Opmærksomme forbrugere står bag mange sager hos Forbrugerombudsmanden

Forbrugere, som klager til Forbrugerombudsmanden, skaber grundlaget for, hvilke sager Forbrugerombudsmanden skal tage op.

Mange af de sager, som er behandlet i Forbrugerombudsmandens årsberetning 2017, skyldes, at opmærksomme forbrugere har klaget til Forbrugerombudsmanden. Det er afgørende for institutionens arbejde, at forbrugerne bruger tid på at skrive en klage, selvom Forbrugerombudsmanden må afvise mange klager i sin prioritering af sager.

Forbrugerombudsmanden tager dog ofte selv initiativet til at behandle spørgsmål om overtrædelser af forbuddet mod skjult reklame og forklarer i årsberetningen side 20, hvorfor det er et vigtigt forbud, som Forbrugerombudsmanden har fokus på at håndhæve. 

Prismarkedsføring har altid haft en fremtrædende plads i Forbrugerombudsmandens tilsynsvirksomhed. Læs om nye tendenser, retningslinjer og efterforskningsmuligheder på det område på side 11 i årsberetningen. 

Forbrugslån var et andet indsatsområde i 2017. Forbrugslån kan nemt tages på nettet, men misligholdes et lån, kan det have store konsekvenser for forbrugeren. Baggrunden for de retningslinjer om kreditvurderinger af kortfristede lån, som Forbrugerombudsmanden offentliggjorde i 2017, er også omtalt. Læs om det på side 30. 

I 2017 fortsatte Forbrugerombudsmanden også sin indsats mod grove abonnementsfælder. Ved abonnementsfælder får bagmændene adgang til forbrugernes betalingskonti og hæver beløb, uden forbrugerne er klar over det. Forbrugerombudsmanden anmeldte fire selskaber til politiet i 2017. Læs mere om dette område på side 42 i årsberetningen.

Forbrugerombudsmanden fik 5.175 henvendelser i 2017 og afsluttede 5.241 sager.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Vi prioriterer sager som kan trække grænserne op for, hvor langt virksomheder må gå i deres markedsføring, og sager som har stor betydning for mange forbrugere. Derfor har vi også i 2017 haft fokus på bl.a. lånemarkedet og abonnementsfælder.”

”Jeg er glad for de mange henvendelser fra opmærksomme forbrugere. Klagerne giver os mulighed for at fortælle erhvervslivet, hvor grænserne går og dermed forebygge, at andre forbrugere havner i samme uheldige situation.” 

Læs Forbrugerombudsmandens årsberetning for 2017

Foto af Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i trykkvalitet 

For yderligere oplysninger, kontakt:
Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.

Kunne du bruge siden?

Forbrugerombudsmanden

 

Ved at klikke på ”Tilmeld” giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbreve/pressemeddelelser.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage og opsige dit abonnement.

Du kan læse mere i Forbrugerombudsmandens privatlivspolitik.