Skip navigation

Forhandler af e-cigaretter politianmeldt for ulovlige reklamer

18. juli 2019

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt SMOKE-IT for ulovligt at have reklameret for e-cigaretter på nettet. Forbuddet mod reklamer for e-cigaretter gælder alle steder, også på nettet.

SMOKE-IT, der sælger e-cigaretter, har reklameret for e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere på nettet. Det er ulovligt.

Det vurderer Forbrugerombudsmanden, som derfor har politianmeldt SMOKE-IT for at overtræde forbuddet mod reklamer for e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere.

Det er ikke tilladt at reklamere for e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere ved at fremhæve, anprise eller på anden måde promovere e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere med salgsfremmende udsagn. Reklameforbuddet gælder alle steder, fx på en forhandlers hjemmeside og sociale medier.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at SMOKE-IT har reklameret for e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere på sin hjemmeside www.smoke-it.dk ved at have salgsfremmende billeder og udsagn med positivt ladede vendinger og anprisninger, der promoverer produkter, der bliver solgt på hjemmesiden, fx ved udsagn som ”MIX 3 STK, 20 % OFF” og ”KØB 20 STK: SPAR 10 %”.

Forbuddet mod at reklamere for e-cigaretter gælder også brug af navne og logoer på nettet, der indeholder e-cigaretter eller associerer til e-cigaretter.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at brugen af navnet og logoet SMOKE-IT i sig selv er reklame, der opfordrer til rygning. På den baggrund er det også Forbrugerombudsmandens vurdering, at SMOKE-IT har overtrådt reklameforbuddet ved at bruge sit navn og logo på nettet, fx i sit domænenavn og på sin hjemmeside.

Ifølge en udtrykkelig undtagelse til det meget brede reklameforbud kan fysiske butikker, der er specialiseret i at sælge e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere, dog reklamere indenfor og på butiksfacader og -vinduer. Efter Forbrugerombudsmandens vurdering kan SMOKE-IT derfor bruge sit navn og logo i sine fysiske butikker.

Det er første gang, at Forbrugerombudsmanden politianmelder en forhandler af e-cigaretter for at overtræde reklameforbuddet.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Vi ser desværre mange reklamer for e-cigaretter på hjemmesider og sociale medier. Men det totale forbud mod reklamer for e-cigaretter gælder naturligvis også på nettet.”

”Hvis forhandlere af e-cigaretter ikke ophører med at reklamere, må de forvente at blive politianmeldt.”

Forbuddet mod reklamer for elektroniske cigaretter

  • Ifølge §16 i lov elektroniske cigaretter m.v. og i den tilhørende bekendtgørelse om kvalitet, mærkning, alderskontrolsystem og reklame m.v. af elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere m.v. er det ulovligt at reklamere for e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere over for offentligheden.
  • Forbuddet omfatter alle handlinger, som har til formål til at sælge e-cigaretter, eller som har den direkte eller indirekte virkning.
  • Reklameforbuddet er meget bredt og gælder på nettet, fx på hjemmesider og sociale medier, i trykte medier, radio, tv, på gaden og i mails, fx elektroniske nyhedsbreve.
  • Hjemmesider, der sælger e-cigaretter, må på neutral vis oplyse, at de sælger e-cigaretter og præsentere deres produkter, men oplysningerne må ikke have en reklameeffekt, fx ved at anprise eller på anden måde fremhæve e-cigaretter med salgsfremmende udtryk. Det skal desuden være muligt at købe e-cigaretterne dér, hvor der skrives om e-cigaretter eller vises billeder af e-cigaretter.
  • Hjemmesidens domænenavn må ikke indeholde ordet e-cigaret eller associere til elektroniske cigaretter. Det vil efter Forbrugerombudsmandens vurdering være reklame.
  • Fysiske butikker, der sælger e-cigaretter, kan have neutrale skilte ved indgangen til butikken, hvorpå der står ”elektroniske cigaretter.”

Formålet med forbuddet mod reklamer for e-cigaretter er blandt andet at forebygge udbredelse af elektroniske cigaretter til ikke-rygere og børn og unge.

Læs mere om reglerne i Forbrugerombudsmandens kvikguide

For yderligere information:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på telefon 41 71 50 98.

 

Kunne du bruge siden?

Forbrugerombudsmanden

 

Ved at klikke på ”Tilmeld” giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbreve/pressemeddelelser.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage og opsige dit abonnement.

Du kan læse mere i Forbrugerombudsmandens privatlivspolitik.