Skip navigation

Kontantreglen gælder også under coronakrisen

12. maj 2020

Kontantreglen er ikke suspenderet på grund af coronavirus. Butikker, der tager imod kort- og mobilbetalinger, skal derfor stadig tage imod betaling med kontanter.

Forbrugerombudsmanden modtager i øjeblikket en del klager fra forbrugere over butikker, som ikke vil tage imod kontanter. Flere virksomheder er også i tvivl om, hvorvidt kontantreglen gælder.

Efter betalingslovens § 81 – også kaldet kontantreglen – skal butikker tage imod kontanter fra kl. 6-22, hvis de tager imod kort- og mobilbetalinger.

Forbrugerombudsmanden er opmærksom på, at coronavirus har skabt en ekstraordinær situation, hvor mange virksomheder har gjort meget for at mindske smitterisikoen og vise samfundssind.

Kontantreglen er imidlertid ikke suspenderet på grund af coronavirus. Hvis en kunde kun har kontanter at betale med, skal butikken derfor tage imod kontanterne, hvis den også tager imod kort- og mobilbetalinger.

Virksomheder kan ikke omgå kontantreglen ved fx at sætte skilte op om, at de ikke tager imod kontanter.

Om kontantreglen:

Efter betalingslovens § 81 skal betalingsmodtagere i tidsrummet fra kl. 6 til kl. 22 tage imod kontanter, hvis de modtager betaling med fx betalingskort og mobile betjeningsløsninger.

Kontantreglen omfatter ikke fjernsalg, fx onlinekøb, og ubemandede selvbetjeningsmiljøer, fx ubemandede benzintanke.

I områder, hvor der er stor risiko for røveri, er virksomhederne desuden alene forpligtet til at modtage kontanter fra kl. 6 til kl. 20. Erhvervsministeren fastsætter, i hvilke områder der kan være forhøjet risiko for tyveri.

For yderligere information:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på telefon 41 71 50 98.

Kunne du bruge siden?

Forbrugerombudsmanden

 

Ved at klikke på ”Tilmeld” giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbreve/pressemeddelelser.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage og opsige dit abonnement.

Du kan læse mere i Forbrugerombudsmandens privatlivspolitik.