Skip navigation

Virksomheden Chokpris ApS får bøde for spam

16. juli 2019

Retten i Helsingør har idømt virksomheden Chokpris ApS (nu Smuk Indretning ApS) en bøde på 34.700 kroner for at sende spam til forbrugere.

Virksomheden Chokpris ApS, der nu har skiftet navn til Smuk Indretning ApS, har sendt markedsføringsmateriale til forbrugere uden at kunne dokumentere, at forbrugerne havde givet samtykke dertil.

Retten i Helsingør har idømt virksomheden en bøde på 34.700 kroner for overtrædelse af markedsføringsloven. Virksomheden er dømt for at have sendt 347 e-mails til 74 forbrugere uden deres samtykke.

I 2016 modtog Forbrugerombudsmanden klager fra forbrugere, der fik tilsendt spam fra domænerne @chokpris.dk og @prishunter.dk, som virksomheden Chokpris ApS stod bag. Klagerne medførte, at Forbrugerombudsmanden sidenhen politianmeldte virksomheden for at have overtrådt markedsføringsloven.

Chokpris ApS udeblev fra domsforhandlingen.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard-Nielsen, siger:

”Som forbrugere har vi ret til at kunne fravælge elektronisk markedsføring. Hvis ikke virksomhederne sikrer sig, at vi har givet et gyldigt samtykke, før de begynder at sende markedsføringsmateriale direkte til os, risikerer virksomhederne at overtræde forbuddet mod spam og få en bødestraf.”

Forbuddet mod spam

Efter markedsføringsloven § 10, stk. 1, må en erhvervsdrivende ikke kontakte nogen ved brug af elektronisk post (fx mail eller SMS), medmindre den pågældende har givet sit forudgående samtykke hertil.

For yderligere information, kontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.

Kunne du bruge siden?

Forbrugerombudsmanden

 

Ved at klikke på ”Tilmeld” giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbreve/pressemeddelelser.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage og opsige dit abonnement.

Du kan læse mere i Forbrugerombudsmandens privatlivspolitik.