Skip navigation

Leverandør af serverplads får bøde for medvirken til fixminopgave.dk’s ulovlige salg af eksamensopgaver

09. december 2020

Vestre Landsret har stadfæstet, at team.blue Denmark skal betale en bøde på 50.000 kroner for at have medvirket til ulovligt salg af eksamensopgaver. Virksomheden har stillet serverplads til rådighed for hjemmesiden fixminopgave.dk, selv om Forbrugerombudsmanden havde nedlagt forbud mod aktiviteter på siden.

team.blue Denmark (tidligere Zitcom og før det UnoEuro) er blevet dømt for medvirken til, at fixminopgave.dk ulovligt kunne sælge eksamensopgaver og skal derfor betale en bøde på 50.000. kr. Det fastslår Vestre Landsret og stadfæster dermed en tidligere dom fra Retten i Horsens.

team.blue Denmark har medvirket ved at stille serverplads til rådighed for hjemmesiden fixminopgave.dk, så ejerne af fixminopgave.dk kunne overtræde Forbrugerombudsmandens forbud mod aktiviteter på siden.

Vestre Landsret skriver i dommen:

”team.blue Denmark A/S (tidligere Zitcom A/S) har stillet serverplads til rådighed for En bedre fremtid IVS og Fixmyassignement Ltd’s hjemmeside fixminopgave.dk, hvorfra der blev udbudt opgaver til salg i strid med forbuddet. Dette er medvirken til, at En bedre fremtid IVS og Fixmyassignement Ltd kunne overtræde forbuddet.”

Forbrugerombudsmanden nedlagde i 2018 forbud mod hjemmesiden fixminopgave.dk. Et forbud, som blev godkendt af Sø- og Handelsretten. Efterfølgende anmodede Forbrugerombudsmanden team.blue Denmark om at lukke hjemmesiden, men det afviste virksomheden bl.a. med påstand om, at forbuddet alene vedrørte ejerne af fixminopgave.dk. Forbrugerombudsmanden udstedte herefter et nyt forbud, denne gang målrettet team.blue Denmark og igen godkendt af Sø- og Handelsretten. Det førte til, at hjemmesiden blev lukket.

Sagen var oprindeligt rettet mod webudbyderen UnoEuro Danmark A/S, men selskabet fusionerede i 2019 til Zitcom A/S og ændrede senere navn til team.blue Denmark A/S.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Vestre Landsret har slået fast, at et forbud mod en hjemmeside ikke kun gælder hjemmesidens ejere. Virksomheder, der for eksempel sælger serverplads til en hjemmeside, skal således respektere et forbud mod en hjemmeside, da de ellers kan blive straffet med bøde.”

”Dommen fra Vestre Landsret gør det muligt at standse ulovlige hjemmesider hurtigere. Allerede med udstedelsen af det oprindelige forbud skulle team.blue Denmark have ophørt med at stille serverplads til rådighed for den ulovlige hjemmeside.”

REGELGRUNDLAGET

Foreløbigt forbud 

Ifølge markedsføringslovens § 36 kan Forbrugerombudsmanden, når der øjensynligt er fare for, at formålet med et forbud vil forspildes, hvis en almindelig retssag skal afventes, nedlægge foreløbigt forbud. Sag til stadfæstelse af forbuddet skal anlægges ved retten senest næste hverdag.

Kan en sag til stadfæstelse af Forbrugerombudsmandens forbud ikke afgøres af retten ved dom senest 5 hverdage efter sagens anlæg, kan retten under sagens forberedelse inden udløbet af fristen ved kendelse bestemme, at forbuddet fortsat skal gælde. Stadfæstes forbuddet ikke inden fristens udløb, er det bortfaldet.

Overtrædelse af et foreløbigt forbud

Overtrædes et foreløbigt forbud, kan det straffes med bøde eller fængsel i op til 4 måneder. Det følger af retsplejelovens § 430, stk. 1.

Ifølge retsplejelovens § 430, stk. 2, er det også strafbart at medvirke til, at nogen overtræder et forbud.

Retsplejelovens § 430, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

”§ 430. Den, der forsætligt overtræder et forbud eller påbud, kan idømmes straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder og i forbindelse hermed dømmes til at betale erstatning. Sag efter 1. pkt. anlægges af den part, der har opnået forbuddet eller påbuddet.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse over for den, der forsætligt yder den, som et forbud eller påbud retter sig imod, bistand til at overtræde forbuddet eller påbuddet.”

FOR YDERLIGERE INFORMATION, KONTAKT:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.

Kunne du bruge siden?

Forbrugerombudsmanden

 

Ved at klikke på ”Tilmeld” giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbreve/pressemeddelelser.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage og opsige dit abonnement.

Du kan læse mere i Forbrugerombudsmandens privatlivspolitik.