forretningsmodeller skal naturligvis indrettes på en sådan måde, at de overholder den forbrugerbeskyttende lovgivning.”

Lovgrundlaget

I henhold til forbrugeraftalelovens § 16 har en forbruger, der har indgået en fjernsalgsaftale om en finansiel tjenesteydelse, ret til på ethvert tidspunkt at få udleveret aftalevilkårene på papir.

I henhold til lov om finansiel virksomhed § 43 skal banker og andre finansielle virksomheder drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet.

For yderligere information, kontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.

KUNNE DU BRUGE SIDEN?

Forbrugerombudsmanden

 

Ved at klikke på ”Tilmeld” giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbreve/pressemeddelelser.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage og opsige dit abonnement.

Du kan læse mere i Forbrugerombudsmandens privatlivspolitik.