Skip navigation

Forbrugerombudsmanden orienterer formidlere af kviklån om lovgivningen

26. september 2019

Forbrugerombudsmanden har orienteret indehavere af prissammenligningssider, der primært formidler kviklån, om de forbrugerbeskyttende regler. Samtidig varsler Forbrugerombudsmanden en nærmere gennemgang af hjemmesiderne.

Markedsføringen og formidling af kviklån og andre forbrugslån på nettet sker ikke kun via kreditgiverens egne hjemmesider, men i høj grad også via prissammenligningssider.

Det har givet Forbrugerombudsmanden anledning til at orientere indehaverne af 141 hjemmesider, der sammenligner og formidler kreditaftaler, om reglerne for markedsføring af forbrugerkredit samt andre forbrugerbeskyttende love.

Det drejer sig om:

  • Vildledningsforbuddet i markedsføringslovens §§ 5 og 6, herunder forbuddet mod skjult reklame i § 6, stk. 4, samt pligten til tydeligt at markere kommerciel kommunikation (reklame mv.) i e-handelslovens § 9
  • Kreditoplysningspligten i markedsføringslovens § 18, herunder den særlige oplysningspligt for kreditformidlere i § 18, stk. 4
  • Pligten til at oplyse navn, adresse, CVR-nr. mv. i e-handelslovens § 7 og for kapitalselskaber pligten til at oplyse navn, hjemsted og CVR-nr. på selskabets hjemmeside i selskabslovens § 2, stk. 4

De 141 hjemmesider, som nu er kontaktet, er de danske prissammenligningssider Forbrugerombudsmanden er bekendt med. Hjemmesiderne formidler stort set udelukkende usikrede forbrugslån, der kan optages hurtigt online.

Forbrugerombudsmanden venter at følge op på orienteringsbrevet med en nærmere gennemgang af de enkelte hjemmesider.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Det er vigtigt at kreditformidlere giver deres kunder den nødvendige information, så kunderne ved, hvad de går ind til, når de stifter gæld. Med orienteringen giver vi de virksomheder, der formidler lånene, en mulighed for at rette ind, hvis de har behov for det.”

Læs orienteringsbrevet, hvor der bliver redegjort nærmere for lovbestemmelserne samt typeovertrædelserne 

For yderligere information:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på telefon 41 71 50 98.

 

 

 

Kunne du bruge siden?

Forbrugerombudsmanden

 

Ved at klikke på ”Tilmeld” giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbreve/pressemeddelelser.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage og opsige dit abonnement.

Du kan læse mere i Forbrugerombudsmandens privatlivspolitik.