Skip navigation

Grønne blade skal vidne om grøn strøm i ledningerne

19. august 2020

Den 1. september indføres en ny mærkningsordning, der skal gøre det mere gennemskueligt, om et elprodukt er grønt og klimavenligt. Forbrugerombudsmanden og branchen står bag ordningen.

Når du trykker på kontakten kommer der lys. Det gør der, uanset om strømmen bag stammer fra grønne og klimavenlige kilder eller ej. Landets el-selskaber har længe kunnet annoncere med grønne løsninger, uden forbrugerne har vidst, hvad det egentlig ville sige.

Sammen med en række branche- og interesseorganisationer har Forbrugerombudsmanden fastlagt retningslinjer for, hvornår et elprodukt må markedsføres som ”grønt” eller ”klimavenligt”.

”Elprodukter bliver i stigende grad markedsført som for eksempel ”grøn strøm” og ”klimavenlig strøm”, men som forbruger kan det være svært at gennemskue, hvad udsagnene dækker over. Mærkningen af elprodukter med et eller to blade skulle gerne gøre det nemmere,” siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Frem over kan forbrugerne opleve annoncer for grøn strøm, som har fået grønne bladmærker. De grønne blade indgår i den mærkningsordning, der følger med retningslinjerne.  

”Med mærkningsordningen får el-leverandørerne mulighed for at markedsføre strøm baseret på vedvarende energikilder på en let og simpel måde uden at vildlede forbrugerne,” siger Christina Toftegaard Nielsen.

Den nye mærkningsordning indeholder to kategorier. Den ene kategori – ét grønt blad – er til el-leverandører, der leverer strøm baseret på 100 procent vedvarende energi. Mens den anden og bedre kategori – to grønne blade – er til el-leverandører, der ud over de 100 procent vedvarende energi har gennemført andre klimatiltag, som begrænser udledningen af drivhusgasser.

”Den nye mærkningsordning skal gøre det nemmere at vælge elprodukt for de forbrugere, der ønsker at begrænse udledningen af CO2 ved deres brug af strøm,” siger Christina Toftegaard Nielsen.

I dag er det ikke muligt at levere strøm til forbrugernes stikkontakter udelukkende baseret på vedvarende energi. Al strøm bliver blandet sammen i elnettet, før det når ud til forbrugernes stikkontakter.

For at kunne sælge ”grøn strøm” til forbrugerne skal el-leverandørerne derfor købe strøm fra vedvarende energikilder, der svarer til kundens forbrug. Forbrugeren skal tydeligt oplyses om dette, og el-leverandøren skal desuden kunne dokumentere, at strømmen, den køber fra vedvarende energikilder, svarer til det forbrug, selskabets kunder har på aftaler om klimaprodukter. Dokumentationen skal ske ved, at elhandleren fremlægger oprindelsesgarantier.

Her er den nye mærkningsordning:

Mærker

Grafik over mærkningsordningen:

Fakta om de nye retningslinjer:

  • Forbrugerombudsmanden står sammen med Dansk Energi, De Frie Energiselskaber, Energisammenslutningen, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Forbrugerrådet Tænk, Rådet for Grøn Omstilling og Landbrug og Fødevarer bag de nye retningslinjer for elhandleres brug af klimamæssige udsagn ved markedsføring af strøm.
  • Retningslinjerne skaber fælles rammer for, hvornår og hvordan el-leverandører kan bruge udsagn som ”grøn strøm” i deres markedsføring af elprodukter, uden at forbrugerne bliver vildledt.
  • Derudover indeholder retningslinjerne en mærkningsordning, der skal gøre det nemmere for forbrugerne at gennemskue, om et elprodukt er grønt og klimavenligt
  • De nye retningslinjer træder i kraft den 1. september 2020

Se retningslinjerne 

For yderligere information, kontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 4171 5098

Kunne du bruge siden?

Forbrugerombudsmanden

 

Ved at klikke på ”Tilmeld” giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbreve/pressemeddelelser.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage og opsige dit abonnement.

Du kan læse mere i Forbrugerombudsmandens privatlivspolitik.