Ny spamvejledning gør det enklere at overholde reglerne

21. december 2018

Spam er det, som allerflest forbrugere klager over til Forbrugerombudsmanden. For at gøre det enklere for virksomheder at overholde spamreglerne har Forbrugerombudsmanden offentliggjort en ny spamvejledning, der tager højde for den teknologiske udvikling og giver konkrete eksempler på gældende praksis. Offentliggørelsen bliver fulgt op af et informationsmøde den 25. januar 2019 fra kl. 14.

OBS! Informationsmødet er flyttet til: Det Juridiske Fakultet, Karen Blixens Plads 16, 2300 København S, auditorie 9A.1.01

Teknologien udvikler sig hele tiden, og i dag er det ikke kun mails og sms’er fra virksomheder, der kan være omfattet af markedsføringslovens spamforbud. Notifikationer, kommentarer og privatbeskeder på de sociale medier kan også være spam.

Forbrugerombudsmanden har offentliggjort en ny spamvejledning som følge af den seneste ændring af markedsføringsloven i 2017, den teknologiske udvikling samt ny praksis på området. Den nye vejledning tager blandt andet højde for, at meget markedsføring er rykket over på sociale medier.

Derudover giver vejledningen endnu flere eksempler på, hvornår henvendelser er omfattet af spamforbuddet, og hvornår de ikke er.

Den nye spamvejledning adresserer blandt andet spørgsmålene:

  • Hvornår er henvendelser på sociale medier ”elektronisk post” og derfor omfattet af spamforbuddet?
  • Hvordan kan et samtykke lovligt udvides?
  • Hvad er ”egne tilsvarende produkter”?

I modsætning til Forbrugerombudsmandens tidligere vejledning omhandler den nye spamvejledning kun spamforbuddet, dvs. virksomheders henvendelser ved brug af elektronisk post, fx mail, sms og sociale medier. Forbrugerombudsmanden forventer at udsende en vejledning om telefonsalg i 2019.

Forbrugerombudsmanden holder fredag den 25. januar 2019 fra kl. 14 et informationsmøde om spamforbuddet og spamvejledningen. Mødet finder sted hos Forbrugerombudsmanden, Carl Jacobsens vej 35, 2500 Valby. Tilmelding kan ske ved at sende en mail til amgs@forbrugerombudsmanden.dk senest den 18. januar 2019 med oplysning om antal deltagere. Informationsmødet bliver ikke live-streamet, og der udleveres ikke materiale fra mødet. Bemærk at i tilfælde af et større antal tilmeldte vil informationsmødet blive flyttet til et andet sted i Københavnsområdet – det vil vi i så fald orientere de tilmeldte om.

Spam er det, som Forbrugerombudsmanden får allerflest klager over. Typisk modtager Forbrugerombudsmanden omkring 20.000 spamklager om året.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Teknologien har udviklet sig, og meget markedsføring er rykket over på de sociale medier de seneste år. Desuden er der kommet en ny markedsføringslov og ny praksis på området. Vi har lavet en ny spamvejledning, så den tager højde for ændringerne.”

”Spam er det område, som vi får allerflest klager over. Med den nye spamvejledning gør vi det enklere for virksomhederne at overholde spamforbuddet, fordi det bliver klarere, hvad de må og ikke må. Det hjælper i sidste ende forbrugerne, som forhåbentlig vil modtage mindre spam.”

Læs Forbrugerombudsmandens spamvejledning

Markedsføringslovens § 10, stk. 1 og stk. 2

§ 10. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på direkte markedsføring, medmindre den pågældende har givet sit forudgående samtykke hertil. Den erhvervsdrivende skal give mulighed for let og gebyrfrit at tilbagekalde samtykket.

Stk. 2. En erhvervsdrivende, der fra en kunde har modtaget dennes elektroniske adresse i forbindelse med salg af produkter, kan uanset stk. 1 markedsføre egne tilsvarende produkter til kunden via elektronisk post. Det forudsætter dog, at den erhvervsdrivende giver kunden klar og utvetydig mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig dette både i forbindelse med afgivelsen af adressen til den erhvervsdrivende og ved hver efterfølgende henvendelse.

For yderligere information, kontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98

Kunne du bruge siden?

Forbrugerombudsmanden

 

Ved at klikke på ”Tilmeld” giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbreve/pressemeddelelser.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage og opsige dit abonnement.

Du kan læse mere i Forbrugerombudsmandens privatlivspolitik.