Skip navigation

Tobaksproducent betaler bøde på 200.000 kr. for at have reklameret for tobaksprodukt

23. januar 2020

Tobaksproducenten Hermann Krügers har accepteret at betale en bøde på 200.000 kroner, efter at Forbrugerombudsmanden har politianmeldt selskabet.

Hermann Krügers, der står bag mærket Oliver Twist, havde på sin hjemmeside og Facebook-side samt ved brug af spørgeskemaundersøgelser ulovligt reklameret for tobakspastiller.

Tobaksproducenten reklamerede blandt andet for Oliver Twist tobakspastiller på hjemmesiden oliver-twist.dk, i en periode fra 2017 til 2019, ved at skrive:

”Kun den absolutte bedste tobakskvalitet” og ”Det er væsentligt billigere at bruge tobakspastiller fremfor at bruge cigaretter.”

I samme periode havde tobaksproducenten også reklameret for Oliver Twist tobakspastiller på sin Facebookside. Efter dialog med Forbrugerombudsmanden meddelte Hermann Krügers Eftf. A/S, at de havde foretaget en række ændringer på hjemmesiden og lukket Facebook-siden for at imødekomme Forbrugerombudsmandens bemærkninger.

Tobaksproducenten havde desuden reklameret for Oliver Twist tobakspastiller ved hjælp af virksomhedens egne spørgeskemaundersøgelser på Facebook.

Det er i strid med tobaksreklameloven at fremhæve, anprise eller på anden måde promovere tobaksvarer ved salgsfremmende udsagn.

Derfor politianmeldte Forbrugerombudsmanden Hermann Krüger for at overtræde forbuddet mod tobaksreklamer. Pressemeddelelsen om politianmeldelsen kan læses her.

Hermann Krügers har nu vedkendt sig ansvaret og accepteret at betale en bøde på 200.000 kroner.

Forbrugerombudsmanden har det seneste år politianmeldt flere virksomheder for at have overtrådt et tilsvarende forbud mod at reklamere for e-cigaretter.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen siger:

”Al reklame for tobaksvarer, der har til formål at fremme salget, er forbudt.”

”Reklameforbuddet er meget vidtgående, og det er vigtigt, at branchen forstår det. Forhandlere, der reklamerer for tobak, kan forvente at blive politianmeldt.”

For yderligere information, kontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.

Lovgrundlaget

Ifølge tobaksreklamelovens § 3, stk. 1, er alle former for reklame for tobaksvarer forbudt.
Ifølge tobaksreklamelovens § 1 skal tobaksvarer forstås som:

  1. Varer, der er bestemt til at ryges, indsnuses, suttes eller tygges, hvis de, helt eller delvis, er fremstillet af tobak.
  2. Varer, der fortrinsvis benyttes i forbindelse med tobaksrygning.

I tobaksreklamelovens § 2, stk. 1, er reklame defineret som:

”Enhver handling i erhvervsøjemed, der har til formål at fremme afsætningen af tobaksvarer.”

Kunne du bruge siden?

Forbrugerombudsmanden

 

Ved at klikke på ”Tilmeld” giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbreve/pressemeddelelser.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage og opsige dit abonnement.

Du kan læse mere i Forbrugerombudsmandens privatlivspolitik.