Skip navigation

Forhandlere af elektroniske cigaretter politianmeldt for ulovlige reklamer

17. december 2019

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt LycanVape International ApS, der står bag virksomheden Ecigz, og Dansk Damp for at have reklameret for elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere.

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt LycanVape International ApS, der står bag virksomheden Ecigz, og Dansk Damp for at overtræde forbuddet mod at reklamere for elektroniske cigaretter.

Al omtale, der har til formål at fremme salget af elektroniske cigaretter, er forbudt. Det er fx ikke tilladt at reklamere for elektroniske cigaretter ved at fremhæve, anprise eller på anden måde promovere elektroniske cigaretter med salgsfremmende udsagn. Reklameforbuddet gælder alle steder både på nettet, i trykte medier samt på gaden.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse har Ecigz bl.a. reklameret for elektroniske cigaretter ved:

  • At have haft billeder af personer, der dampede på elektroniske cigaretter, på forsiden af www.ecigz.dk,
  • at have haft en underside på www.ecigz.dk med titlen ”Tilbud”,
  • at have haft en underside på www.ecigz.dk med titlen ”om Ecigz”, hvor der bl.a. stod ”Ecigz giver dig e-cigaretter i topkvalitet til den bedste pris”,
  • at have haft en underside på www.ecigz.dk med titlen ”Spar penge med vores e-cigaretter”, hvor der bl.a. stod ”E-cigaretter sparer dig for mange tusinde kroner”,
  • at have Facebook-sider, der var reklame for Ecigz, og
  • at have haft et A-skilt foran en Ecigz-butik med et stort billede af en mand, der dampede på en e-cigaret og teksten ”Din specialiserede e-cigaretforhandler.”

Dansk Damp har efter Forbrugerombudsmandens opfattelse bl.a. reklameret for elektroniske cigaretter ved:

  • At have haft salgsfremmende billeder af elektroniske cigaretter og udsagn som fx ”Kølende lækkert” på forsiden af www.danskdamp.dk,
  • at have haft en underside på www.danskdamp.dk med titlen ”Tilbud”,
  • at have haft en kategori af produkter under overskriften ”Vi anbefaler” med teksterne ”Nyhed” og ”populær” henover billederne,
  • at have haft Facebook-siden ”Danskdamp”, Instagram-profilen ”DanskDamp” og Pinterest-profilen ”DanskDamp Denmark”, der var reklame for elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholder, og
  • at have haft en reklame for Dansk Damp på radiokanalen Skala.fm.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Formålet med reklameforbuddet er blandt andet at forebygge udbredelsen af elektroniske cigaretter til børn og unge. Ikke mindst derfor skal reklameforbuddet overholdes.”

”Reklameforbuddet er meget vidtgående, og det er vigtigt, at branchen forstår det. Vi har udarbejdet en guide, hvor branchen kan få vejledning. Når virksomheder alligevel overtræder reglerne, så er det alvorligt, og virksomhederne kan forvente at blive politianmeldt.”

Forbuddet mod reklamer for elektroniske cigaretter

Læs mere om reglerne i Forbrugerombudsmandens kvikguide 

  • Det er ulovligt at reklamere for elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere over for offentligheden. Det står i §16 i lov om elektroniske cigaretter m.v. og bekendtgørelsen om kvalitet, mærkning, alderskontrolsystem og reklame m.v. af elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere m.v.
  • Reklameforbuddet omfatter alle handlinger, som har til formål at sælge elektroniske cigaretter, eller som har den direkte eller indirekte virkning. Forbuddet er derfor meget bredt og gælder fx på nettet, i trykte medier, radio, tv, på gaden og i mails, fx nyhedsbreve.
  • Det kan være en reklame, selvom forhandleren ikke oplyser priser på elektroniske cigaretterne.
  • Det vil også være reklame, hvis forhandleren reklamerer for sin butik, der er specialiseret i at sælge elektroniske cigaretter.
  • Fysiske butikker, der sælger elektroniske cigaretter, kan lovligt have et skilt ved indgangen til butikken, hvor der står ”elektroniske cigaretter”.
  • Netbutikker, der sælger elektroniske cigaretter, må gerne på neutral vis oplyse, at de sælger elektroniske cigaretter og præsentere deres produkter, men oplysningerne må ikke have reklameeffekt, fx må de ikke anprise eller på anden måde fremhæve elektroniske cigaretter med salgsfremmende udtryk. Det skal desuden være muligt at købe elektroniske cigaretter dér, hvor der skrives om elektroniske cigaretter eller vises billeder af elektroniske cigaretter.
  • Det er som udgangspunkt ulovligt at have en firmaside på et socialt medie, hvis man har en butik, der er specialiseret i at sælge e-cigaretter, fordi firmasiden sædvanligvis vil have til formål at sælge e-cigaretter eller have den virkning og derfor er omfattet af reklameforbuddet.

For yderligere information:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på telefon 41 71 50 98.

Kunne du bruge siden?

Forbrugerombudsmanden

 

Ved at klikke på ”Tilmeld” giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbreve/pressemeddelelser.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage og opsige dit abonnement.

Du kan læse mere i Forbrugerombudsmandens privatlivspolitik.