Nordiske forbrugermyndigheder samarbejder om en styrket forbrugerbeskyttelse

30. maj 2018

Forbrugerhåndhævelsesmyndighederne i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige mødtes den 23. – 25. maj 2018 i Reykjavik, Island, for at diskutere fælles udfordringer og håndhævelsesstrategier. Det nordiske samarbejde vil blive udviklet yderligere for at stoppe ulovlig markedsføring og urimelige kontraktvilkår i de nordiske lande.

Digitalisering, store globale aktører, e-handel og grænseoverskridende markedsføring udfordrer forbrugerbeskyttelsen og de nationale håndhævelsesmyndigheders mulighed for en effektiv håndhævelse. Et fortsat nordisk samarbejde er afgørende for at hindre ulovlig markedsføring og urimelige kontraktvilkår i de nordiske lande.

På dette års møde blev myndighederne enige om en yderligere udvikling af samarbejdet vedrørende selskaber, der opererer på tværs af grænserne. Udveksling af oplysninger og diskussion af konkrete emner på sagsbehandlermøder og på seminarer /webinarer har vist sig værdifulde og vil blive yderligere udvidet.

Der vil være særlig fokus på disse udvalgte områder det kommende år:

  • Digitalisering, målrettet personlig markedsføring, brug af forbrugerdata, og markedsføring over for børn og unge
  • Skjult markedsføring i sociale medier
  • Nye udfordringer vedr. markedsføring af kredit
  • Abonnementsfælder
  • Nye og ændrede EU-regler vedrørende forbrugerbeskyttelse

De nordiske forbrugerhåndhævelsesmyndigheder vil samarbejde om alle disse områder og vil komme med fælles udtalelser og koordinere tilsynet og håndhævelsen i konkrete sager.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen siger:

”Det nordiske samarbejde har ført til adskillige fællesnordiske standpunkter gennem årene. De nordiske lande har en tradition som frontløbere vedrørende forbrugerbeskyttelse, og vores gode samarbejde vil fortsætte. Internationalt samarbejde er helt afgørende i den globaliserede og digitaliserede verden vi lever i.”

For yderligere information, kontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98

Sidst opdateret: 30. maj 2020

Kunne du bruge siden?

Forbrugerombudsmanden

 

Ved at klikke på ”Tilmeld” giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbreve/pressemeddelelser.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage og opsige dit abonnement.

Du kan læse mere i Forbrugerombudsmandens privatlivspolitik.