Forbrugere havde ikke indgået aftale med Burda Nordic om et løbende abonnement på magasiner

29. marts 2019

Burda Nordic, som blandt andet står bag magasinet ”Alt om Håndarbejde”, har gennem telemarketingsselskaber vildledt forbrugere i sin markedsføring af abonnementer på magasiner. De 22 forbrugere, som har klaget til Forbrugerombudsmanden, havde derfor ikke indgået en aftale om et løbende abonnement.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at flere forbrugere bevidst er blevet vildledt ved, at Burda Nordic har sendt opkrævninger for et løbende abonnement, som forbrugerne ikke havde accepteret under telefonsamtaler med telefonsælgere, der ringede på vegne af Burda Nordic.

Forbrugerombudsmanden har undersøgt 22 klager fra forbrugere, som har modtaget magasiner og opkrævninger fra Burda Nordic på trods af, at de ikke mener at have indgået en aftale om et løbende abonnement på magasinerne.

Forbrugerombudsmanden pålagde Burda Nordic at udlevere optagelserne af telefonsamtalerne mellem klagerne og telefonsælgerne. Efter at have hørt samtalerne kan Forbrugerombudsmanden konstatere, at forbrugerne blev ringet op af sælgere for Burda Nordic, som fortalte, at de var gået videre til finalen i en konkurrence om et gavekort på dagligvarer eller rejser. Telefonsælgerne bad forbrugerne om at bekræfte deres mail og adresse i tilfælde af, at de skulle vinde konkurrencen.

Telefonsælgerne tilbød desuden forbrugerne en smagsprøve på to magasiner til 99 kroner uden binding. Prisen på magasinerne blev kun nævnt én gang midt i samtalen.

Efterfølgende modtog forbrugerne magasiner fra Burda Nordic med posten. Den første og anden måned kostede magasinerne 99 kroner. Den tredje måned startede det løbende abonnement, hvorefter forbrugerne blev opkrævet yderligere 225 kroner via en vedlagt faktura.

Forbrugerombudsmanden kan konstatere, at Burda Nordic har undladt at oplyse forbrugerne om, at hensigten med telefonsamtalerne var at sælge løbende abonnementer. I telefonsamtalerne drejede sælgerne bevidst fokus hen på deltagelsen i en konkurrence med en forkert oplysning om, at forbrugerne var gået videre. Det fjernede fokus fra det reelle formål med telefonsamtalen, som var at sælge abonnementer på magasiner.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at Burda Nordic har overtrådt markedsføringsloven og forbrugeraftaleloven ved at:

  • undlade at oplyse om, at hensigten med telefonsamtalerne var at sælge løbende abonnementer på magasiner
  • at oplyse om prisen på magasinerne på en uklar og hensigtsmæssig måde
  • at sende fakturaer, som gav forbrugerne et indtryk af, at de havde bestilt magasinerne, selvom det ikke var tilfældet
  • undlade at oplyse forbrugerne om, at der var fortrydelsesret

Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at ingen af de 22 forbrugere, der har klaget, har indgået en aftale om et løbende abonnement. Desuden kan der rejses tvivl om, hvorvidt der er indgået køb af de blade, hvor prisen nævnes i telefonsamtalerne.

Da Forbrugerombudsmanden har valgt at pålægge Burda Nordic at udlevere lydfilerne med optagelser af telefonsamtalerne, kan Forbrugerombudsmanden ikke bruge telefonsamtalerne som bevis i en straffesag. Forbrugerombudsmanden har derfor ikke indledt en straffesag mod Burda Nordic på baggrund af de 22 klager, men indskærpet reglerne over for Burda Nordic og anmodet dem om at oplyse, om de har tilbagebetalt alle beløb til klagerne.

De 22 klager er modtaget i perioden den 12. januar 2018 til 23. august 2018. Forbrugerombudsmanden har efterfølgende modtaget yderligere 81 klager over Burda Nordic, der også vedrører ufrivillig binding til et abonnement på magasiner via telefonsalg. Forbrugerombudsmanden behandler i øjeblikket disse klager.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Forbrugerne er bevidst blevet vildledt ved at Burda Nordic har sendt opkrævninger for et løbende abonnement, som forbrugerne ikke havde accepteret under telefonsamtalerne. Det er en grov overtrædelse af markedsføringsloven. I første omgang har jeg indskærpet reglerne over for Burda Nordic, men da der er kommet flere nye klager til, vil jeg undersøge, om der evt. er grundlag for at indlede en straffesag.”

”Forbrugerne er kun forpligtede til at betale for noget, som de har indgået en aftale om. Hvis de ikke mener, de har bestilt abonnementet, skal de lade være med at betale for det.”

Det skal du gøre, hvis du ufrivilligt har tegnet et abonnement

  • Lad være med at betale, hvis du ikke mener, du har indgået aftale om abonnementet
  • Kontakt firmaet med det samme. Meddel, at du ikke mener, I har indgået en aftale
  • Har du betalt, er det afgørende for, om du kan få dine penge tilbage, om du har gjort indsigelse mod kravet eller om du har betalt og forholdt dig passiv.

For yderligere information, kontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.

Kunne du bruge siden?

Forbrugerombudsmanden

 

Ved at klikke på ”Tilmeld” giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbreve/pressemeddelelser.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage og opsige dit abonnement.

Du kan læse mere i Forbrugerombudsmandens privatlivspolitik.