Saxo.com har i sin markedsføring sammenlignet sine bogpriser med ”forlagets pris”, selvom mange af bøgerne ikke kunne købes direkte hos forlagene.
Forbrugerombudsmanden vurderer, at Saxo.coms markedsføring gav forbrugerne det indtryk, at de kunne spare penge, hvis de valgte at købe bogen på Saxo.coms hjemmeside i stedet for hos forlagene.
Forbrugerombudsmanden har derfor meddelt Saxo.com, at selskabets sammenligning med ”forlagets pris” var vildledende og i strid med markedsføringsloven, da bøgerne ikke kunne købes på forlagenes hjemmesider.
Forbrugerombudsmanden har desuden indskærpet over for Saxo.com, at udtryk som ”forlagets pris” og ”vejledende pris” kun må bruges, hvis prisen reelt er markedsprisen.
Ifølge Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring kan prisen kun anses for at være markedsprisen, hvis selskabet kan dokumentere, at det samme produkt bliver solgt til den oplyste pris hos et repræsentativt udsnit af de butikker, som det er relevant at sammenligne sig med.
Saxo.com har meddelt Forbrugerombudsmanden, at selskabet ikke længere bruger udtrykket ”forlagets pris” i sin markedsføring.
Da Forbrugerombudsmanden kan konstatere, at andre boghandlere også bruger udtrykket ”Forlagets pris”, selvom bøgerne ikke altid kan købes hos forlagene, har Forbrugerombudsmanden besluttet at orientere bogbranchen samt andre relevante aktører på markedet om reglerne.
Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:
”Saxo.com har efter vores vurdering vildledt forbrugerne ved at give dem indtryk af, at de kunne spare penge ved at købe deres bøger hos Saxo.com i stedet for hos forlagene. Det forudsætter naturligvis, at bøgerne er til salg hos forlagene, hvilket ikke altid er tilfældet.”
Forbuddet mod vildledning
Ifølge markedsføringslovens § 5, stk. 1, må en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte.
Ifølge markedsføringslovens § 8 er det en betingelse for, at der er handlet i strid med §§ 4-7, at den pågældende handelspraksis væsentligt forvrider eller vil kunne forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren eller, hvis den pågældende handelspraksis rettes mod en særlig gruppe af forbrugere, hos et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.
Se Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring her.
For yderligere information, kontakt:
Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.